AT 2008: Fremtiden - visioner og forudsigelser

- lidt flere muligheder ...

Umiddelbart kunne man tro, at et emne om 'fremtiden' ikke kan have noget at gøre med en kultur i fortiden -

men intet kunne være mere forkert. Læs det følgende helt igennem - det, der står sidst, er bestemt det mest interessante.

Alle mennesker har vel til alle tider haft et behov for en vis sikkerhed i forhold til det, der skal ske i den nærmeste fremtid - ikke mindst, hvis de ville eller vil foretage sig noget stort og vanskeligt. I vore dage vil man i den sammenhæng nedsætte en kommission af eksperter, der skal kulegrave området og klarlægge den sandsynlige udvikling og angive de handlemuligheder, beslutningstagerne så har - eksempler er trafikudvikling, hospitaler, velfærd, økonomien, den sikkerhedspolitiske situation, den globale opvarmning osv. osv. Ofte bruges den slags kommissioner og deres måske ikke helt glasklare konklusioner som en undskyldning for politikerne for at tage upopulære beslutninger: 'som kommissionens undersøgelser viser, er der ikke noget valg'. Hvad svarer i den antikke verden til dette?

Men når man laver den slags undersøgelser, har man i sidste ende også brug for en forestilling om, hvad man stræber hen imod - en 'utopi' af en art. Har man utopier i den antikke verden?

For at få en forestilling om, at der er en fremtid, må man først vide, at der er en tid - at der faktisk sker udvikling. Det kan man kun få ved at se på fortiden - kun i kraft af den viden, at ting har forandret sig, kan man kigge fremad og tænke over, hvordan de vil forandre sig, og man kan spørge, om man selv kan påvirke/udvirke forandringerne. Og det bliver et vitalt spørgsmål, om man kan forbedre - fremtiden bliver set i et fremskridtsperspektiv. Fremskridtet og forventningen til fremtiden, der kommer af den tanke, er et andet vigtigt tema her ... Ventede man sig i antikken i det hele taget noget positivt af fremtiden; hvis ja, hvem gjorde så, hvornår og hvorfor; hvis nej, hvorfor så ikke ... Og venter vi os i disse moderne tider noget godt af fremtiden - tror vi på fremskridtet (længere?)

Lad os se, hvad der findes af materiale til alle disse spørgsmål.

Spådomskunst

I antikken greb man ikke til eksperter på den måde - man henvendte sig i stedet til guderne. Det kunne man gøre på mange måder; man kunne henvende sig ved et orakel (som det i Delfi, det i Dodona, det i Ephyra eller Trofonios-oraklet i Lebadeia. Disse orakler ligger i Grækenland. I Italien kunne man tage til Sibyllen i Cumae nær Napoli. (Der vil blive oprettet et link til dette spådomssted snarest muligt)

Men det var også en meget hyppig ting at søge oplysninger om gudernes vilje ad helt andre veje. Man tolker i antikken tegn vedrørende fremtiden i folks drømme, i fuglenes flugt på himlen, i tilfældige bemærkninger, i dyrs indvolde - og på utallige andre måder.

Drømme kendes allerede hos Homer, og de spiller en stor rolle hos ham. Man kan studere dem og sætte dem i forhold til moderne psykologiske teorier om drømme, hvis man vil dét. Det kan man også gøre med drømme i senere antikke tekster. Men der er andre muligheder med drømme - snak med en lærer om det! Ikke mindst hos en historiker som Herodot bruges drømme ofte til at forklare, hvad folk gør. Oplagte figurerer at undersøge i Herodots tekst er Kroisos, Polykrates og (måske mest af alle) perserkongen Xerxes selv.

I Rom spiller drømme også en vældig rolle. Hos digteren Vergil spiller drømme sammen med en mængde andre tegn fra guderne en afgørende rolle for, hvordan hovedpersonen Aeneas handler i digtet Aeneiden. Man kan godt sige, at Vergil Aeneide er en kernetekst i den her sammenhæng - fremtiden spiller en altafgørende rolle i værket, for den skal jo blive til den nutid, som Vergil skriver sit digt i. Det er et politisk problem, alle disse drømme bruges til at belyse: legitimeringen af kejser Augustus' position.

