Typer af keramik
Lertøj brugtes til snart sagt enhver form for husgeråd. Her vises et antal af de mest brugte typer
i de mest almindelige former - men uden garanti for, at der ikke findes typer eller varianter, der ikke er med her.
Betegnelserne er ikke altid de antikke, men dem, arkæologerne bruger i vore dage. Studiet af lertøj handler ikke kun om
kunsthistorie - altså først og fremmest om, hvilke motiver vaserne er bemalet med - men også om handel og økonomi.
Mange af de mindre udsmykkede lervarer er meget mere interessante for i dén sammenhæng end de udsmykkede.
|
Alabastron
Alabastron er en meget lille beholder, der bruges til parfumeret olie o. lign. Den er ofte udsmykket med et lille motiv fra sportens eller
erotikkens verden.
|
|
Amfora
Amforen er den mest anvendte transport-beholder til væske mm.
Den findes i meget udsmykkede og derfor kostbare former, som har været brugt først og fremmest
som prydgenstande, og i ganske simple former, der har været brugt til transport til havs o. lign. De sidste
findes fra alle tider i antikken i enorme mængder.
Størrelsen kan variere meget. Af form er amforen altid aflang med en høj hals, men der er forskel på,
hvordan kroppen møder halsen, hvor tyk kroppen er, og hvor brede 'skuldrene' er, især på 'pryd'-amforer.
|
|
Aryballos
Aryballen er en meget lille beholder, der bruges til parfumeret olie o. lign. De er ofte udsmykkede
med et lille motiv fra sportens eller erotikkens verden.
|
|
Hydria
En hydria bruges til at transportere væske, normalt vand fra brønden. Den har derfor hanke
til at bære den i, og en hank til at holde i, når man hælder. Der er normalt et lille hak i
åbningsranden, hvor væsken skal hældes ud.
Den kan være udsmykket, især på på området rundt om halsen;
i så fald er den næppe blevet brugt til arbejde.
Størrelsen er normalt et sted mellem 30 og 50 cm. i højden.
|
|
Kantharos
En kantharos er et drikkebæger.
|
|
Krater
Der er fire forskellige typer. De er alle blevet brugt til at blande vand og vin i til fester. De er derfor ofte meget
flot bemalede og delvis ligefrem skulpturer i sig selv.
Størrelsen varierer en del, de største kraterer har kunnet fyldes med iskoldt vand, sne eller is, og kan have
haft psykterer med vin i flydende i sig.
|
|
Klokke-krater
Klokkekrateren er den enkleste form - nærmest bare en spand.
|
|
Kalyx-krater
Kalyx-krateren er en udvikling af klokkekrateren. Hankene sidder lavere og mundingen åbner sig mere.
|
|
Søjle-krater
Søjlekrateren har sit navn fra formen af hankene, der danner en søjle op til 'taget', der flugter med kraterens rand.
|
|
Volut-krater
Volut-krateren er den mest kunstfærdige form for krater. Formen er mest naturlig i metal, og der findes da også flere
volut-kraterer i bronze.
|
|
Kylix
En kylix er et fladt, skålagtigt, cirkelrundt drikkebæger. Det er normalt meget bredt, og står på en lille fod. Det har to hanke.
Størrelsen kan variere meget - og jo større, jo mindre sandsynligt er det, at genstanden har været brugt til at drikke af.
Man har sikkert brugt de største som frugtskåle o. lign.
Kylix'en har ofte udsmykning både neden under skålen, på skålens 'krop', og inde i skålen, både langs randen og i
bunden (hvor billedfeltet så er helt rundt og kaldes en tondo).
Der findes også en variant uden den høje fod.
|
|
Lebes (gamikos)
En lebes er egentlig bare en skål, der på grund af sin runde bund er nødt til at have en fod at stå på.
Denne fod kan blive meget høj og omhyggeligt formgivet. En lebes på en høj fod blev ofte givet som bryllupsgave -
en lebes gamikos (bryllups-lebes). Især en lebes gamikos var ofte overordentligt omhyggeligt udsmykket.
|
|
Lekythos
En lekythos er en beholder først og fremmest til olivenolie. Den kan være lille og buttet eller høj og slank. De høje
kan være helt op til næsten en halv meter høje.
Især de høje lekyther er ofte lavet i hvidgrundsteknik.
Lekyther brugtes meget som gravgaver.
|
|
Loutrofor
En loutrofor er, som navnet siger, en 'bærer af et bad'. Den blev brugt, når man badede, og især, ser det ud til,
når man badede et lig - som en del af begravelsesritualet. Derfor er loutroforer også ofte bemalet med et motiv fra begravelsen, typisk
kvinder, der sørger over den døde.
Loutroforer er slanke, ofte næsten en meter høje.
|
|
Oinokhoe
En oinokhoe er en kande til vin, som navnet siger. Men naturligvis kan kanden have indeholdt alle mulige andre væsker.
Størrelse og form kan naturligvis variere kolossalt.
|
|
Pelike
En pelike er en anden uspecificeret væskebeholder, i grunden bare en tung bug med en lidt smallere åbning foroven.
Heller ikke en pelike er særlig stor og har ikke været anvendt
så meget til at hente vand som til at have vand stående. Der er mange omhyggeligt udsmykkede peliker; formen må
have budt sig til for vasemalerne.
|
|
Psykter
En psykter er en 'køler' - man fyldte den med vin blandet med vand og sænkede den ned i en stor krater fyldt med
koldt vand eller sne og is.
En psykter er derfor ikke særlig stor, og den er kun udsmykket på oversiden af kroppen - resten har man jo ikke kunnet se.
|
|
Pyxis
En pyxis er et skrin af lertøj, ofte beregnet til smykkeskrin eller beauty-box. Den er derfor også ofte bemalet, både på
låget og på kroppen.
|
|
Skyphos
En skyphos er et almindeligt drikkebæger. Det er ofte udsmykket, men langt fra altid.
|
|
Stamnos
En stamnos er, som en pelike, beregnet til at opbevare væske, den er bare større.
|
|
|