Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
ConsulesDer var to konsuler, valgt hvert år for netop ét år. Konsulerne var de øverst rangerende romerske embedsmænd. I princippet kunne de gribe ind i alle politiske spørgsmål i Rom. Konsulen havde imperium og omgives til enhver tid af en 'livgarde' på 12 lictorer. Romernes tidsregning baserede sig på konsulernes navne år for år. Man kendte et år ved at sige, at noget skete, 'da den og den var konsuler'. Valgbarhed og valgprocedureI den sene republiks tid - efter 100 fvt. - skulle en kandidat til at blive konsul ifølge reglerne om cursus honorum helst have været både quaestor og prætor, før han søgte konsulatet, og han skulle helst være fyldt 42 år, før han søgte. Det er regler, man undertiden dispenserede fra - undertiden under tvang - men de gjaldt som hovedregel, og havde været gældende i lang tid. Konsulerne tiltræder i senrepublikken deres embede den 1. januar (derfor er det stadig årets første dag). De vælges sommeren inden på comitia centuriata og får senere deres imperium tildelt på et møde i comitia curiata. I tiden fra valget, til de tiltræder, kaldes de consules designati. Valgkampen til dette valg kunne vare flere år og forudsatte en stor kontaktflade i det romerske samfund, mange venner, amici, og et stort clientela. En kandidat, der kom fra en familie, der ikke før havde beklædt konsulatet, en såkaldt ny mand (homo novus), var derfor ringere stillet end personer fra familier, der havde. Der var meget strenge regler for, hvordan man måtte føre en sådan valgkamp, og strenge straffe for at overtræde dem (en forbrydelse betegnet ambitus). Et lille skrift ved navn Commentariolum petitionis, 'En håndbog i valgkamp', der går for at være skrevet af Quintus Tullius Cicero, bror til Marcus Tullius Cicero, er bevaret til vore dage. FunktionerI den sidste tid af republikken havde konsulerne ikke noget område, de særligt skulle dække. I ældre tid var en af de to konsuler som regel ude som militær leder på et eller andet felttog, mens den anden tog sig af forefaldende administrative opgaver, ikke mindst retsplejen, i Rom og ledede møderne i senatet, men alle disse funktioner kunne også varetages og blev meget ofte varetaget af andre embedsmænd i republikkens sidste tid. Konsulen var blevet en kransekagefigur - men hans post var alligevel uden sammenligning den mest prestigefyldte, nogen romersk politiker kunne stræbe efter, og krævede en opgave særlig autoritet, faldt den til en af konsulerne. I Rom kunne man ikke bare stille sig op og tale til borgerne; kun embedsmænd havde 'ret til at have med borgerne at gøre' (jus cum populo agendi). Men embedsmanden kan give tilladelse til, at almindelige borgere henvender sig til folket på en uformel folkeforsamling, en contio, og hvis man får tilladelsen fra en konsul, er det naturligvis tegn på, at det, man taler om, er væsentligt. Konsulens autoritet er den højeste af alle, og den smitter af. En lidt mærkelig 'funktion' for konsulerne er at give året navn. Man daterede romerske år ved at sige: 'Da Tullius og Antonius var konsuler' (Tullio et Antonio consulibus: 63 fvt.). Det er naturligvis en af de ting, der gør embedet eftertragtet; dette navn på året vil jo bestå til evig tid. De to konsuler var underlagt kollegialitet, dvs. de kunne bremse hinanden ved at forbyde en handling, men ikke tvinge hinanden til at foretage sig noget aktivt. Det var imidlertid en stor sjældenhed, at en konsul brugte sit veto imod en kollega i embedet. Men der skulle være to konsuler - døde den ene, havde den anden pligt til at sikre, at der blev valgt en efterfølger, der sad resten af året. En sådan 'erstatningskonsul' hedder en consul suffectus. Reelt havde konsulerne ikke andre faste funktioner. Romerriget var blevet så stort, at man dårligt kunne nå at sende en siddende konsul ud til et konfliktområde, før han måtte vende tilbage igen, og man overgav derfor den slags opgaver til en tidligere konsul, som man gav imperium til denne særlige opgave. En sådan stand-in for en konsul hed en pro-consul (en 'i-stedet-for-konsul'). En siddende konsul i felten udenfor Italien er en stor sjældenhed i de sidste hundrede år af republikken (130 - 30 fvt.) Retsplejen var prætorernes område; finanserne administreredes af quaestorerne som regel på instruks fra senatet, og byens indre sikkerhed og udvikling var ædilernes opgave. Folketælling og financiel revision samt større financielle initiativer (store byggearbejder osv.) hørte hjemme under censorerne. HistoriskHvis man skal tro legenderne, var de første konsuler i Rom Lucius Junius Brutus og L. Tarquinius Collatinus, de to, der havde ledet oprøret mod Roms sidste konge, Tarquinius Superbus. Det skal man imidlertid næppe. Faktisk er det meget muligt, at der oprindeligt kun var én konsul, og at begrænsningen af denne persons magt ikke bestod i, at der var en kollega, der kunne bremse ham, men i, at han kun sad som 'konge' i ét år. Måske hed denne tidlige ene-konsul heller ikke konsul, men prae-itor, 'den der går foran'. Men dét er meget usikkert. Legenden vil også vide, at meget af den tidlige republiks historie går med at begrænse konsulens magt over borgerne individuelt (se om indførelsen af folketribunerne), og på at sikre ledende plebejere ret til embedet, der ellers var reserveret til patriciere. Heller ikke disse begivenheder er meget sikre, historisk set. Det er imidlertid temmelig sikkert, at embedet som konsul reelt var afskaffet i en længere periode fra ca. 450 til 368 fvt. I denne periode valgte man helt op til seks ledere, militære tribuner med konsul-magt. Hvorfor man havde dette system, og hvorfor man så igen afskaffede det, er dog ikke klart. Under kejserne fortsatte konsulatet, men reelt uden noget indhold, en ren hædersbevisning. Kejserne tog ofte selv embedet, når de skulle gennemføre noget særlig stort. Litteratur A. B. Drachmann, Den romerske Statsforfatning, Kbh. 1930, kap. 32 |
Sidst revideret 22. 8. 2015