Dorisk stilart
Den doriske stilart er lettest at kende på kapitælet, der består af en kvadratisk plade, abakus der hviler på ekhinus, der i ældre tid ligner en pude, men efterhånden bliver mere stiliseret og bare er en rund plade med større flade foroven end forneden, så der er en vis vinkel (se eksempler). Men den er også karakteristisk på andre måder. Foden af søjlen står direkte på stylobaten, det øverste af de tre trin, græske templer altid har som fundament. Søjlerne har kannelurer, dvs. de er rillede, med spidse toppe mellem rillerne, der ikke er særlig dybe. Det ses tydeligt på billedet, der er fra Zeus-templet i Olympia.
Over søjerne går der en flad bjælke, arkitraven, og over den igen er der en frise med en afveksling af firkantede (som regel næsten kvadratiske) felter, metoperne, der ofte er fyldt med skulpturer, og nogle felter med tre lodrette elementer, som hedder triglyffer. Disse triglyffer tjener intet praktisk formål i en stenbygning, men har muligvis haft en funktion i tidlig tid, da templerne blev bygget af træ. Under triglyfferne og under tagkanten er der nogle knopper, de såkaldte guttae, der sikkert skal forestille elementer, der var vigtige i en træbygning (en slags dyveler).
Et dorisk tempel fra senere tid er et studium i optiske finesser. Nogle er ret lette at se selv. For at undgå, at bygningen synes ligesom at synke ned midtpå, hæver man midten af bygningen en lille smule i forhold til enderne, den såkaldte kurvatur. Samtidig kunne regnvand naturligvis bedre løbe væk. Hephaistos-templet på agora i Athen er et godt eksempel.
Måden, søjlerne stilledes op på og udformedes, er et andet eksempel. De havde (især i tidlig tid) en let cigar-agtig form, den såkaldte entasis, og de hældede bagud ind mod bygningen selv. Billedet til venstre viser et virkelig tydeligt eksempel fra Aphaia-templet på Aigina. Samtidig kan man her se, hvordan arkitrav og frise kroner søjlen.
Sølerne danner en gang rundt om en central bygning, cella. Den 'klassiske' fordeling af søjler er, at der er dobbelt så mange søjler plus én at se ned langs siden, som der er for enden (dvs. 13 gange 6 eller 17 gange 8); men det er først med tiden, at denne regel holdes i hævd, og ikke altid. Igen er Hephaistos-templet i Athen et godt eksempel:
