Penge - og lidt om økonomi

'Penge' er et mærkeligt fænomen. I stedet for ting, man kan bytte med, har man denne lille metalting, en mønt, der repræsenterer en værdi. Oprindeligt - og det vil i princippet sige i det gamle Grækenland og Rom, der var blandt de første samfund i verden, der brugte 'penge' - havde mønten den værdi i metal, som man kunne købe for den med. Sådan er det jo ikke mere: sedler er f. eks. aldrig det værd, der står trykt på dem. I antikken havde man slet ingen seddelpenge - men alligevel var metalværdien af mønten allerede i antikken ofte under den købekraft, mønten skulle have. Den pengeudstedende myndighed har på en eller anden måde ikke haft metal nok. I fredstid går den slags meget fint, men så snart samfundet er i krise, mister mønter, der ikke rummer det metal, de skal, hurtigt borgernes tillid, og hele møntsystemet kommer i krise. Den slags kriser kender oldtiden flere af.

Grækenland

I løbet af 500-tallet fvt. bliver penge almindeligt i Grækenland. Hver af de mange bystater får deres egne mønter, og der kan være store forskelle på, hvad mønterne er værd. Da man i nærheden af Athen finder store sølvforekomster, producerer man mønter i Athen til betaling af import af korn, som Athen var meget afhængig af - og dermed breder Athens penge sig ud over det græske område som den vigtigste møntenhed. Andre møntudstedere retter sig efter metalværdien i Athens mønter, og der kommer en slags system i sagerne.

Fra 300-tallet bliver det østlige Middelhav mere og mere 'globaliseret' - både personer og økonomiske transaktioner bevæger sig meget frit rundt i de nye, 'hellenistiske' stater, der opstod ud af Alexander den Stores rige. Alle kongerne udstedte naturligvis deres egne mønter, ligesom den persiske konge havde gjort det, indtil Alexander styrtede ham (de såkaldte 'dareik'er). Disse penge spredtes ikke mindst, fordi kongerne betalte deres lejesoldater med penge. I alt væsentligt beholdt de hellenistiske konger Athens møntsystem - deres penge vejede det samme i sølv, som Athens gjorde. En slags 'euro'-system ... forskellige prægninger på mønterne, men samme værdi.

Athens hovedmønt hedder en 'drakhme', den deles i 6 oboler. 100 drakhmer var én 'mine'; 60 miner var én 'talent'. Athenes fugl er jo uglen, så der var ugler på Athens mønter; de kaldtes derfor ofte for 'ugler'. Mønten her til højre er en fire-drakhme; klik på den for at se en oversigt over atheniensiske mønter.

Rom

I Rom begynder pengeudstedelsen i løbet af 200-tallet fvt., i tiden for krigene mod Karthago. Rom har brug for at kunne flytte store summer hurtigt på dette tidspunkt. Roms møntfod kommer naturligvis hurtigt til at være normgivende i byens magtområde; men mange, især græske byer udsteder egne mønter til langt senere. Også i Roms tilfælde har det i høj grad været nødvendigheden af at betale militære udgifter, der har sat gang i møt-systemet.

Roms hovedmønt var 'denaren', dens værdi var omtrent den samme som drakhmens; som drakhmen var den også en sølvmønt. Den deles i 16 'as' (en bronze-mønt); men den normale under-enhed under denaren er 'sesterts'en, der består af 4 as. Mønten til venstre er en sesterts. Klik på den for at se en oversigt over romerske mønter. Og så lige én ting til - den romerske forkortelse for en sesterts var HS - eller $ ... Romerne gjorde deres ejendom op i sesterts.

Mønter er fantastiske propagandamidler - alle mulige mennesker får dem jo i hånden, og de vandrer vidt omkring. Kongerne i det østlige Middelhav brugte deres mønter til at forherlige sig selv lige siden Alexander den Store. I Rom får mønterne i republikkens sidste hundrede år en vigtig funktion for adelsfamilierne; ganske unge adelige får opgaven som møntmester og lader mønterne præge med berømte forfædre - så den almindelige befolkning kan huske dem. Først Caesar sætter sig selv på mønterne; hans mordere følger trop med stærkt propagandistiske mønter - se f. eks. her til højre: en mønt udstedt af Caesar-morderen Brutus til minde om 'Idus Martiae', dagen, hvor Caesar blev myrdet i senatet.

Kejserne brugte naturligvis også mønterne på denne måde; og de optræder også med portræt på de mønter, der udstedes i deres regeringstid. Et eksempel ses her til højre: Augustus fejrer sin sejr over dronning Kleopatra af Ægypten.

Mønterne er som regel forbløffende realistiske - ofte meget lidt flatterende ... Se f. eks. en samling kejserportrætter på guldmønter på museet 'Het Valkhof' i Nijmegen i Holland.

