Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Folkeforsamlingen (ekklesia)Folkeforsamlingen, ekklesía, var byen Athens højeste besluttende organ. Medlemmerne var alle borgere i Athen, der var registrerede som borgere i demerne og over 20 år gamle. Teoretisk kunne der derfor have været mellem 30.000 og 40.000 personer til stede, men det er naturligvis aldrig sket; i en lang række sager var det beslutningsdygtige fremmøde ('quorum') sat til 6.000 - og det er der sikkert kommet tit. Der holdes 40 obligatoriske og lige så mange ekstraordinære møder, som der er brug for, om året. Mødet ledes af medlemmer af rådet, i 400-tallet af dagens ledende prytan, senere af et kollegium på 9 'forsiddende' (próedroi), valgt samme dag ved lodtrækning. Dagsordenen er fastsat ved et møde i rådet god tid i forvejen. Alle havde ret til at tale og stille forslag. Det var god tone at lade de gamle komme til først, men ikke lovpligtigt. Der er dog nogle personer, der er mere rutinerede og taler hyppigere end andre - de såkaldte rhetorer. Efter en debat følger forslag og modforslag og ændringsforslag. Man kan i 300-tallet ikke vedtage love på folkeforsamlingen, kun beslutte at nedsætte et nomothet-kollegium. I 400-tallet fvt. vedtoges også love på folkeforsamlingen. Til alle tider kan man træffe administrative beslutninger, et såkaldt 'pséphisma' - også beslutninger af så omfattende betydning som krigserklæring. Mange beslutninger er æres-beslutninger om at give bestemte personer en hædersbevisning for deres indsats. Alle beslutninger kan indklages for domstolene ved, at man anklager den, der har stillet forslaget, for at have foreslået noget, der er i strid med gældende lov, eller som ikke er i Athens interesse. Selve folkeforsamlingen står ikke til ansvar for nogen. Folkeforsamligen mødtes i det meste af 400-tallet og i 300-tallet på højen Pnyx vest for agora. Deltagelse i møder i folkeforsamlingen berettigede til at modtage diæter, et nogenlunde rimeligt beløb, men ikke nok til at gøre deltagelse til en egentlig levevej. |
Sidst revideret 13. 9. 2011