Faget græsk går ud på at føre ind i det ældste trin af den europæiske civilisation. Den gamle græske kultur er et af højdepunkterne i den, og mange træk ved den moderne, europæiske kultur, såvel positive som negative, ses meget klart i den meget tidlige form, de havde fire-fem hundrede år før vor tidsregning.
I græsk lærer man derfor om både grækernes historie, deres litteratur, deres kultur og filosofi og om deres sprog - det sidste er måske det vigtigste af det hele.

Det græsk, man kan lære i gymnasiet, er derfor det sprog, de gamle grækere talte i oldtiden. Det er et af de ældste sprog, man kender - de første omfattende spor går tilbage til mere end 1200 år før vor tidsregning, og man skrev og talte oldgræsk i hele det østlige middelhav indtil flere hundrede år efter. Græsk var desuden oldtidens internationale sprog; forretninger og forhandlinger mellem folk foregik ofte på græsk. Frem for alt var græsk dog kulturens centrale sprog - for grækerne udviklede allerede tidligt en kultur, deres nabofolk følte sig voldsomt inspireret af.
Den græske kultur gennemlevede, især i årene 500 - 200 fvt., en voldsom udvikling fra en ganske primitiv verdensopfattelse til noget, man med rimelighed kan kalde 'moderne' eller 'europæisk'. Mange, om ikke de fleste, af de litteraturformer og filosofiske anskuelser, der stadig er på mode i Europa, blev formet eller fandt deres første antydning i det gamle Grækenland. De store forandringer tvang grækerne til at skabe et sprog, de kunne tale om alt det nye i - og det sprog præger stadig den måde, man taler til hinanden i den moderne verden. Græsk er, sammen med latin, en uudtømmelig mine af nye ord; næsten alle vore fremmedord stammer fra disse to sprog.

Grækernes foretrukne livsform var bylivet. I de små bysamfund kunne de tilfredsstille deres behov for at markere sig over for hinanden, det være sig i sportskampe - de olympiske lege er opfundet i Grækenland - eller i diskussioner om filosofi eller politik (grækerne var de første, der vidste, hvad demokrati er); eller de fandt fred for deres trang til at udmærke sig i en af de talløse krige, de førte mod hinanden. Kun sjældent stod de sammen som i krigen mod perserne, den store invasion fra øst i 490 og 480 fvt.; og de sled igennem århundrederne deres politiske selvstændighed op i interne kampe.
Det blev et folk fra nord, makedonerne, der endelig erobrede Grækenland. Under ledelse af makedoneren Alexander den Store skabte de et verdensrige i østen, der strakte sig fra Ægypten til Afghanistan, men de tabte også det igen i indre splid.
Den politiske struktur, der skulle bevare den græske kultur og bringe den videre til stadig fjernere egne af verden, var den romerske, og under det romerske kejserrige spredte græsk kultur sig fra øst til vest.
Det var derfor naturligt, at det er på græsk, den nye tro kristendommen spredtes ud over verden. Ved en slags skæbnens ironi blev græsk både sprog for den dybeste religiøsitet og den skarpeste religionskritik, ligesom grækerne fandt udtryk for såvel det mest rabiate demokrati som det mest indædte forsvar for eneherredømme.