A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 16

III Folkeforsamlingerne.

17. STATSMAGTENS FORDELING.

Statsmagten i Rom er, saa langt vi kan se tilbage, delt mellem Magistrat, Raad og Folkeforsamling. Det oprindelige Magtforhold mellem disse tre Organer var følgende. Magistraten havde den udøvende og den dømmende Myndighed og desuden Initiativet til alle Beslutninger, hvortil de andre Faktorers Samtykke krævedes. Senatet var retlig set Magistratens Raad, dets Myndighed kun raadgivende. Folkeforsamlingen valgte Magistraten, og dens Samtykke udkrævedes til Love.

Ved Overgangen til Republikken eller kort derefter indtraadte visse Forandringer i dette Forhold. Den suveræne Myndighed var i Kongetiden sikkert hos Kongen; i Republikken derimod hos Folkeforsamlingen. Dette ses deraf, at denne altid kan paaberaabes, hvor de andre Myndigheder ikke følte sig kompetente. Endvidere gik den dømmende Myndighed i Kriminalsager over fra Magistraten til Folkeforsamlingen, idet der blev Appel til denne fra Magistratens Straffebud. (I private Sager har Magistraten paa et Tidspunkt, der ligger forud for al Overlevering, maatte overlade selve Dommen til Nævninger.) — Fraset disse Ændringer forblev Magtforholdet mellem de tre Faktorer retlig uforandret i hele Republikkens Tid; særlig maa mærkes, at Folkeforsams lingens suveræne Myndighed vedblev at være begræns set af Magistratens Initiativ, som aldrig opgaves. Den romerske Forfatning kender intet privat Lovgivningsinitiativ.

Ser man paa det faktiske Magtforhold, stiller Sagen sig betydelig forskelligt. Den virkelige regerende Myndighed er i hele Republikkens Tid, fraset enkelte urolige Perioder, der alle er af kort Varighed, Senatet. Under Stænderkampen har dette ganske vist at tage Hensyn til Plebejernes Særsamfund, hvis Fordringer det efterhaanden maa opfylde; men udenfor disse særlige Spørgsmaal har sikkert Senatet, af hvis patriciske Flertal Konsulerne udgik, væsentlig styret Staten. Det samme var Tilfældet i Tiden fra Stænderkampens Afslutning til Graccherne; og selve disses og deres Efterfølgeres Bestræbelser for at regere ved Folkeforsamlingens Hjælp tjente kun til at vise Umuligheden heraf: Magten faldt bestandig tilbage til Senatet, naar den ikke laa i Enkeltmands Haand. Det er i Virkeligheden denne Modsætning, der behersker Republikkens Slutning og som ender med det monarkiske Princips Sejr. - Grunden til dette Forhold er let at se: Senatet var det eneste forfatningsmæssige Organ, der repræsenterede en til enhver Tid disponibel Sum af politisk Erfaring og Indsigt og var i Stand til at fastholde en Tradition. De aarlige vekslende Magistrater formaaede ikke at gennemføre en konsekvent Politik, og til deres Initiativ var Folkeforsamlingen bundet; og selve denne blev efterhaanden mindre og mindre et virkeligt Udtryk for Borgerskabets Vilje, men beherskedes til daglig af Hovedstadens Pøbel, der stadig paavirkedes af Midler som Bestikkelse og aabenbar Vold. Saaledes fremtræder atter her skarpt Modsætningen mellem den retlige og den faktiske Tilstand.

Den afgørende Forandring i Statsmagtens Fordeling, der fandt Sted ved Kejserdømmet, fremstilles i Kap. 6.

§ 18 >>>