Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Faget græsk går ud på at føre ind i det ældste trin af den europæiske civilisation. Den gamle græske kultur er et af højdepunkterne i den, og mange træk ved den moderne, europæiske kultur, såvel positive som negative, ses meget klart i den meget tidlige form, de havde fire-fem hundrede år før vor tidsregning.
Det græsk, man kan lære i gymnasiet, er derfor det sprog, de gamle grækere talte i oldtiden. Det er et af de ældste sprog, man kender - de første omfattende spor går tilbage til mere end 1200 år før vor tidsregning, og man skrev og talte oldgræsk i hele det østlige middelhav indtil flere hundrede år efter. Græsk var desuden oldtidens internationale sprog; forretninger og forhandlinger mellem folk foregik ofte på græsk. Frem for alt var græsk dog kulturens centrale sprog - for grækerne udviklede allerede tidligt en kultur, deres nabofolk følte sig voldsomt inspireret af.
Grækernes foretrukne livsform var bylivet. I de små bysamfund kunne de tilfredsstille deres behov for at markere sig over for hinanden, det være sig i sportskampe - de olympiske lege er opfundet i Grækenland - eller i diskussioner om filosofi eller politik (grækerne var de første, der vidste, hvad demokrati er); eller de fandt fred for deres trang til at udmærke sig i en af de talløse krige, de førte mod hinanden. Kun sjældent stod de sammen som i krigen mod perserne, den store invasion fra øst i 490 og 480 fvt.; og de sled igennem århundrederne deres politiske selvstændighed op i interne kampe.
|
Sidst revideret 13. 1. 2016