Perserkrigene

Efter den joniske opstand rettede det persiske verdensrige sin offensiv mod grækerne på fastlandet.

Eftersom Athen havde deltaget i de første begivenheder i den joniske opstand, angreb perserne Athen først. De gik i land ved Marathon øst for Athen i 490 fvt., men led i slaget ved Marathon et forsmædeligt nederlag.

Ti år senere vendte de tilbage under kong Xerxes med en enorm militær styrke. Grækerne mødte dem først ved Thermopylai, en smal stribe jord mellem en stejl klippevæg og havet, og under Leonidas, en af Spartas to konger, kæmpede 300 spartanerne heroisk for at holde perserne tilbage. Hensigten har nok kun været at give grækerne længere mod syd tid til at organisere forsvaret; sejre kunne de 300 ikke mod den enorme persiske hær. Slaget er dog gæet over i historien som en af de tapreste kampe for friheden, der nogensinde har fundet sted.

Afgørende for krigens videre forløb blev det derimod, at den græske flåde besejrede perserne i slaget ved Salamis, en ø ud for Athen. Efter dette slag vendte kong Xerxes selv tilbage til Persien, men efterlod en styrke under en af sine generaler, Mardonios, der i 479 fvt. forsøgte at slå den græske landhær i slaget ved Plataiai. Men også her sejrede grækerne, perserne flygtede - og kom aldrig tilbage.

Grækerne fortsatte deres kampe imod perserne i endnu mange år, ikke mindst i det deliske søforbund.

Men som tiden gik, fik perserriget større og større indflydelse på, hvad der skete i Grækenland. Det var således en instruks fra perserkongen, der i 386 fvt. afsluttede den korinthiske krig i den såkaldte kongefred eller Antalkidas-freden.

Hovedkilden til perserkrigene i egentlig forstand, dvs. indtil 479 fvt., er Herodot.