Athens finanser

Enhver statsdannelse har brug for at kunne betale for ydelser, og den må derfor kunne opkræve skatter og afgifter for at have råd til det. Athen var en demokratisk stat og havde derfor store udgifter til almindelige menneskers deltagelse i samfundets funktioner, og det var en ledende militær magt og skulle bruge mange penge på (især) flåden.

Her på siden findes en oversigt over de vigtigste måder, Athen fik penge ind på, og hvad pengene blev brugt til, og over de vigtigste personer i processen. Det, der står her, gælder først og fremmest for 300-tallet fvt.; her er kilderne fyldige, og det meste, der står her, er temmelig sikkert. Om 400-tallet fvt. ved man meget mindre. Hele Athens forvaltning blev lagt om i årene efter den peloponnesiske krig; meget blev gjort forskelligt i de to århundreder. Hvis noget i det følgende specielt kun gælder i det ene af de to århundreder, står det der.

Indtægter

Involverede personer - embedsmænd: Det centrale organ i forvaltningen af Athens finanser var rådet, men det handlede ikke alene. Når det drejede sig om at kræve bøder betalt, var det et kollegium, der hed práktores, der gjorde det; og når det drejede sig om at bortforpagte noget, var det et kollegium af poletaí, der stod for opgaven. Men begge kollegier arbejdede med rådsmedlemmer som bisiddere.

Det konkrete arbejde med at opkræve told og afgifter i havne og på torve blev altså forpagtet ud; forpagterne hed 'toldere' (telónai).

Indbetalingen tog et andet kollegium, apodéktai ('modtagerne') sig af, også de med andre tilstede, normalt rådet, men undertiden også andre embedsmænd, hvis funktion var relevant i sammenhængen.

Apodektai beholdt ikke pengene; i 300-tallet blev de straks viderefordelt efter en fordelingsnøgle, merismós. Modtagerne var de forskellige udøvende institutioner, der altså må have haft deres egne kasser. I 400-tallet var der særlige, centrale kasser.

Mange af byens indtægtskilder var indirekte beskatning, som vi kender det i dag: beskatning af handel (told og afgifter), bøder og gebyrer. Mindre moderne indtægtskilder er konfiskationer og krigsbytte. Desuden bortforpagtede byen retten til at benytte byens jordområder og minedrift, og det fik den naturligvis også penge ind ved.

Told og afgifter: disse former for beskatning er 'normale', også i vore dage. Summen, man fik ind, provenuet, var dels ret konstant - minedriften f. eks. gav en ret fast indtægt fra forpagterne - dels varierende, afhængigt af den aktivitet, der var i Athens havne og på torvet. Tolden på varer i havnen var en enhedsafgift på to procent (pentekosté); afgifterne på torvet varierede efter varetype.

Konfiskation og bøder: det athenske demokrati var en hård herre; det skete ikke sjældent, at personer blev landsforvist eller ligefrem dødsdømt, hvis de fejlede i demokratiets tjeneste. I så fald blev deres formue konfiskeret. Men det var langt mere normalt, at de skyldige blev idømt en pengebøde, undertiden betydelige beløb. Disse penge indgik naturligvis i samfundsøkonomien på lige fod med andre indtægter.

Skat: Athen kendte ikke til personlig beskatning, i hvert fald ikke direkte. En skat på en borgers person hørte ikke hjemme i et demokrati; den slags gjorde kun tyranner. Undtagelsen er netop bekræftelsen: fastboende fremmede ('metoiker') betalte en skat på deres ophold i byen ('metoikion'). Størrelsen af denne indtægt var naturligvis afhængig af, hvor mange metoiker der var i byen; dette kunne variere betydeligt. I midten af 300-tallet var antallet af metoiker tilsyneladende lavt; 'metoikion' var derfor også - ligesom afgifterne på handel på torve og i havne må være sunket.

Formueskat og liturgi: Udover de almindelige beskatningsformer, told og afgifter, havde Athen to andre, temmelig specielle, der beskrives på hver deres side: formuebeskatning (eisphorá) og liturgier (leitourgía). Disse beskatningsformer vedrører kun meget velstående personer; en måde at omtale Athens økonomiske overklasse er 'de, som betaler eisphora og har liturgier'.

Krigsbytte får man naturligvis kun, når man er i krig, men det var Athen også ganske ofte. Det er en tvivlsom indtægtskilde, fordi man naturligvis lige så let taber som vinder i en krig, også selvom man skulle ende med at vinde krigen som helhed.

Bidrag fra andre stater: i det meste af 400-tallet stod Athen i spidsen for det deliske søforbund. Medlemmer af forbundet, der ikke stillede med militære enheder, betalte et bidrag, phóros, til forbundet. Til at begynde med blev forbundets midler opbevaret i Apollon- og Artemis-helligdommen på øen Delos, forvaltet af særlige embedsmænd, hellenotamíai ('de græske kasserere'); men i 450'erne blev den centrale forbundskasse flyttet til Athen. Herefter blev den i stigende omfang opfattet som en del af Athens interne økonomi, og bidragene begyndte at ligne tribut, noget, som underlegne stater betaler til deres overmænd. Mange medlemsbyer mistede derfor deres engagement i det deliske søforbund, og da den peloponnesiske krig endte, med Athens totale nederlag, blev forbundet afskaffet - og den centrale kasse selvfølgelig også. Herved mistede Athen en meget stor del af dets offentlige finansielle basis. Hvor afgørende for Athens økonomi forbundet var, er et åbent spørgsmål. Men demokratiet brød ikke sammen; det fortsatte, og det blev muligvis endda dyrere at drive.

Udgifter

Demokratiet betalte sine borgere for at deltage i byens funktioner: byens embedsmænd fik en godtgørelse for deres arbejde, og deltog man i folkeforsamlingen eller domstolen fik man diæter ('misthós'). Til sidst fik man også penge for at komme i teateret. Den enkelte betaling var ikke voldsomt stor, men det løb hurtigt op.

Der skulle bruges penge til ofringer og andre religiøse formål. Mange af disse udgifter blev dækket ved liturgi, men ikke alle.

Der skulle bruges penge til nybyggeri og vedligeholdelse af templer, brønde, veje, havneanlæg og alt muligt andet.

Militæret og det (meget sparsomme) politi krævede også penge. Meget militært udstyr blev stillet til rådighed af byen; det var også byen, der byggede nye skibe til flåden.

Offentliggørelse af beslutninger i folkeforsamlingen og i rådet fandt i mange tilfælde sted på sten; en meget holdbar måde at gøre det på (og en vigtig kilde til viden om Athens drift i vore dage). Men også forholdsvis kostbar.

Finansielle embedsmænd

Disse penge forvaltes i 300-tallet af de embedsmænd, der har den pågældende funktion. Det er rådets opgave løbende at tilse, at der ikke finder misbrug sted, og ved afslutningen af enhver embedsmands periode følger en revision, den såkaldte euthýne.

De personer, der var involverede i forvaltningen af byens finanser, var i det meste af demokratiets historie netop blot de mænd, der havde de konkrete opgaver at varetage - i lang tid var der ikke noget, der bare lignede en 'finansminister'; alle involverede var almindelige borgere uden særlige forudsætninger. Men i komplekse systemer er det ikke så simpelt; det havde athenerne forstået med deres militære ledere, strategerne, og i 350'erne fvt. skabte man en central finansiel embedsmand. I 350'erne var Athen i alvorlige finansielle vanskeligheder. Dele af den offentlige administration måtte i perioder lukkes helt ned. De fremmede rejste, indtægterne fra handel faldt, og tidens intellektuelle skrev værker om, hvordan finanserne kunne forbedres (navnlig Xénophon i en lille bog, Póroi). En mand ved navn Eúboulos stod for de centrale reformer.

Selve systemet, Euboulos udviklede, og hans egen position, udfordrede dog de demokratiske idealer, og der var megen debat om det nye embede. Den kasse, han skabte, kaldtes kulturkassen (theorikón), og beskrives på en særskilt side.

Til oversiden