Centrale finansembedsmænd

Denne side handler om den mere professionelle finansadministration, der var ved at udvikle sig tilsidst i demokratiets historie - navnlig om kulturkassen (theorikón) og forsvarskassen (stratiotikón) og de to ledende mænd i den forbindelse, Euboulos og Lykurg. De fleste personer, der var involveret i administrationen af Athens finanser var ikke professionelle, og deres funktion vedrørte typisk kun et lille hjørne af den samlede pengestrøm i det offentlige system. Men Euboulos og Lykurg spillede helt andre roller.

I 400-tallet fvt. var store summer blevet samlet i én kasse, hvor midlerne fra det deliske søforbund, men den blev afskaffet, da Athen tabte den peloponnesiske krig, og opgaven med at varetage kassen forsvandt naturligvis også. Samtidig med oprettelsen af det andet attiske søforbund i 378 fvt. skabte man tilsyneladende en ny central kasse, forsvarskassen (stratiotikón), men man ved ikke meget om den. Dens formål var åbenbart at kunne stille midler hurtigt til rådighed, hvis der udbrød krig, og man bestemte, at alle til rådighed stående midler i nødstilfælde skulle overføres til den.

Men efter det store sammenbrud i Athens (andre græske staters) situation i midten af 300-tallet kom Athens finansielle status under pres. Det andet attiske søforbund blev i realiteten opløst, da centrale medlemmer af forbundet efter en kort krig, forbundsfællekrigen (357-5 fvt.) trådte ud. Mange synes at have ment, at tiden var kommet til at hæmme Athens militære ambitioner. Man skabte derfor en ny kasse, kulturkassen (theorikón), hvis midler efter navnet at dømme skulle bruges til kulturelle - også religiøse formål. Det var sikkert samtidig, man begyndte at betale folk en lille sum for at deltage i de store teaterfestivaller.

I spidsen for denne kasse stod først én mand, der blev valgt til embedet, og tilsyneladende kunne få forlænget sin funktion, ligesom generalerne. De første mange år var det en mand ved navn Euboulos, der stod for administrationen af pengene, og Athens finanser rettede sig også hurtigt.

Men embedet synes at have antaget former, der gik langt ud over, hvad almindelige embedsmænd i Athen fik lov til, og der udspandt sig en heftig debat om, hvordan man skulle få kontrol med det. En af de største kritikere var politikeren Demosthenes, der dog endte med at komme til at beklæde embedet og få tildelt en krans, en æresbevisning til embedsmænd, der havde varetaget deres embede godt. En anden politiker, Demosthenes' dødsfjende Aiskhines, bragte denne tildeling for domstolen og beskrev i den forbindelse, hvad embedet gik ud på - givetvis overdrevet, men efter alt at dømme ikke alt for overdrevet:

Før i tiden havde byen en valgt revisor, som efter hvert prytani gjorde rede for folkets indtægter. Men fordi man havde så stor tillid til Euboulos, bestred de, der var valgt til at sidde på kulturkassen, før Hegemons lov blev vedtaget, også revisorens embede, og apodekternes, foruden skibshusene, og de byggede arsenalet, anlagde veje, og havde nærmest hele byens finanser under kontrol. Det er ikke som en anklage eller en kritik mod dem, jeg siger dette, men for at påvise, at lovgiveren ikke tillader selv den mindste embedsmand at modtage en krans til belønning, før han har aflagt regnskab for sin embedsførelse - og alligevel tøvede Ktesiphon ikke med at foreslå en krans tildelt Demosthenes, der i det store og hele havde alle funktioner i Athen under sig.

En sådan 'superembedsmand' var i strid med hele tankegangen i Athens administration. Demosthenes var med i en gruppe af politisk aktive, der i 348 fvt. forsøgte at få overført midler fra kulturkassen til forsvarskassen, men led et forsmædeligt nederlag. Aiskhines' tale er fra 330 fvt., og Hegemons lov må være blevet vedtaget efter Demosthenes' periode som forvalter af kulturkassen (som var i 338 fvt.) I hvert fald senere var det ikke en enkelt person, med et kollegium, der var ansvarlige for kassen, og tilsyneladende i et mere formaliseret samarbejde med andre funktioner, navnlig rådet. Men der er mange uklare punkter omkring reglerne for den organiserede finansforvaltning. Dengang som nu har det sikkert i vid udstrækning været en politisk kampplads - indehaveren af embedet gjorde sit bedste for at få så stor indflydelse som muligt.

I de følgende par årtier havde en mand ved navn Lykurg enorm indflydelse på Athens finanser. Byens indtægter steg under hans ledelse til det tredobbelte af, hvad de havde været før ham (1200 talenter årligt). Men det er meget muligt, at hans position var mere social og politisk end strukturel; man havde simpelthen tillid til ham. Hans aktiviteter ligner den liste, Aiskhines giver for Euboulos ovenfor. Arsenalet, et depot for flådens udstyr, som Euboulos havde sat i gang, blev bygget færdigt under hans ledelse.

Men netop det faktum, at en bygning af så stor betydning for flåden blev finansieret af lederen af kulturkassen viser, at der hvad angår administrationen af byens finanser i demokratiets sidste år var store forandringer i gang.

Til oversiden