Den peloponnesiske krig
er betegnelsen på det store opgør mellem Athen og Sparta. Krigen varede fra 431 - 404 fvt., den handlede om herredømmet (hegemoniet) over Grækenland, involverede snart sagt hver eneste krog af Grækenland - og sluttede med Athens fuldstændige nederlag. I hvert fald i Athen så man krigen som en kamp mellem demokrati (Athen) og oligarki (styre ved et mindretal af borgere). Sparta var ikke selv et oligarki, men støttede oligarkier fremfor demokratier, så den opfattelse af krigen er ikke helt forkert, men heller ikke hele forklaringen.
Athen og Sparta havde kæmpet sammen mod perserne i 480/79 fvt. (slagene ved Thermopylai, Salamis og Plataiai), og havde derefter stået sammen i nogle år om fortsat kamp mod Persien. Men fra 462 fvt. var de to byer vokset fra hinanden, og ned igennem århundredet var der næsten uophørlige konflikter imellem dem. I 446/5 fvt. aftalte de to at holde fred i 30 år fremover, men i realiteten fortsatte begge byer med at forberede en ny konflikt. Athen var siden 478 fvt. leder af et forbund af byer med tilknytning til havet, det deliske søforbund, og Sparta havde en alliance af stater på Peloponnes bag sig. Det er disse to grupperinger, der er i krig med hinanden.
Forløb
| 431-421 | Den arkhidamiske krig |
| 431 | Krigen bryder ud. Sparta invaderer og hærger Attika under kong Arkhidamos; befolkningen i Attika trækkes ind bag byens forsvarsværker. |
| 430 | Sparta invaderer igen. Alvorlig smitsom sygdom i Athen ('Pesten') koster mange mennesker livet. |
| 429 | Perikles dør |
| 428 | Sparta invaderer igen Attika. Mytilene, en stor by på øen Lesbos, forsøger at forlade det deliske søforbund, men tvinges tilbage og undgår med nød og næppe udslettelse. |
| 427 | Sparta invaderer igen Attika. Alvorlig borgerkrig på Korkyra, et medlem af det deliske søforbund. |
| 425 | Sparta invaderer igen Attika. Athen erobrer øen Sphakteria og fanger et antal spartanere. Fredsfølere undertrykkes i Athen. |
| 424 | Athen taber et søg ved Delion. Den spartanske general Brasidas indtager den strategisk vigtige by Amphipolis (kort) |
| 423 | Våbenhvile i ét år |
| 422 | Kampe om Amphipolis, både Brasidas og den athenske general Kleon falder. |
| 421-415 | Nikias-freden |
| 421 | Den athenske politiker Nikias sørger for fred. Athen og Sparta indgår en alliance for halvtreds år. |
| 421-15 | Trods fred og alliance fortsætter begge parter med at forbedre deres strategiske position. |
| 416 | Athen erobrer den neutrale østat Melos. |
| 415-404 | Den dekeleiske krig | 415 | Athen åbner krigshandlinger mod Syrakus på Sicilien. Den athenske general Alkibiades kaldes hjem til Athen, anklaget for helligbrøde, men flygter til Sparta. |
| 414 | Athen belejrer Syrakus. |
| 413 | Athens styrker tilintetgøres på Sicilien. Sparta invaderer Attika og besætter, på Alkibiades' forslag, Dekeleia i det nordlige Attika (kort). Her bliver spartanerne i flere år. |
| 412 | Sparta får hjælp fra Persien. Athen kæmper mod oprør i søforbundet. |
| 411 | Oligarkisk revolution i Athen ('de 400'). Flådebasen på Samos forbliver demokratisk. Athenske sejre til søs. |
| 410 | Demokratiet genindføres i Athen. Flere sejre til søs; Sparta tilbyder fred; denne afvises. |
| 407 | Alkibiades vender tilbage til Athen og bliver strateg. |
| 406 | Alkibiades afsættes efter nederlag; Athen sejrer ved Arginusai, men admiralerne retsforfølges (Arginuserprocessen). Sparta tilbyder igen fred, igen forgæves. |
| 405 | Athens flåde tilintetgøres i slaget ved Aigospotamoi af spartaneren Lysandros. |
| 405-4 | Athen belejres; sult. |
| 404 | Athen overgiver sig; forsvarsværkerne rives ned. Lysandros indsætter 30 mænd til at reformere Athen ('De 30 tyranner'). Demokrater i eksil besætter først grænseborgen Phyle, så havnebyen Piræus. |
| 403 | De 30 tyranner falder; demokratiet genindføres. Lysandros kaldes hjem til Sparta. |
Hovedkilden til den peloponnesiske krig er Thukydid; men Thukydids fremstilling slutter i 411. Derefter skrev Xenophon en fortsættelse i de førte to bøger af hans Hellenika. Oplysninger om krigens forløb og efterspil kan dog også hentes hos navnlig taleren Lysias og komediedigteren Aristophanes. Senere historikere har undertiden en anden version af begivenhederne end disse, f. eks. Diodor fra Sicilien.