Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Concilium plebisFra ældgammel tid er det romerske folk delt ind i en meget lille gruppe patriciere og en langt større gruppe plebejere. Når plebejerne mødes uden patricierne, kalder man folkeforsamlingen for concilium plebis, 'en forsamling af plebs'. Oprindeligt har forsamlingen sikkert tjent til at varetage plebejernes interesser i modsætning til patricierne, men i den tid, vi kender til med kilder - og de er ganske få - bruges forsamlingen stort set kun til at vælge de særligt plebejiske embedsmænd, folketribunerne og de plebejiske ædiler. Ved disse valg var det en folketribun, der forestod forsamlingens møde. I det hele taget kan kun en plebejisk embedsmand afholde et 'concilium plebis'. Forsamlingen er struktureret i sin afstemning efter de samme lokale principper som comitia tributa, der også indbefatter patricierne. Litteratur A. B. Drachmann, Den romerske Statsforfatning, Kbh. 1930, kap. 21 |
Sidst revideret 22. 8. 2015