A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 12

13. KLASSER OG CENTURIER.

Den Ordning, hvorefter i den ældre Tid Afstemningen i den vigtigste romerske Folkeforsamling foregik, tillægges Servius Tullius. Den er udførlig beskrevet flere Steder (Liv. I, 43; Dionys. IV, 16—21, jvf. VII, 59; samt Cicero de rep. II, 22), hvortil henvises m. H. t. Enkelthederne, der forbigaas her.

Efter Overleveringen var det hele Folk efter Formue inddelt i visse Klasser, der har forskellig Bevæbning og forskellig Stemmeret. Overst staar Rytterkorpset; det udgør 1800 Mand, fordelt i 18 Centurier; nogen Formuesgrænse nævnes her ikke. Dernæst inddeles de øvrige Borgere, der tjente til Fods, i 5 Klasser efter For« muen. Minimalgrænsen for 1ste Klasse er 100,000 As, for 5te 11,000. Hver Klasse indbefatter et bestemt Antal centuriae, 1ste Klasse 80, de andre 20 å 30. I hver Klasse skelnedes endvidere mellem Liniens og Reservens Centurier (iuniorum og seniorum; der var lige mange Centurier af hver Slags, og Grænsen var det 46de Aar. Riddercenturierne bestod kun af iuniores; med det fyldte 46de Aar traadte man ud af dem og ind i 1ste Klasses seniores. Kun Senatorerne blev (indtil Gracchertiden) staaende i Riddercenturierne ogsaa efter det 46de Aar. Endelig var der nogle faa Centurier udenfor Klasserne, dels Tømmermænd, Smede og Musikanter, dels alle de, hvis Census var under 11,000 As. Disse udgjorde kun een Centurie og kaldtes proletarii eller capite censi; de var fritaget for Skat og Krigstjeneste. I Modsætning til dem kaldtes Borgerne i Klasserne adsidui. — Det samlede Antal Centurier var 193 eller 194. — Hele denne Klasseinddeling vilde være meningsløs, hvis de forskellige Klassers Centurier ikke var af forskellig Størrelse. Følgelig kan Inddelingen ikke være militær, da de taktiske Enheder tilnærmelsesvis maa være af samme Størrelse. Men er Inddelingen efter den beskrevne Ordning ikke militær, saa viser dog hele Indretningens militære Tilsnit (jfr. ogsaa § 24), at den maa have udviklet sig fra en Ordning, der virkelig paa een Gang var militær og politisk.

Da denne Ordning i Republikkens senere Aarhundreder ikke mere benyttedes ved Afstemningen i Centurieforsamlingen, har Enkelthederne ingen Interesse. Som Ordningen beskrives, kan den forøvrigt ikke være synderlig gammel. Dels forudsætter nemlig Antallet af Centurier et Borgertal, som Rom ikke kan have naaet før tidligst efter Latinerkrigen; dels viser Omregningerne hos de græske Forfattere (ogsaa hos Polyb VI, 19,2 og 23,15), at der ved »As« ikke forstaas den gamle As, der var l Sesterts (ca. 20 Øre), men den yngre As, hvoraf der gik 2½ paa en Sesterts; og denne Møntforandring er først fra 269 f. Chr. Foruden det militære Tilsnit er der ogsaa andet, der tyder paa, at den beskrevne Ordning har afløst en ældre Centurieforfatning; saaledes navnlig Udtrykket adsidui, der viser hen til, hvad man ogsaa ellers maatte formode, at Grundlaget for den hele Klasseinddeling oprindelig var Grundejendom. Prøver man de opgivne Summer efter dette Synspunkt, finder man, at den laveste Census (11,000 As) svarer meget nøje til Værdien af 2 jugera Land i senere Tid (ca. 5000 As). Dette kan næppe være tilfældigt, saa meget mere som 2 jugera var den gamle Minimalsats for Landuddeling til romerske Kolonister, der jo netop skulde sættes i Stand til at gøre Krigstjeneste. Beregnet herefter bliver den forste Klasses Census 20 jugera eller 10 Tdr. Land -- altsaa ikke engang en dansk Bondegaards Størrelse. — Hvornaar man er gaaet over til at lægge Formuen, beregnet i Penge, istedetfor Grundejendom, til Grund for Klasseordningen, vides ikke.

Hvornaar og hvorledes en Centurieordning er blevet lagt til Grund for Afstemningen, ved vi ikke; men det er i hvert Fald sket før Decemviraltiden (§ 20). Overgangen er efter al Sandsynlighed sket ved en revolutionær Akt, idet Hæren tiltog sig Valget af sine egne Førere og Statens øverste Embedsmænd. Herpaa tyder baade det urimelige i at lægge en saadan Ordning til Grund for en Folkeafstemning, og den Form, hvori Centurieforsamlingens Afstemninger lige til det sidste fandt Sted (se § 22); det er i Virkeligheden Hæren, der stemmer. Saaledes forstaas ogsaa Overleveringen om, at Mænd over 60 Aar ikke havde Stemmeret; 60 Aar var Værnepligtens øverste Grænse. (Overleveringen om, at det var Hæren, der styrtede Kongedømmet, indeholder næppe nogen historisk Erindring; men man kan ikke finde noget mere passende Tidspunkt for Oprettelsen af Centurieforsamlingen end netop Overgangen fra Kongedømmet til Republikken.) -- Som Ordningen beskrives, havde Centurierne af 1ste Klasse og Riddercenturierne tilsammen absolut Majoritet i Forsamlingen (98 Stemmer af 193). Trods dette er Ordningen paa Grund af den lave Censusgrænse for 1ste Klasse snarest at betegne som demokratisk; saalænge Grundejendom var det afgørende, maatte jævne Bønder have den overvejende Indflydelse i Forsamlingen.

Det ligger i Centurieordningens rent timokratiske Princip og forudsættes ogsaa af vor hele Overlevering, at den omfattede Plebejere og Patriciere uden Hensyn til Standsforskellen. Om de Vanskeligheder, som dette Forhold bereder for Forstaaelsen af den romerske Forfatningsudvikling, er talt i § 3.

I den her angivne Form bestod Centurieinddelingen ialtfald som Grundlag for Afstemningen ikke i Republikkens sidste Aarhundreder. Formodentlig i det tredie Aarhundrede er den blevet ændret og har i den ændrede Form bestaaet saa længe der holdtes Centuriatcomitier. Om den yngre Form ved vi, at den var sat i Forbindelse med Tribusinddelingen, og at baade Centurieinddeling og Klasseinddeling var bevaret indenfor de enkelte Tribus, samt at Riddercenturierne var bevaret udenfor Tribusinddelingen, men uden Ret til at stemme først. Endvidere siger Forfatterne, at den nye Ordning var mere demokratisk end den gamle. Derimod er det ikke lykkedes at forklare de faa Steder, der handler om den nye Ordning, saaledes at vi faar en tydelig Forestilling om, hvorledes den fungerede. Vi ved i Virkeligheden ikke, hvorledes Afstemningen paa comitia centuriata foregik i Republikkens sidste Aarhundreder.

§ 14 >>>