Comitia tributa

Comitia tributa er den mest brugte af de tre typer folkeforsamlinger, romerne havde. De andre to er comitia centuriata og concilium plebis. Tribus-forsamlingen (som den ofte kaldes på dansk) er struktureret efter tribus - så først lidt om, hvad dé er for nogle.

Tribus

Romernes folkeregister var inddelt i 35 grupper, tribus. For at være romersk borger skulle man være indskrevet i en tribus, og for at udøve sine borgerrettigheder måtte man kende og angive sin tribus.

En romers fulde navn er derfor fornavn (f. eks. Marcus) - slægtsnavn (f. eks. Tullius) - faderens navn (f. eks. 'Marci f(ilius)') - tribus (f. eks. 'Corn(elia) tribu)', i ablativ) - tilnavn (f. eks. Cicero).

Ordet tribus betyder egentlig 'stamme', og måske går hele systemet tilbage til en tid, hvor romerne var organiseret i stammer - men det er der ingen spor tilbage af i senrepublikkens tid. Systemet, som vi kender det fra den tid, var formentlig udviklet færdigt i 241 fvt., hvor de sidste to tribus oprettes. Sidenhen er der helt sikkert blevet indført forskellige reformer, men grundprincipperne forblev de samme.

I princippet er opdelingen lokal; der er 31 'landtribus' og 4 'bytribus'. Men i praksis er den det ikke, for man skifter ikke tribus, når man flytter. Efterhånden bor der derfor folk fra mange forskellige tribus alle mulige steder. Til hver tribus er der knyttet et lille sekretariat, der bl. a. skal holde styr på, hvem der er medlem af deres tribus - det har ikke været en nem opgave, men den var vigtig, og censorerne byggede deres folketællinger på disse registre.

Det 'lokale' princip brydes også på andre måder. Frigivne slaver - og dem var der mange af i Rom - blev alle sammen anbragt i en bytribus; på den måde blev bytribus langt mere talrige end landtribus. Da alle voksne, frie mænd i Italien efter forbundsfællekrigen (91-88 fvt.) fik romersk borgerret, blev de indsat i kun otte af de 35 tribus - hvad der også har vredet hele systemet skævt.

Tribus-forsamlingen

Med den skæve fordeling på tribus af nye borgere fulgte en skævvridning af magten i comitia tributa, tribusforsamlingen. Det er vigtigt, fordi man vedtog de fleste love i den forsamling, og valgene til de mindre betydende embeder også fandt sted her: kvæstorerne, folketribunerne og ædilerne.

Man kan kun udøve sin ret til at deltage i afstemningerne, hvis man møder op på det sted, hvor forsamlingen afholdes; det er en form for direkte demokrati, der er tale om - ikke repræsentativt. Det har naturligvis betydet, at alle de stemmeberettigede, der boede langt fra Rom (og efter forbundsfællekrigen er det langt de fleste), reelt er afskåret fra at deltage i beslutningsprocessen.

Der diskuteres ikke på en tribusforsamling; der stemmes kun. Synspunkter på den sag, der skal afgøres, har man kunnet høre på en contio. Mødet ledes af en embedsmand, normalt en af dem, der også vælges i den forsamling.

Når forsamlingen mødes for at vælge de særlige plebejiske embedsmænd, især folketribunerne, eller når den ledes af en folketribun, er der ikke adgang for patriciere, og man vil ofte finde forsamlingen kaldt concilium plebis. Det er muligt, at den betegnelse bruges mere af moderne historikere end af antikke romere, men under alle omstændigheder er det ikke særlig vigtigt - alle tribus-forsamlingens beslutninger er gyldige også for folk, der stammer ned fra de gamle patriciere, selvom de er udelukket fra forsamlingen.

Selve afstemningen fandt sted på samme måde i tribus-forsamlingen og i centurie-forsamlingen. De stemmeberettigede i en tribus, der er kommet tilstede, samles og isoleres fra andre; derefter går de henover en smal bro, hvor de lægger deres stemme i en kurv, og når de er kommet over, kan de så gå videre ud i verden og passe deres eget. Afstemningen er hemmelig i senrepublikkens tid; det var den ikke tidligere, hvor samfundets 'små' har haft meget svært ved at stemme imod de 'stores' interesser.

Til forskel fra afstemningen på centurieforsamlingen stemte alle tribus altid, i en rækkefølge, der var bestemt af lodtrækning. Det er mere vanskeligt at gennemskue, hvordan det forholdt sig med optællingen af stemmerne, og hvordan man gik til værks, når der skulle vælges embedsmænd. Der skulle ofte vælges mange af hver slags, og hvis man holder op med at tælle, når man har kandidater nok, der har fået tilslutning fra 18 tribus, er der en teoretisk risiko for, at en kandidat, der havde få flere tribus' stemme end 18, ikke bliver valgt.

Ikke desto mindre er tribus-forsamlingen en noget mere demokratisk konstruktion end centurie-forsamlingen.

Litteratur

A. B. Drachmann, Den romerske Statsforfatning, Kbh. 1930, kap. 21

Til oversigten