A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 13

14. STÆNDER (ORDINES), SÆRLIG RIDDERSTANDEN.

Efterat Forskellen mellem Patriciere og Plebejere i Hovedsagen var ophævet, udvikler der sig en anden Standsforskel. Den store Masse af Folket, som stadig kaldes plebs, modsættes nu to højere Stænder: Senator- og Ridderstanden, ordo senatorius og ordo equester, i Kejsertiden simpelthen uterque ordo. Om Senatorstanden siges ordo (vir) amplissimus, om Ridderstanden gerne ordo (vir) splendidissimus. Ordet ordo bruges iøvrigt ogsaa ellers om en Kreds af Mennesker med fælles Livsstilling: ordo scribarum, ordo libertinorum.

Senatorstanden strakte sig ganske vist noget ud over selve Medlemmerne af Senatet; men den lader sig ikke behandle uden i Sammenhæng med Læren om Senatets Sammensætning og Rettigheder, og denne Lære hører ikke herhen, men under Senatet. Her bliver da kun at tale om Ridderstanden.

Oprindelse. Efter Overleveringen skabte Romulus et Rytterkorps paa 300 Mand, delt i tre Centurier, der benævntes Tities, Ramnes, Luceres. Disse Navne omfattede i den historiske Tid 6 Centurier (Tities primi og secundi o. s. v.); til disse kom senere 12 Centurier uden Navn, altsaa ialt 18. Som Stemmeafdelinger kaldes de første 6 Centurier ogsaa kort sex suffragia.

Kvalifikation. I den historiske Tid udtoges Ridderne af Censorerne, hvem det overhovedet paalaa at holde Korpset vedlige og fjerne uheldige Elementer. Kvalifikationerne var: en vis Census, der for den ældre Tid er ubekendt; i Republikkens seneste Tid udgjorde den 400,000 Sesterts (omtales første Gang i Forbindelse med lex Roscia Aar 67). Lavalder: det fyldte 17de Aar. Aldersgrænsen var rimeligvis det fyldte 46de Aar; dog blev indtil Gracchernes Tid Senatorerne staaende i Riddercenturierne. Endelig personlig Uberygtethed, hvortil hørte fribaaren Fødsel. — Enhver, der af Censoren udtoges til Tjeneste i dette Korps, anvistes samtidig en Sum til Anskaffelse af Hesten (aes equestre, 10,000 As) og en aarlig Sum til Foderpenge; Manden kaldes derefter eques Romanus equo publico. Ved Udtrædelse af Korpset afleveredes Hesten; ved Udstødelse maatte aes equestre tilbagebetales, idet vedkommende fik Ordre til at »sælge Hesten«. Hvorledes man forholdt sig dengang, Senatorerne blev staaende i Riddercenturierne, ved vi ikke. Korpset udgjorde det ældste romerske Rytteri, og det bestod som saadant langt ned i Republikkens Tid; sidste Gang omtales det i den jugurthinske Krig. - Enkelte Gange omtales, at Folk gjorde Krigstjeneste equis privatis, dels frivillig, dels som Straf (efter Slaget ved Cannae), uden at det dog synes at have haft videre Betydning.

Ridderstand. Af dette Rytterkorps udviklede sig nu den i Republikkens senere Tid saa vigtige Ridderstand, ordo equester. Hertil henregnes i Republikkens sidste Aarhundrede alle de, der ved Census har godtgjort at have Kvalifikationerne til at faa anvist equus publicus, uden Hensyn til, om de har faaet den; d. v. s.: altsaa enhver uberygtet, fribaaren Mand med en Formue over et vist Minimum (i den seneste Tid 400,000 Sesterts), forsaavidt han ikke var Senator. Naturligvis toges ved denne Standsbetegnelse ikke mere Hensyn til Alderen; i Ridderstanden blev man til sin Død, hvis man ikke mistede sin Census eller indtraadte i Senatet. Af saadanne Folk var der mange flere end de 1800 equites Romani equo publico; alene i Rom taltes de i tusindvis. Da det var Senatorerne forbudt at drive Forretning, indbefattede Ridderstanden først og fremmest de talrige romerske Forretningsdrivende i stor Stil, deriblandt særlig Statsforpagterne, publicani, der ved deres Organisation i societates var den indflydelsesrigeste Del af Standen; men desuden naturligvis talrige formuende Mænd, især Grundejere, der af Mangel paa Lyst eller Evne ikke opnaaede noget af de Embeder, der gav Adgang til Senatet. Til Ridderstanden hørte endelig i Republikkens Tid alle Senatorsønner, forsaavidt de ikke selv var Senatorer; de udgjorde den fornemste Del deraf (se nærmere under Senatet).