Der findes en kort indføring i antikke drømmeteorier af Patrick Kragelund: Antikke drømmeteorier - og Freuds i Museum Tusculanum 40/43 fra 1980 (ca. 30 sider). Man kan låne den af Simon. Der er også megen anden litteratur, der kan hjælpe en.

En antik tragedie, hvor en forudsigelse også får en rædsom indvirkning på et menneskes liv, er Sofokles' tragedie Ødipus.

Tolkningen af dyreindvolde var en vigtig ting i græsk religion. Ved enhver ofring iagttog man nøje, hvordan indvoldene tog sig ud. Men i Rom er det en særlig ophøjet videnskab i hænderne på særlige præsteskaber, haruspices og augurerne.

Augurerne har ellers først og fremmest til opgave at fortolke fuglenes flugt på himlen, eller mere præcist, de skulle svare på de spørgsmål, folk, der foretog disse varseltagninger (generaler og andre fremtrædende personer), måtte have. I Grækenland var det langt hen ad vejen det samme - men mindre organiseret. Litteraturen vrimler med spåmænd, der kan det der med fugle.

En hovedkilde til alle disse ting - især i Rom, men bestemt ikke udelukkende - er Marcus Tullius Ciceros værk Om spådomskunsten. Den er særlig interessant, fordi den ikke kun beskriver mange forskellige arter af varseltagning, men også - ganske intensivt - diskuterer, om fremtiden overhovedet lader sig forudsige, og da især på den måde, og rejser spørgsmålet, hvem der har interesse i disse systemer. Man kan med sindsro sige, at Ciceros tekst er et nærmest definitivt opgør med den form for overtro, som spådomskunst er, samtidig med at den har blik for, hvad forudsigelser kan i mere videnskabelig sammenhæng - så dét er virkelig en kernetekst! Den er også nævnt i ressourcerummene.

Der er mere til dette - men det vil dukke op, når man arbejder med det. Måske vil nogle titler også dukke op her - f. eks.

Lidt litteratur til spådomskunst:

Niels Schou: Græsk religion i oldtiden, Kbh. 1985, ss. 68 - 77.
Ole Wagner (udg.): Delfi - tekster og artikler om Apollons helligdom, Odense 1997 (handler om mere end bare Delfi som orakel).
Leo Hjortsø: Romerske guder og helte, Kbh. 1982, ss. 133 - 144.
Susanne William Rasmussen: Romerne, Kbh. 2006, ss. 177 - 187 (interessant, ikke-selvfølgelig læsning).

Utopier

Ressourcerummet henviser til Platons hovedværk Staten. Det er også måske den vigtigste utopiske tekst fra hele oldtiden; det er dog nok en god idé at læse resuméet, før man går i gang med selve teksten. Det er også en utopi, der handler om fremtiden - det gør antikke utopier nemlig normalt ikke. De handler i stedet om andre steder - steder, der netop typisk ikke findes, er u(græsk for 'ikke')-top(græsk for 'sted')-ier.

En god lille artikel om dette her synes at være: Sysse Engberg: Kvinden i den antikke utopi, Kvindestudier 5 (1981), ss. 15 - 31.

Tanker om, hvordan det er meget bedre at være andre steder, handler naturligvis ikke bare om drømmen om at komme væk herfra, hvor der er så elendigt - men nok så meget om at få det til at være sådan også her, hvor man selv befinder sig.

Den ældste 'utopiske' tekst, vi kender, er Homers Odysseen, hvor helten Odysseus besøger den fjerntliggende ø Skherie, der er særligt lykkelig og forresten på visse måder har en overlegen teknik.

Komedieforfatteren Aristofanes har skrevet flere komedier, der leger med utopiske tanker - ikke mindst Fuglene, der er oversat til dansk flere gange.

Platon er også ophavsmand til myten om Atlantis - der jo stadig lever i bedste velgående. Han fortæller historien i dialogen Kritias (intet resumé på hjemmesiden, desværre, men teksten er oversat til dansk).

