Teatre i Grækenland og Rom

Kort oversigt over teater-genrens historie

Det var grækerne, der udviklede den teater-form, vi stadig har. Selvom teaterforestillingerne fandt sted i forbindelse med dyrkelsen af guden Dionysos, kan man ikke sige, at det græske teater var 'kultisk' drama - teaterstykkerne skulle ikke handle om guden og hans bedrifter, og de behøvede ikke inddrage guder, ja end ikke behandle guderne med respekt - de måtte gerne kritisere guderne, sætte dem i dårligt lys.

Man udviklede meget tidligt to forskellige 'genrer', tragedier og komedier.

Tragedier handler om mennesker i alvorlige situationer - liv og død, skæbne og ansvarlighed - og behandler dem 'seriøst'; som regel bruger man de gamle, traditionelle fortællinger, myterne, som råstof - derved kommer de involverede personer til at stå ophøjet i forhold til tilskuerne, men det er tilskuernes problemer, der kommer frem på scenen - i krigstid opføres mange tragedier om krige osv.

Komedier viser derimod almindelige mennesker og deres dårligdomme på scenen, og det er bestemt meningen, man skal grine. Men, som Piet Hein sagde, 'Den der kun ta'r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt', og komedierne lægger både dagsaktuelle og almene problemer frem for publikum. De ældste græske komedier har noget vist revu-agtigt over sig - i en ret tynd fortælle-ramme lader forfatteren samtidige personer optræde og latterliggøre, så komedien bliver en meget direkte politisk ytring - også. For temaet i komedien kan meget vel være f. eks. litteratur eller forholdet mellem kønnene; men igen - er samfundet i krig, vil komedien ofte handle netop om krig og fred, som det ses 'nedefra' af den almindelige borger.

Sådan er tragedierne og komedierne i 400-tallets Athen - de store forfattere er Aiskhylos, Sofokles og Euripides i tragedien, og Aristofanes i komedien. Men den antikke litteratur havde mange århundreder foran sig. Tragedierne fortsatte med at bruge myterne som deres materiale; komedierne udviklede sig. I løbet af 300-tallet ophørte det revu-agtige præg, og komedierne blev små afrundede fortællinger om almindelige mennesker, som tragedierne var fortællinger om ikke så almindelige mennesker. Den berømteste komedieforfatter i denne 'nye' komedie var Menander, som vi har nogle komedier af, og Difilos, som vi ikke længere kan læse.

Det var i Menanders form, komedien gik videre til Rom; romersk litteratur var også rig på tragedier, men de er stort set alle gået tabt. De store romerske komedieforfattere er Plautus og Terents; og det er dem, senere litteratur - f. eks. Holberg og Molière - har haft for øje, da de skrev deres egne komedier.

Den tragedie-digter, den europæske litteratur først lærte at kende, var ikke en af de tre store grækere, men filosoffen Seneca, der levede på kejser Neros tid. Hans tragedier handler dog også om personer fra de græske myter.

Teater-bygningens historie

Spillepladsen var først og fremmest en stor cirkel, som kaldes orchestra, 'dansepladsen', fordi en lille dansegruppe (et kor) på normalt 15 mennesker altid deltog i de ældste græske teaterstykker. Her stillede dog også de øvrige skuespillere sig. Oprindeligt var der på den anden side af orchestra så rejst et telt, hvor skuespillerne kunne klæde om, og som kunne forestille en bygning. Telt hedder skene på græsk, og man blev ved med at kalde denne baggrund for 'scenen', også efter at man var begyndt at bygge 'scener' af sten. Skuespillerne kunne så gøre deres entré ad døråbninger i 'skene' eller ad de to 'eisodos'er, veje ind, på hver sin side af teateret.

Theater betyder egt. 'tilskuer-sted'. Den store runding, hvor tilskuerne sad, kaldes normalt for 'cavea'; det er egt. latin og betyder 'rundingen'. I et 'ægte' græsk teater er rundingen altid lidt større end en halvcirkel - man kan jo godt se, hvad der foregår på orkhestra, selvom man sidder helt ude ved kanten, og scenen er under alle omstændigheder lav. De fornemste pladser er naturligvis midt for, lidt oppe. Her sad samfundets spidser, og ikke mindst dommerne i teater-konkurrencen.

Fra ca. 300 fvt. spiller koret en mindre og mindre rolle i teaterforestillingen. De romerske komedier har slet ikke noget kor. Man har derfor mindre brug for orkhestra, og denne bliver gjort mindre i de nye teatre; samtidig hæver man betydningen af skuespillerne og dermed også den plads, de skal spille på - scenen bliver nu et forhøjet podium, ofte mere end 2 meter over jord-niveauet, og scenebagvæggen bliver opbygget af flere niveauer af søjler. Denne slags teatre er udviklet i romersk tid og kaldes derfor 'romerske teatre' - men de findes faktisk også i østen.

På den store Perseus-side ved Tufts University i USA findes en side med 10 teatre, mange fotografier. Men der er rester bevaret af langt, langt flere teatre, end Perseus-siden illustrerer; i det følgende gives henvisninger til dels nogle billeder på Perseus, dels billeder af andre teatre, end der er samlet dér.

Græske teatre (ældre form)

Et af de mest velbevarede græske teatre er teateret i Epidauros på Peloponnes - set direkte oppefra, og som grundplan

Teateret i Dodona er lidt specielt, fordi det blev bygget om i romersk tid - til et ikke særlig finkulturelt formål.

Romerske teatre (senere form)

Det store teater i Pompei

Teateret i Sabratha, Libyen

Teateret i Orange, Provence

Teateret i Aspendos, Tyrkiet

Litteratur

Elektronisk

Rune Frederiksen, De antikke teaterbygningers form og funktion