Cursus honorum

'Cursus honorum' betyder 'hæder-løbeturen' og er betegnelsen for den række af offentlige embeder (honores), romerske politikere måtte bevæge sig igennem.

I senrepublikkens tid (efter Sullas reformer i 80 fvt.) begyndte man som kvæstor i en alder af 30 år. Der blev hvert år valgt 20 kvæstorer, og efter embedsperioden fik man sæde i senatet.

Hvis man var af plebejisk afstamning, kunne man derefter vælges til folketribun. Aldersgrænse formentlig 33 år. Mange konservative politikere anså imidlertid posten som folketribun som upassende for deres selvopfattelse; under Sulla betød det, at man havde været folketribun, endda, at man ikke kunne komme længere i cursus honorum. Denne begrænsning blev dog afskaffet i 70 fvt. af Crassus og Pompejus.

Derefter kunne man lade sig vælge til ædil. Aldergrænsen var her 36 år. Men da der kun valgtes 4 ædiler om året, var embedet ikke obligatorisk i cursus honorum.

Prætor var næste punkt på rangstigen. Aldersgrænsen var formentlig 39 år. Der valgtes 8 om året.

Efter præturen venter posten som konsul. Aldersgrænsen er 42 år for valgbarhed - man er normalt konsul som 43-årig (valget finder sted i sommeren, tiltrædelse den følgende 1. januar. Det gælder for alle embeder).

I almindelighed anså man posten som konsul som enden af en karriere. Men hvert femte å skulle der vælges to censorer; og valg til en af disse to poster ansås for det højeste, en romersk politiker kunne nå.

Ud over disse formelle poster var der en lang række funktioner, romerske politikere kunne få, men de var ikke del af noget mønster. Det var dog ganske normalt, at en romersk politiker efter sin prætur eller sit konsulat blev sendt ud som statholder i en provins. Har man været prætor, har man så titlen pro praetore; har man været konsul, er titlen pro consule. Disse poster er heller ikke del af den formaliserede cursus honorum. Til gengæld var de efterstræbte, fordi de gav mulighed for at rejse penge. Det var dyrt at være romersk politiker, og som proprætor eller prokonsul kunne man føre små og store krige, der gav penge i kassen igen.

Hvordan alt dette foregik i den tidlige republik, er ikke helt gennemskueligt; kildematerialet er meget ujævnt. I kejsertiden er især de højere poster naturligvis under skarp kontrol af kejseren; og pladsen som statholder i provinserne endnu mere, fordi de ofte betød, at man fik kommandoen over enheder i hæren. Men det generelle billede har til alle tider været næsten det samme.

Til oversigten