Desuden havde man i antikken en forestilling om 'de hellige øer', som en opdagelsesrejsende, Euhemeros, påstod, han havde været ude at besøge. Strukturen i hans fortælling synes at ligge til grund for senere utopiske fortællinger som Niels Klims underjordiske rejse af Ludvig Holberg og Gullivers rejser af Jonathan Swift. I disse historier møder helten dog også samfund, der er værre end det, han selv kommer fra - og så taler man om en dys-topi.

I nyere tid er det ikke mindst i forbindelse med den såkaldte 'frankfurterskole' - først og fremmest Herbert Marcuse - at 'utopi' er blevet et rigtig vigtigt tema. En fremragende antikhistoriker, Moses Finley, skrev til Marcuses festskrift ('The Critical Spirit', Boston 1967) en artikel om antikke utopier - 'Utopianism Ancient and Modern'. Men det navn, der måske ellers er mest værd at holde øje med, når vi taler om utopier, er Ernst Bloch - og af ham findes der megen litteratur på dansk. Han var levende interesseret i antikken og inddrog den altid i sine argumenter.

Grundlæggende interessant forbliver spørgsmålet, hvorfor man i den antikke verden - og langt, langt op i nyere tid - skrev utopier om steder langt væk (eller under jorden, eller i universet), snarere end science fiction, der er utopier om, hvordan verden vil komme til at se ud engang.

Fremtiden som fremskridt

Den store engelske forsker Eric Robertson Dodds holdt i 1969 et foredrag med titlen The Ancient Concept of Progress; det er trykt i hans bog af samme titel fra 1973 (man kan få en kopi af Simon). Det interessante er, at det er så svært at svare på, hvad man i antikken mente om fremskridt. Dodds satte sine resultater op i fem punkter:

"1. Det er usandt, at forestillingen om fremskridt var helt ukendt i antikken; men vort materiale antyder, at det kun var i en begrænset periode i det femte århundrede, at den var bredt accepteret af den dannede offentlighed som helhed.
2. Efter det femte århundrede var indflydelsen fra alle de større filosofiske skoler i forskellig grad fjendtligt indstillet imod tanken, eller begrænsede den.
3. I alle perioder henviser de mest udtrykkelige udsagn om tanken til videnskabeligt fremskridt, og de kommer fra aktive videnskabsmænd eller fra forfattere, der skriver om videnskabelige emner.
4. Spændingen mellem tro på videnskabeligt eller teknologisk fremskridt og overbevisningen om moralsk tilbagegang findes hos mange antikke forfattere - skarpest hos Platon, Poseidonios, Lukrets og Seneca.
5. I det store og hele er der et sammenfald mellem forventningen om fremskridt og en konkret oplevelse af fremskridt. Sålænge kulturen nyder fremgang over et bredt spektrum, som i det femte århundrede, er tilliden om fremskridt udbredt; når fremskridtet hovedsageligt kan konstateres i specialiserede videnskaber, som i hellenistisk tid, er tilliden om det overvejende begrænset til videnskabelige specialister; når fremskridtet reelt bremses, som i de sidste århundreder af romerriget, forsvinder forventningen om yderligere fremskridt."

Dette er naturligvis ikke epokegørende, altså punkt fem, men alligevel nok værd at lægge mærke til i disse tider med global opvarmning og skæv befolkningsudvikling. Kan man se nogen lighed - og hvad er de interessante forskelle. Hvorfor havde man i den antikke højkultur, hvor livsforholdene alt andet lige forbedredes radikalt og f. eks. evnen til at læse var overordentligt udbredt, ikke en aktiv tanke om 'fremskridt'?

