A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 9

II Klasser og Afdelinger blandt Borgerne.

10. PATRICIERE, CLIENTER OG PLEBEJERE.

I den ældste Tid bestod der i Rom en skarp Adskillelse mellem en Klasse fuldt berettigede og en Klasse mindre berettigede Borgere. De første kaldes patricii, ofte ogsaa patres, dog mest naar der tænkes paa deres Repræsentanter i Senatet. De opfattes af de gamle som en Arveadel, hvis Stammefædre var valgt af Kongerne.

Patricierne var inddelt i gentes, Slægter, der holdtes sammen ved Dogmet om fælles Afstamning, ved fælles Navn og fælles Cultus (sacra gentilicia). Til Gentilitetsforholdet knyttede sig visse private Rettigheder, navnlig Arveret og Ret til Formynderskab i Tilfælde af, at der ikke fandtes nærmere Slægtninge. Slægterne var atter lagt sammen til Curier (se § 11). Hvor der i ældre Tid omtales Optagelse af Patriciere, er det altid en hel gens, der optages, aldrig en enkelt Mand. Saaledes skal patriciske Slægter være optaget i stort Antal af Tarquinius Priscus, hvorved fremkom Adskillelsen mellem ældre og yngre Slægter (gentes maiores og minores). I Republikkens Begyndelse skal den Claudiske Slægt være indvandret fra Sabinerlandet. Fra da af skal Patriciernes Kreds have været strengt afsluttet; først under Monarkiet optoges, ved et Valg foretaget af Kejseren, atter nye Medlemmer, men nu kun enkelte Mænd.

Som nær knyttet til Patricierne omtales i den ældste Tid en Klasse halvfrie Personer, de saakaldte clientes (Hørige, af cluo). De stod i et arveligt Afhængighedsforhold til Patricierne, saaledes at enhver cliens havde en patricisk Beskytter, patronus; med Arveligheden fulgte Clienternes Samhørighed med gens. Hvor en gens optræder som Helhed, følges den derfor af samtlige til den hørende Clienter. Patronen skulde optræde for Clienten for Retten og hjælpe ham, især i alle juridiske Anliggender; Clienten skulde ved visse Lejligheder (Døtres Udstyr, Bøder, Løsepenge, politiske Udgifter) støtte Patronen økonomisk. Patron og Client maatte ikke stemme mod hinanden, ikke sagsøge hinanden eller vidne mod hinanden.

Clientforholdet omtales i vor Overlevering kun i de ældste Tidsrum, indtil Decemvirerne. Herefter forsvinder det ganske. I Kejsertiden dukker atter Navnene cliens og patronus op, men betegner et væsentlig forskelligt Forhold; se herom § 15 Anm.

Ved Siden af Clienterne omtales fra Republikkens Begyndelse en Klasse Personer, der adskilles bestemt fra dem: Plebejerne. Efter vor Overlevering, der henfører Centurieforfatningen til Kongetiden (Servius Tullius), har Plebejerne allerede fra Republikkens Begyndelse haft politiske Rettigheder, idet de stemte i Centurieforsamlingen og deltog i Konsulvalget. Endvidere lader Overleveringen dem ved Republikkens Begyndelse i stort Antal optages i Senatet (jvfr. S. 21). Men de var politisk mindreberettigede: de havde ikke Adgang til Embeder og Præsteskaber, og ogsaa i Senatet stod de tilbage for de patriciske Senatorer, der alene havde Ret til at stadfæste eller forkaste Folkeforsamlingernes Beslutninger og til at vælge en interrex. Privatretligt var der for saa vidt et skarpt Skel mellem de to Stænder, som et Ægteskab mellem Patricier og Plebejer ikke var retsgyldigt. Derimod maa Plebejerne have haft fuldt commercium. — Ved Oprettelsen af den særlige plebejiske Øvrighed og den plebejiske Folkeforsamling skærpedes yderligere Sondringen; men derefter gaar Bevægelsen den modsatte Vej. Ved en lex Canuleia (445) fik de to Stænder conubium; Plebejerne ordnede sig tildels i gentes, ligesom Patricierne, de fik efterhaanden Adgang til Embeder og Præsteskaber. Henved Aar 300 er den politiske Forskel hævet; Patricierne er fra da af kun en afsluttet Kreds af Adelsfamilier med enkelte politisk ligegyldige Forrettigheder.

Oprindelsen til Adskillelsen mellem de to Stænder har man (siden Niebuhr) tænkt sig saaledes, at Patricierne (med deres Clienter) var det oprindelige Borgerskab, og at Piebejerne er kommet til ved Indvandring og Erobring. Den bestemteste Formulering har denne Hypotese faaet hos Mommsen. Efter ham er Clienten oprindelig den retsbeskyttede Fremmode, af lignende Stilling som den græske Metoik. Clientelet opstaar dels ved Indvandring eller Erobring, dels ved Frigivelse. Af Clientelet udvikler Plebs sig, idet Indvandrernes og de erobredes Masse efterhaanden for største Delen frigjorde sig fra den privatretlige Umyndighed- en Rest blev staaende i det gamle Underordningsforhold, og dette er vor Overleverings Clienter. En stærk Støtte har Mommsens Hypothese i den Ejendommelighed ved romersk Ret, at den Frigivne i Rom blev romersk Borger (selvfølgelig Plebejer), medens han ellers i den antike Verden blev Fremmed. Dette forklares naturligt, dersom den plebejiske Borgerret har udviklet sig af den retsbeskyttede Fremmedes Stilling. Ligeledes er det paafaldende, at vor ældre Overlevering næsten ikke taler om bosiddende Fremmede i Rom, medens disse dog i næsten alle græske Stater spillede en ikke ringe Rolle. Paa den anden Side nødes Mommsen til at antage, at man tidlig har indrømmet de Fremmede Stemmeret i Rom (i Centurieforsamlingen), hvad der strider mod al Analogi; og selve Antagelsen af et saa stort Antal Fremmede i saa gammel Tid er lidet rimelig. Andre (som J. Binder i »Die Plebs, Studien zur römischen Rechtsgeschichte« Leipzig, 1909) vil i Plebejerne se den oprindelige Befolkning, mens Patricierne skal være fremmede Erobrere, Endelig er Forskere, som Eduard Meyer (i Artiklen »Plebs« i Handwörterbuch der Staatswissenschaften 2. Supplementbd.) og K. J. Neumann (»Die Grundherrschaft der römischen Republik, die Bauernbefreiung und die Entstehung den servianischen Verfassung«, Strassburg 1900) er derfor vendt tilbage til den ældre Opfattelse, hvorefter Patriciere, Clienter og Plebejere tilsammen udgjorde Borgerskabet, og Patricierne lige fra først af er en Adel. Begge er tilbøjelige til at forestille sig Clienterne væsentlig som halvfrie Bønder og derimod lade den frie Plebs have sin Plads i Hovedstaden; det antages saa, at der er foregaaet en Emancipation af Bondestanden, hvorved denne blev fri ligesom Hovedstadens Almue. Nogen sikker Løsning tilsteder vor Overlevering næppe. Det kan ikke nægtes, at Opfattelsen af Patricierne som Adel har al Analogi for sig; paa den anden Side kan det næppe betvivles, at Plebejerne i ældre Tid har faaet en betydelig Tilvækst fra indvandrede Fremmede, ligesom det er sikkert, at de fik den ved Erobring og Frigivelse.

§ 11 >>>