Lidt om (penge)økonomi

Det er vanskeligt, ja umuligt, at sige, hvad pengene var værd i købekraft. Dels er der meget få oplysninger om, hvad man kunne få for pengene, dels havde man i antikken ikke så store behov - ikke så mange ting at købe (der var ingen TV-apparater, mobiltelefoner eller charter-rejser - bare for at begynde ...) I vore dage køber vi i høj grad tjenester: at nogle laver et stykke arbejde for os og får betaling/løn for det. Vi bor i byer, og vi er alle sammen frie mennesker. Sådan var det ikke i antikken.

Antikkens samfund var overvejende slavesamfund (slaver skal ikke have løn, og penge kommer ikke ind i billedet), og de fleste frie mennesker var landbrugere og selvforsynende med de fleste af deres daglige fornødenheder. For penge købte man især ting, og ofte luksusting, som man skulle hente i byen.

Penge kommer især til deres ret i de store byer, hvor man skal købe sin mad og betale husleje. De store byer var ikke industricentre som moderne byer gerne er det; der foregik en del produktion, men den var håndværks-baseret og arbejderne var ofte slaver. Slaver skal naturligvis have mad og tøj, men ellers skal ejeren af virksomheden kun betale for råvarer. Prisen for ting lavet i hånden af ikke-betalt arbejdskraft er svær at sammenligne med prisen for ting lavet på maskine af betalt arbejdskraft. Der fandtes fri, lønnet arbejdskraft, men hvor stor en del af de arbejdende der var frie, er der ingen, der ved.

Der har ikke været megen kvindelig, betalt arbejdskraft; mændene har været de udearbejdende. Men der er ikke klarhed over, hvor store familier de frie arbejdere har haft, og man ville derfor heller ikke kunne sige, hvad deres løn skulle strække til - selvom man vidste, hvad den var.

Penge blev altså brugt til ekstraordinære økonomiske transaktioner - ikke så meget i hverdagen. Det moderne pengebegreb bruger tit også mængden af penge, der er indsat i banker, som en del af den samlede pengesum i et samfund. Det kan man heller ikke så godt gøre for antikkens vedkommende: banksystemet var langt mindre udviklet end i moderne tid. Frem for alt var det ikke ret almindeligt at 'sætte penge i banken' og få renter for det. Man kunne godt låne penge, men så var det udlånerens egne penge - ikke, som i moderne banker, indskydernes penge. Havde man penge i overskud, beholdt man dem som regel hjemme; i krisetider gravede man dem ned, og mange af de mønter, der er bevaret til i dag, er netop fundet i sådanne nedgravede depoter. I oldtiden var det det normale at 'gemme pengene i madrassen'. Investering i den moderne forstand, at en finans-mand sætter penge i et eller andet stort projekt, andre er ved at lave, spillede en meget lille rolle. Der var ingen Thorsen, men nok af svindlere i øvrigt: ikke mindst i forbindelse med skatteopkrævning, der (kun) for en stor dels vedkommende foregik i penge.

Udenrigshandel var naturligvis udbredt - og banksystemet har sin stærkeste side netop her. Det kan være farligt at rejse omkring med mange penge på sig, og derfor arrangerede man sig ofte sådan, at man kunne hente nogle penge i en bank i den by, man kom til. Man indbetalte nogle penge i en bank i sin egen by, lod bankholderen skrive et brev til en bankholder i den by, man skulle til, så man kunne hæve sine penge dér. De to bankholdere må have haft et udligningssystem med hinanden - men det ved man ikke meget om. Der fandtes også lånesystemer, der fungerede nærmest som en slags forsikring for lasten på lange transporter - men igen er kildematerialet vanskeligt. Det ville være vildt overdrevet at tale om et globaliseret finans-system osv. osv.

Antikkens økonomi og vores er ganske enkelt ikke rigtigt det samme. Hvor forskellige de to økonomiske systemer er, skændes de kloge om. Det er et vanskeligt område at undersøge, fordi man i antikken ikke gerne talte om penge - det var et spørgsmål, der ikke hørte hjemme i dannede menneskers konversation. Og derfor ved vi - alt - for lidt om den antikke økonomi.

En lille bibliografi

Rudi Thomsen, Oldtidens penge, SFINX 1994.
P. Høeg Albrethsen, Romerske mønter i Ny Carlsberg Glyptotek, Gyldendal 1982.
Moses I. Finley, Antikkens økonomi, Systime 1982.
Signe Isager og Mogens Herman Hansen, Attiske retstaler fra Demosthenes' tid I, Gyldendal 1972.
Søren Hindsholm, Antikke og moderne banker, i: Man må studere, Festskrift til G. Torresin, Aarhus 1984, ss. 111 - 123.