Hovedteksterne, det er muligt at arbejde med, er

1. Platons dialog Protagoras, der har et langt afsnit om samfundets udvikling (til det bedre); dialogen er oversat til dansk, og der er skrevet en lille bog om den af William Norvin: Platons dialog Protagoras, Kbh. 1920; og en meget lille bog om Protagoras selv er Hartvig Frisch: Sofisten Protagoras, Kbh. 1926. Men både teksten og personen er der megen litteratur til i det hele taget.
2. Lukrets fremstilling af kulturens udvikling i 5. sang af hans værk 'Om verdens natur', oversat til dansk i 1998 (ret let at læse). Simon L. har en gang skrevet en lille artikel om Lukrets og fremskridtet, To skridt frem og et tilbage. Artiklen åbner også op mod epikuræisk utopi-tænkning og moderne teknologi-kritik i forbindelse med frankfurterskolen (mere præcist til Max Horkheimer og Theodor W. Adornos 'Oplysningens dialektik').

Disse to tekster handler naturligvis ikke først og fremmest om fremtiden, men åbner i særlig høj grad for et sådant perspektiv, og de tillader at diskutere netop det væsentlige spørgsmål, Dodds rejser.

Fremtiden som begreb

Det er nemlig vigtigt ikke at forfalde til bare at sige noget om noget, der vil ske i fremtiden. AT-emnet er ikke 'noget, der nok vil ske i fremtiden' - men fremtiden som sådan, som begreb eller fænomen, eller hvad man nu vil. Hvorfor tænker vi overhovedet over fremtiden, og hvad er fremtiden? Er fremtiden om 10 eller 20 år, eller er det om 200 år? Hvor længe varer nutiden, og hvor længe har den varet? Det ser ikke ud til, at man i antikken har haft det samme, somme tider næsten hysteriske, forhold til fremtiden, som vi har nu. Det har vel ikke betydet, at de ikke har tænkt på, hvad der skulle ske til næste år (de såede jo da deres korn) eller om halvtreds (for det varer meget længe, før et oliventræ giver udbytte) - men hvad betyder det så, at de ikke tænkte så meget på fremtiden? Hvis det at plante et træ ikke betyder, at man tænker på fremtiden, hvad betyder det så, når en moderne virksomhed 'investerer i fremtiden' - hvad er dog forskellen? Bør man tale om 'fremtiden', hvis man grundlæggende bare vil bevare det, man har - velfærdssystemer, f. eks.? Hvor forskellig skal den tid, der kommer, være, før den er 'fremtid' på en interessant måde?

Dette er spørgsmål, man må stille, hvis man virkelig vil til bunds i den opgave, AT 2008 stiller. AT handler om 'væsentlige' begreber og fænomener, og derfor skal man også beskæftige sig med noget, der er - væsentligt.

Det er interessant at se, hvordan en kultur som den græsk-romerske, der bestemt ikke var primitiv, forestillede sig, at verden kunne se ud alternativt - og sammenligne med en moderne, tilsvarende tankegang; og en nøje undersøgelse af, hvordan antikke mennesker stillede sig til forventningen til fremtiden - hvad der er fremskridtstankens kerne - i forhold til vores er ikke bare interessant - den er væsentlig.

-----

Og så sidst, men naturligvis ikke mindst: hvordan bygger man med disse muligheder bro over til et andet fakultet. Det er klart, at det nok bedst lader sig gøre med det samfundsvidenskabelige fakultet, og det vil sikkert være en fordel at gøre det ved at lave en sammenligning med noget moderne. Det behøver jo ikke være en sammenligning med moderne statistiske forudsigelser - det kan også være til den rolle, forskellige former for overtro, hvad angår spådomme, spiller i moderne menneskers liv. Hvis man f. eks. vil undersøge, hvorfor kong Xerxes gik i krig mod grækerne i 480 fvt., er det interessant at se, hvordan drømme spiller en rolle - og man kan så sammenligne med, hvorfor præsident Bush gik i krig med Saddam Hussein. Hvor troværdigt er det, Herodot fortæller (ikke meget), og hvor troværdigt er det, offentligheden fik at vide om, hvad man kunne vente sig af Irak-krigen (ikke meget).

Så - intet kunne være mere forkert end at tro, at dette emne ikke kan undersøges ud fra en oldtidskundskabs-, latin- eller græsk-vinkel. Moderne mennesker tror, de er noget. Det fortjener at blive undersøgt, om det passer.

Sidst revideret 16. 1. 2008 kl. 13.56 af Simon Laursen