A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 17

18. FOLKEFORSAMLINGERNES HISTORIE.

Den ældste og oprindelig den eneste romerske Folkeforsamling er den efter Curier inddelte (comitia curiata). I hele den Tid vi kender har denne Forsamling ingen politisk Betydning; den bevaredes som en Antikvitet af formelle Hensyn. Den synes at have tabt sin Betydning straks ved Oprettelsen af Centurieforsamlingen (comitia centuriata). Hvor gammel denne er, ved vi ikke, men meget taler for at den er lige saa gammel som Republikken selv (se § 15). Den bevaredes, omend i ændret Form, gennem hele Republikken og ned i Kejsertiden. Ved Siden af denne opstod en til en vis Grad sideordnet Forsamling efter Tribus (comitia tributa). Udgangspunktet for denne var Plebejernes (fra først af vel kun de i Byen boendes) Valg af egne Forstandere (tribuni plebis; første Gang 471). Det var altsaa ikke nogen Folkeforsamling, men en plebejisk Særforsamling. Den udvidedes efterhaanden til at omfatte alle Tribus, og blev til en virkelig Folkeforsamling, da dens Beslutninger (i 286) fik Lovkraft. Fra da af var der et dobbelt Lovgivningsinitiativ i Rom: det egentlige magistratiske, der gik til Centurieforsamlingen, og det tribuniciske, der gik til Tribusforsamlingen. Denne anvendtes desuden tidlig til Valg af de lavere Magistrater.

Folkeforsamlingernes Ophør. Straks ved Cæsars Diktatur nedsattes Folkeforsamlingerne til at være en blot Form, idet intet kunde foretages mod den virkelige Regents Vilje. August forsøgte at give lidt mere Frihed, men maatte opgive det. Ved Valg anbefalede han Kandidater i al Fald til de højere Embeder; Love kunde kun foreslaas med hans Billigelse og maatte vedtages, naar han ønskede det. Tiber henlagde kort efter sin Regeringstiltrædelse samtlige Magistratvalg til Senatet; efter Valget blev de valgte udnævnt (renuntiati) for en Folkeforsamling. Love vedtoges ogsaa senere nu og da paa Folkeforsamlinger; men i Almindelighed afløstes den gamle Lovgivningsform af Senatsdekreter og kejserlige Forordninger.

Anm. Comitia calata betegner blot en paa særegen Maade sammenkaldt Folkeforsamling, der iøvrigt kan være sammensat enten efter Curier eller Centurier. Den holdtes i Nærværelse af Pontificernes Kollegium og benyttedes, foruden ved visse Ceremonier, særlig ved Arrogation, d. v. s.: Optagelse af en voksen og myndig Mand hos en anden i Søns Sted. Det eneste historisk bekendte Eksempel paa dens Anvendelse er P. Clodius's Arrogation i Aar 59.

§ 19 >>>