A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 15

16. DE FRIGIVNE.

Indenfor Plebs i senere Betydning, d. v. s.: alle de Borgere, der ikke hører til en af de to højere Stænder, indtager atter de Frigivne en særlig, mindre berettiget Stilling.

Den Frigivne kaldes i Forhold til sin Herre libertus, regelmæssig med tilføjet Genitiv; som tilhørende sin Borgerklasse libertinus (modsat ingenuus, fribaaren). Hans Stilling adskiller sig fra den fribaarne Borgers saavel i privatretlig som i statsretlig Henseende. Her bliver foreløbig kun at udvikle den statsretlige Side af Forholdet.

Den Frigivne blev fra ældgammel Tid romersk Borger, naturligvis af plebejisk Stand. Mommsens Hypotese angaaende Grunden til dette ejendommelige Forhold er omtalt § 10. Om en under Kejsertiden indført Undtagelse se S. 51.

I Republikkens senere Tid var de Frigivne indskrænkede til at stemme i de 4 Bytribus, i hvilke de altsaa alle var optaget. Vor Overlevering henfører denne Ordning til Ser. Tullius; det er dog sikkert tendentiøs Opfindelse. Med Sikkerhed vides, at de Frigivne kort før den 2. puniske Krig var optaget i alle Tribus. Censorerne flyttede dem da alle (maaske dog med visse Undtagelser) over i de 4 Bytribus. Her blev de senere, og Bestemmelserne synes endog at være blevet skærpet; senere Forsøg paa at ændre Forholdet førte ikke til noget. —Der er i og for sig ikke Grund til at betvivle, at den Frigivne oprindelig har faaet sin Herres Tribus; det var det naturlige, og saalænge Slaverne var faa, kunde det ikke medføre nogen alvorlig Ulempe.

De Frigivne toges ikke til Tjeneste i Legionen, men kun paa Flaaden (som socii navales); kun i yderste Nød udskreves de til Fodfolket. Deres Plads i Centurieinddelingen kendes ikke.

De Frigivne var udelukket fra at tjene i Rytteriet og opnaa Ridderrang, selv om de havde den fornødne Census. Ligeledes var de udelukket fra at opnaa Embede og Sæde i Senatet og fra Præsteskaberne, saa vel som fra municipale Embeder og Byraadspladser.

Mellem Frigivne og fribaarne romerske Borgere var der ikke conubium. Først August ophævede denne Bestemmelse; kun Senatorer og deres Børn maatte fremdeles ikke ægte Frigivne.

De Frigivnes Børn (naturligvis for saa vidt de var født frie) var ikke underkastet disse Indskrænkninger. Naar det almindelig paastaas, at de ikke havde Adgang til Ridderskabet, Magistraturen og Senatet, saa finder dette ingen Støtte i Overleveringen; en anden Sag er, at de sjældent naaede saa vidt, og at det ansaas for upassende, naar det skete.

Anm. Slavernes Retsstilling, Reglerne for Frigivelse og den Frigivnes privatretlige Stilling hører egentlig ikke herhen; men da disse Forhold nøje berører Statslivet, behandles de her anhangsvis.

Slaven var efter romersk Ret en Ting, ikke en Person. For saa vidt han som saadan var Genstand for Ejendom, gaar han ind under Privatrettens Regler om denne Genstand. Men da han faktisk dog er en Person, kan her fremhæves enkelte ejendommelige Virkninger af hans Mangel paa Personret. Slaver kan ikke indgaa Ægteskab; de lever i naturlig Kønsforbindelse (contubernium). Deres Børn har ingen Fader; de tilhører Herren. Slaven kan ikke eje noget; hans Formue, hvis han har nogen (peculium), tilhører Herren. Herren kan lade ham straffe korporlig, pine og dræbe. I Kejsertiden sattes dog Straf for vilkaarlig Mishandling af Slaver.

Frigivelse (manumissio) kan efter streng Ret foregaa paa tre Maader: ved en Skinproces (vindicta) for en Magistrat, hvorved denne erklærer Slaven for fri; ved Census, idet Herren fremstiller Slaven som Borger for Censor; og ved Testamente, idet Testator enten direkte frigiver Slaven (hvorved Patronatsretten bortfaldt) eller paalægger Arvingen at gøre det (hvorved denne fik Patronatsret). Meget ofte lod Herren Slaven betale af sine Sparepenge for Frigivelse. Ogsaa Staten kunde frigive sine egne Slaver eller frikøbe privates.

I Republikkens senere Tid forekom det ofte, at en Herre afgav en utvetydig og bevislig Erklæring om, at han vilde have en Slave anset som fri, uden dog at frigive ham i retslig Form; denne Form kaldes manumissio inter amicos, modsat m. iusta. En saadan Slave fik naturs ligvis ikke romersk Borgerret; han var og blev retslig Slave; men hans faktiske Frihed anerkendtes for saa vidt af den romerske Ret, som Herren ikke vilkaarlig kunde tage sin Erklæring tilbage. — Disse »i Frihed værende Slavers« Retsstilling ordnedes under Tiber saaledes, at de fik en kunstig Latinitas (lex Iunia, Latini Iuniani, s. § 9).

Retten til at frigive var oprindelig uindskrænket; 357 f. Chr. indførtes en Afgift af 5 % af Slavens Værdi. August indførte betydelige Indskrænkninger i Retten til at frigive, baade med Hensyn til Antal og til Frigiverens Alder.

Ved Frigivelsen frigjordes Slaven ikke helt fra Forholdet til Herren. Denne hed nu patronus; Reglerne om Forholdet minder meget om Reglerne om det gamle Clientel. Den Frigivne antog Herrens Slægtnavn, i senere Tid ogsaa hans Fornavn; som Tilnavn antog han gerne sit Slavenavn (M. Tullius Tiro, M. Ciceronis libertus). Han maa ikke optræde som Klager mod sin patronus, og denne har en vis Arveret efter ham. Forholdet var ikke arveligt hverken paa den ene eller den anden Side. — Ofte forblev den Frigivne i Herrens Hus som et højere Tyende; heraf udviklede sig det kejserlige Kabinet, som det var ordnet i den første Kejsertid, hvor det udelukkende beklædtes af Frigivne.

§ 17 >>>