A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 14

15. NOBILITAS.

Ved Stænderkampens Slutning var Patricierne blevet til en afsluttet Arveadel, der indtil Delingen af Konsulatet havde ene Adgang til de gamle Embeder. Da Piebejerne fik Adgang til disse, medførte dette ikke anden væsentlig Forandring i Besættelsen af de højeste Embeder, Præturen og Konsulatet, end at Kredsen af de Familier, der havde dem inde, udvidedes med nogle piebejiske Slægter. Retlig bestod der ganske vist ikke mere nogen Forret for disse Slægter (saaledes som tidligere for Patricierne) fremfor enhver anden kvalificeret Borger; faktisk dannede de en Ring, som det var meget vanskeligt for en udenforstaaende at bryde. Almindelige Mennesker, der havde den dertil fornødne Census og andre Kvalifikationer, kunde vel opnaa de lavere Embeder; men over Præturen og især Konsulatet vaagede de gamle Slægter med Skinsyge, og deres Rigdom og Indflydelse gjorde dem det let at sætte deres Vilje igennem, naar ikke Demokratiets Bølger gik højt (Marius) eller det var nødvendigt at tage Hensyn til personlig Dygtighed (Cicero).

Denne Embedsadel kaldes kollektivt nobilitas, hvilket Ord ogsaa betegner det Forhold, at man hører til den — ganske som det danske »Adel«. Den der første Gang opnaar et af de højeste Embeder (homo novus), begrunder derved nobilitas for sig og sine Efterkommere; selv om Familien i flere Slægtled ikke opnaar Prætur eller Konsulat, betegnes dog den der atter gør det ikke som homo novus.

Gelzer (»Die Nobilitat der römischen Republik«, Leipzig, 1912) paaviser, at Cicero kun medregnede de konsulariske Slægter til nobilitas. Dette har sandsynligvis været Nobilitetens almindelige Indstilling paa hans Tid.

Som knyttet til Nobiliteten betegnes i Oldtiden almindelig ius imaginum, Retten til at føre Ahnebilleder; nøjere bestemt er den knyttet til Beklædelsen af et kurulisk Embede: kurulisk Ædilitet, Prætur, Konsulat, Censur, Diktatur o. s. v. Enhver Familie hvoraf et Medlem har beklædt et kurulisk Embede, har Ret til ved senere forekommende Begravelser i Familien at lade saadanne tidligere afdøde Medlemmer af Familien, der har beklædt et kurulisk Embede, repræsentere offentlig in effigie ved Ligtoget. Til dette Brug forfærdigedes der af enhver, der havde beklædt et kurulisk Embede, efter hans Død en portrætlignende Maske af Voks (imago, cera), der opbevaredes i hans Efterkommeres Hus. Ved Begravelser lod Familien Folk, der i Ydre mindede om de afdøde Forfædre, tage disses Maske for Ansigtet, anlægge deres Embedsdragt (svarende til den højeste Værdighed, vedkommende havde beklædt) og drage tilvogns, paa sella curulis, med det til den Værdighed, de repræsenterede, svarende Antal Liktorer, til Forum. Dette er ius imaginum. — Voksmaskerne opbevaredes til daglig i lukkede Skabe (armaria), der stod i Atrium; de forsynedes med Paaskrifter (tituli), der angav den afdødes Værdigheder. Disse Billeder forbandtes med Festons (stemmata), og ordnedes i Kejsertiden saaledes, at der opstod Stamtavler (stemmata). Ved Familiefestligheder stod Skabene aabne.

Anm. Det senere Clientel. [Friedlaender, Sittengeschichte Roms 16, S. 379 — 91.] Medens det gamle Clientforhold (§ 10) tidlig forsvandt, fremtræder i Republikkens sidste Aarhundreder et nyt med de samme Benævnelser (cliens og patronus, ogsaa rex), men af forskellig Karakter. Det er et frit Underordningsforhold, hvori en ubemidlet stiller sig til en rig og mægtig Mand. Et bekendt Eksempel er Forholdet mellem Horats og Mæcenas; jvf. ogsaa Hor. ep. I, 7. Clientens Forpligte!ser var at møde i Patronens Hus i Visittiden, o: i Timerne umiddelbart efter Solopgang, iført Stadsdragt (Toga og Sko); at ledsage Herren naar han gik (eller lod sig bære) paa Visit eller ned paa Torvet, og iøvrigt at være til Tjeneste paa Forlangende. Herfor modtog han i ældre Tid jævnlige Indbydelser til Middag hos Herren, Hjælp og Støtte i private Anliggender, og efter længere Tids Tjeneste en ligefrem Forsørgelse, idet han enten fik en lille Gaard foræret, eller en Fribolig i Byen, eller en Stilling som Opsynsmand paa et Gods. I senere Tid fik Clienterne ligefrem Dagløn for deres Arbejde; Betalingen var ringe (knap 1 Kr. daglig), og Middagsindbydelserne blev til Gengæld sjældne.

Det hele ejendommelige Institut er udsprunget af Nobilitetens Stilling i Republikkens Tid: da Embedsadelens Forrettigheder kun beroede paa Sædvane og personlig Indflydelse, var det af Vigtighed for de Store at optræde med en stor Skare afhængige og derfor fuldt paalidelige Tilhængere. Forholdet bevaredes i Kejsertiden som en Uskik, der holdtes vedlige af Forfængelighed fra oven og Ulyst til regelmæssigt Arbejde fra neden.

§ 16 >>>