Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Demokratiet i AthenDe fleste ved, at demokratiet blev 'opfundet' i Athen - men færre ved, hvordan det demokrati var indrettet, og hvor forskelligt fra det moderne demokrati det var. Demokratiet sprang ikke fuldt færdigt ud af hovedet på Kleisthenes, den politiker, der stod for indførelsen; det udviklede sig efterhånden. Diagrammet herunder viser, hvordan demokratiet fungerede i 300-tallet fvt., den tid, hvor det var mest gennemført efter sine principper.
Nogle forklarende bemærkninger Fra 'den store onde verden' kommer der en henvendelse til Athen - f. eks. en udsending fra en anden bystat. For at få systemet i tale, må han henvende sig til rådet på 500 medlemmer. Dette råd havde et formandsskab, prytanerne, der havde døgnvagt, og kunne sammenkalde rådet med kort varsel. Rådets medlemmer var almindelige borgere i Athen, der var blevet udvalgt som medlemmer ved lodtrækning, og som var medlem i ét år. Rådet kunne dog kun forbehandle problemerne. Enhver sag af betydning skulle så hurtigt, som situationen krævede (øjeblikkeligt, om nødvendigt), sendes videre til ekklesia, folkeforsamlingen, der i princippet samlede alle borgere i Athen, dvs. alle voksne mænd, der var indskrevet i folkeregistrene i de enkelte demer, i praksis ofte mere end 6000 personer. Folkeforsamlingen kunne altså behandle sagen enten på et ekstraordinært møde eller på et af de 40 møder, der obligatorisk skulle holdes hvert år. Mødet blev ledet af nogle forsiddende, proedroi, der blev udpeget ved lodtrækning før mødet. Dagsordenen var fastlagt af rådet - men kunne fraviges. Alle borgere havde taleret, men der var et antal borgere, der havde gjort det til deres opgave i livet at tale på disse møder, talerne, rhetores, og disse ville normalt med deres argumenter bestemme mødets forløb og resultat. Disse rhetorer var hverken valgt eller udpeget ved lodtrækning, og borgerne i Athen holdt nøje øje med, at de ikke fik for megen magt, og der var ikke mange af dem - ikke meget mere end 20 aktive ad gangen. Mødet ville blive afsluttet med, at dets vedtagelser blev skrevet ned i et samarbejde mellem forslagsstilleren, dem, der havde foreslået ændringer i forslaget, og folkeforsamlingens skriver; i selve vedtagelsen var det som regel også fastlagt, hvordan den så skulle offentliggøres. Vedtagelsen kunne - i 300-tallet fvt. - være enten en administrativ beslutning, et psefisma, eller et forslag til en ny lov. En administrativ beslutning blev sendt videre til de relevante embedsmænd, enten en af de militære ledere, strategerne eller en af de civile, f. eks. arkhonterne. Det kunne dreje sig om alt, fra vejarbejder til udsendelse af militære styrker. Involverede beslutningen udgifter eller indtægter, gik opgaven med at skaffe pengene normalt tilbage til rådet og de embedsmænd, der varetog Athens finanser. Skulle flåden sættes i vandet, blev det strategerne, der aktiverede trierarkherne. Skulle der rejses ekstra penge til det formål, kunne folkeforsamlingen vedtage at opkræve en kriseskat, en eisphora. Måtte man som reaktion på henvendelsen fra 'den store onde verden' skride til at vedtage nye love (eller ændre gamle), blev sagen sendt videre til en anden forsamling, nomotheterne. Nomotheterne blev trukket ved lod blandt en gruppe af borgere, der stod på en liste, der blev udfærdiget hvert år, og som man også kun kunne komme på ved lodtrækning. I 300-tallet kunne nye love kun vedtages endeligt af nomotheterne. Men den politiske proces sluttede ikke hermed. Alle embedsmænd og alle politiske organer i Athen - med undtagelse af selve folkeforsamlingen - stod til ansvar overfor domstolene. Ved afslutningen af den periode, hvor man fungerede som et eller andet, ville domstolene undersøge, om man havde udført sit hverv tilfredsstillende. Det gjaldt også for dem, der stillede forslag i folkeforsamlingen - man kunne blive indklaget for både lovstridige forslag og for forslag, anklageren mente var skadelige for Athen. Selve domstolen var sammensat af almindelige borgere, der stod på listen over domsmænd. Denne liste blev udfærdiget hvert år, og fra den trak man dommerne til enhver retssag - ved lodtrækning samme dag, som en sag skulle behandles. På den må kunne ingen påvirke dommerne før sagen. Næsten alle embedsmænd i Athen blev 'valgt' ved lodtrækning - ligesom medlemmerne af 500-mandsrådet, af domstolene og af nomotheterne. Deres embedsperiode var på 1 år - ligesom man kun var medlem af de tre organer i ét år. Ingen kunne nå at opbygge nogen form for magtbase, og talerne i folkeforsamlingen var under skarpt opsyn. Det sidste organ i Athen var Areopagos-rådet. Det skiller sig ud fra de andre ved, at man blev medlem ved at have været arkhont et år, og ved, at medlemsskabet er livsvarigt. I 300-tallet er rådets vigtigste funktion at være domstol i drabssager; og det havde tilsyn med en række især religiøse forhold. Men det indgik i 300-tallet slet ikke i Athens politiske forretningsgang - ingen sager skulle gå her forbi, før de kunne vedtages. Ikke desto mindre bevarede rådet fra gammel tid, da de havde betydning, en stærk moralsk position som vogter over Athens forhold i al almindelighed. Men det betød også, at demokratiet holdt skarpt øje med, hvad medlemmerne af Areopagos-rådet gjorde. For i Athen var det meningen, at magten virkelig skulle ligge i folkeforsamlingen - med en bremse i form af nomotheterne og domstolene. Litteratur Den danske historiker Mogens Herman Hansen er en slags verdensmester i Athens demokrati - her er en række bøger, han har skrevet om emnet, med de 'letteste' først. Mogens Herman Hansen, Det athenske demokrati - traditionens og mytens historiske baggrund, Hjørring 1986 (opr. i: Rudi Thomsen (udg.), Det athenske demokrati i samtidens og eftertidens syn, Aarhus 1986) -, Demokratiet i Athen, København 1993 -, Kilder til Demokratiet i Athen, København 2008 -, Det athenske demokrati i 4. århundrede f. Kr., København 1979-82 -, The Athenian Democracy in the Age of Demosthenes, Oxford 1999 (samme som foregående, men på engelsk og opdateret) -, Det athenske demokrati - og vores, København 2005 -, Demokrati som styreform og som ideologi, København 2010 -, Demokratiets historie fra oldtid til nutid, København 2012 Men der er et væld af litteratur, der handler om demokratiet i Athen, og i de senere år er der også kommet meget til, der ser denne demokrati-form som inspiration til en fornyelse af det moderne demokrati. På dansk f. eks.: David Van Reybrouck, Imod valg - til forsvar for demokratiet, København 2015 Andreas Møller Mulvad, Anton Grau Larsen & Christoph Houman Ellersgaard: Tæm eliten - fra magtelite til borgerdemokrati, København 2017. |