A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 11

12. DE SENERE TRIBUS.

Det hele romerske Borgerskab var i Republikkens sidste Aarhundreder (fra 241) inddelt efter Bopælen i 35 Tribus eller Distrikter. Af disse var 4 urbanae og hed Sucusana (senere Suburana), Palatina, Esquilina, Collina; de omfattede Byen Roms Grund til Servius's Mur. De andre 31 kaldtes rusticae og omfattede det udenfor Rom liggende Gebet, forsaavidt deri fandtes romersk Grundejendom. Af deres Navne er de 16 ældste Navne paa patriciske Slægter (Sergia, Claudia, Cornelia, Fabia o. a.), de andre paa Lokaliteter (Falerna, Aniensis o. s. v.). Inddelingen gjaldt dels Jorden, saaledes at ethvert Grundstykke, der var Genstand for quiritarisk Ejendomsret, havde sin Tribus; dels Personerne, saa at enhver Borger var i en Tribus og kun i een, selv om han havde Grundejendom i flere. I de fire Bytribus udgjorde Borgerne uden Grundejendom det overvejende Flertal, og i dem indskreves de Frigivne (formodentlig efter Censuren 230); de var derfor mindre ansete, og de fornemme og velhavende Borgere var næsten alle i Landtribus. -- Tribus var arvelig og kunde kun ændres i særlige Tilfælde (Censorerne kunde sætte en Mand i en anden Tribus; en heldig gennemført Anklage kunde berettige til at vælge en Landtribus istf. en Bytribus).

Borgerne var opført i Tribus viritim, uden Hensyn til Alder eller Formue. Tribusinddelingen laa til Grund for census, d. v. s. Folketællingen og Skatteansættelsen; Formueskatten (tributum) opkrævedes og Udskrivningen foretoges tribusvis; endelig stemtes efter Tribus i comitia tributa. Om Centurieordningens Forbindelse med Tribus, se den flg. §. Som Følge af disse Forhold saavelsom af den lokale Samhørighed var Tribus den egentlige politiske Organisation i Rom, og svarede for saa vidt nøje til vore Valgkredse: al Agitation foregik tribusvis, og Medlemmerne af samme Tribus (tribules) havde rig Opfordring og Lejlighed til at lære hinanden at kende; ansete Mænd viste af politiske Grunde deres ringere stillede Tribusfæller Opmærksomhed. Ikke desto mindre havde Tribus ialtfald i den Tid, vi kender nærmere, ingen selvstændig Organisation: der omtales aldrig Forsamlinger eller Beslutninger eller blot fælles sacra af en Tribus, ej heller optræder en saadan som juridisk Person med Grundejendom. Heller ikke synes Tribus at have haft særegne Forstandere; de fire Almuetribuner (se § 37) behøver ikke at opfattes som saadanne. Dette Forhold genfindes i alle Romerstatens rent politiske Inddelinger, bortset fra Curierne, og adskiller dem skarpt fra de græske af tilsvarende Art, der alle har en højt udviklet selvstændig Organisation med Forsamlinger, valgte Forstandere o. l.

Oprindelse. Tribusinddelingen tillægges almindelig Servius Tullius, men den bedste Overlevering lader ham kun oprette de fire Bytribus. Med Sikkerhed kan følgende konstateres: Ved Aaret 389 var der 21 Tribus, nemlig de fire Bytribus, 16 Landtribus med Slægtsnavne og een med Stednavn (Clustumina). De fleste senere tilkomne Tribus, paa hvilke vi har nøje Rede, har Stednavne; sidste Udvidelse finder Sted 241. Nogle mener, at dette Forhold med Navnene tyder paa, at de fire Bytribus og de 16 Landtribus er indrettet hver for sig og uafhængig af hinanden, mens andre antager, at de er oprettet samtidigt, idet Landtribus er opkaldt efter den Familie, der hvert Sted havde det meste Gods, mens Bytribus benævntes efter Stadkvartererne. Overleveringen kender kun een Tribusreform, sml. ovenfor. Den 17de (21de) Tribus er saa senere kommet til. — I Forbundsfællekrigen gjorde man et Forsøg med at oprette 10 nye Tribus, men det maatte opgives; hele Italien blev indskrevet i de bestaaende 35. I Kejsertiden tabte det hele sin Betydning; kun for Roms vedkommende holdtes det vedlige af Hensyn til Kornuddelingen.

Om Brugen af Tribus i 'officiel Benævnelse af Borgeren se § 5.

§ 13 >>>