Udvikling af Ridderstanden. Udviklingen af Ridderstanden er foregaaet gradvis; de enkelte Trin kan ikke præciseres, og navnlig er Standens Retsstilling usikker. Til politisk Betydning hævedes den med eet Slag, dengang C. Gracchus fratog Senatorerne Domstolene og henlagde dem til Ridderstanden. Rimeligvis er det ham, der samtidig med denne Foranstaltning har berøvet Senatorerne deres Plads i Riddercenturierne og saaledes skarpere adskilt de to Stænder. - Sulla fratog Ridderne Domstolene og henlagde dem til Senatorerne; ved lex Aurelia 70 deltes den dømmende Virksomhed mellem Senatorer, Riddere og tribuni aerarii, der maa have været en lavere Censusklasse. Cæsar fjernede tribuni aerarii, og hans Ordning holdt sig i Kejsertiden.

Riddercenturierne i senere Tid. Under hele denne Udvikling vedblev de gamle Riddercenturier at bestaa som Stemmeafdeling i Centurieforsamlingen, aabenbart i alt væsentligt i den gamle Form (med equus publicus, kun juniores, Antallet begrænset til 1800); de Øvrige Medlemmer af Ridderstanden maa have stemt i 1ste Klasse. Derimod forandredes deres militære Betydning. Romerne benyttede i Republikkens senere Tid aldeles ikke Borgerrytteri; Medlemmerne af Riddercenturierne tjente derfor, forsaavidt de overhovedet gjorde Krigstjeneste, kun som Officerer, og dertil meldte man sig frivillig. Det er forøvrigt uklart, hvorledes Riddercenturierne holdtes vedlige og hvorledes Riddercensus kontateredes i Tiden efter Sulla, da Censuren ialfald faktisk var saa godt som afskaffet.

Ridderstanden i Kejsertiden. August gjorde sig meget Umage med Ridderstanden; han overtog personlig Tilsynet med den og indførte forskellige Forandringer, der tildels var Genoplivelse af ældre Skikke (saaledes den aarlige Parade til Hest, transvectio). Enkelthederne har ingen Interesse. — Af Ridderstanden toges fremdeles Nævninger (i et staaende Udvalg, decuriae judicum), og man maatte optages i den for at blive Officer. Men Nævningeretsplejen tabte snart sin Betydning, og Officererne kunde ikke i Længden tages alene af dem der boede i eller ved Rom. Saaledes blev det hele upraktisk og fik lidet at sige, omend Riddernavnet holdt sig længe i Rom.

Æresrettigheder. Ved Lov var der tillagt Ridderne Plads paa de 14 første Bænke (XIV subsellia, XIV ordines) i Teatret. Lex Roscia 67 betegnes som en Gentagelse af en ældre Lov, der havde været ophævet.) Deres ydre Kendetegn var: en Purpurstribe (clavis) paa Tunicaen; den gik fra Halsen lige ned til den nederste Kant baade for og bag og var i Reglen paasyet; den var smallere end Senatorens (tunica angusticlavia). — Signetring af Guld (anulus aureus; den sædvanlige var af Jern); den båres ogsaa af Senatorerne. — Rytteriets Uniform var en kort, purpurstribet Kappe (trabea); den båres ikke blot i Krigen, men ogsaa i Fred ved Paraden (transvectio).

§ 15 >>>