A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 20

21. COMITIA TRIBUTA.

Den tredie romerske Folkeforsamling, hvori der afstemtes efter Tribus, var oprindelig intet Organ for det hele Folk (populus), men kun for en Del deraf, Plebejerne, og hed derfor teknisk ikke comitia, men concilium plebis (Gell. XV, 27). I denne Forsamling stemte kun Plebejerne, med Udelukkelse af Patricierne; den kunde kun ledes af den plebejiske Øvrighed, tribunus plebis, kun vælge de plebejiske Øvrigheder, og dens Beslutninger havde oprindelig kun Gyldighed for Plebs.

Fra en tidlig Tid af (uvist hvor tidlig) benyttedes imidlertid Tribusforsamlingen ogsaa paa en fra dens oprindelige Bestemmelse helt forskellig Maade, nemlig til Valg af de lavere Embedsmænd (magistratus minores): Kvæstorer og Ædiler samt de 24 folkevalgte Krigstribuner og rimeligvis XXviri. Disse Valg lededes af en Konsul, medens Valget af Almuetribuner (og rimeligvis ogsaa i al Fald oprindelig af de plebejiske Ædiler) altid lededes af en Tribun. Ligeledes valgtes paa Tribusforsamlingen tresviri coloniae deducendae under Ledelse af en Prætor.

Paa Tribusforsamlingen stemtes efter Hoveder (viritim), uden Hensyn til Stand, Alder eller Formue. Naar Forsamlingen lededes af en Tribun, maatte den holdes indenfor en Grænse af 1000 Passus udenfor Rom, da Tribunens Embedsmyndighed ikke strakte sig ud over dette Omraade; derimod er det ligegyldigt om den holdes indenfor eller udenfor Pomoerium, da denne Grænse ikke vedkommer Tribunen.

Tribusforsamlingen er baade vælgende, lovgivende og dømmende.

Valg. Almuetribunerne valgtes altid paa comitia tributa (første Gang 471); ligeledes vistnok aediles plebis. Valget lededes af en Tribun. — Om Tribusforsamlingens Anvendelse ved andre Valg, under Ledelse af en Konsul eller Prætor, se ovenfor.

Lovgivning. Tribusforsamlingen kan oprindelig ikke vedtage Love, men vel Beslutninger der binder plebs: plebei scita. Ved Lex Hortensia 286 bestemtes, at Almuens Beslutninger skulde være bindende for det hele Folk; herefter benævnes ogsaa Plebiscitet lex. Derved blev det indtil Sulla, der ophævede Tribunernes Lovgivningsinitiativ. Den tidligere Tilstand indførtes atter Aar 70 af Pompeius. — Fraset Sullas Periode havde man altsaa i Republikkens sidste Aarhundreder et dobbelt Lovgivningsinitiativ, og vel at mærke saaledes, at begge Forsamlinger, comitia centuriata og tributa, er kompetente i saa godt som alle Anliggender. Krigserklæringen tilkom, som ovenfor bemærket, Centurieforsamlingen; Fredsslutninger vedtoges derimod ofte ved Plebiscit. Bevillingen af imperium in urbe for Triumfen synes at have været forbeholdt Tribusforsamlingen.

Allerede længe før Vedtagelsen af lex Hortensia finder vi flere Eksempler paa, at der vedtages eller foreslaas Plebisciter, der ingenlunde alene gælder Plebejerne; saaledes 462 det Terentiliske om Decemvirallovgivningen, 445 det Canuleiiske om conubium, 367 det bekendte Liciniske, o. s. v. Det fremgaar imidlertid af Overleveringen, at saadanne Forslag ikke kunde indbringes af Tribunerne uden Bemyndigelse af. Senatet (være sig nu det hele eller den patriciske Del deraf), uden at denne Bestemmelse dog udtrykkelig nævnes. Er Bemyndigelsen givet og Forslaget derpaa gaaet igennem, har det uden videre bindende Kraft; auctoritas patrum gælder ikke for Plebisciter. Den historiske Værdi af disse Plebisciter er dog meget tvivlsom.

Plebisciternes Lovkraft dateres af Juristerne enstemmig fra lex Hortensia 286. I vor annalistiske Overlevering omtales denne Bestemmelse som vedtaget to Gange før: ved lex Valeria Horatia 449 og lex Publilia 339. Dette kan ikke være rigtigt; men hvorledes det er at forklare, er usikkert.

Dømmende Myndighed. Tribusforsamlingen dømte i Sager, hvor der klagedes paa en Bøde; Kapitalsager maatte henvises til Centurieforsamlingen. Anklageren kunde være Tribun eller Ædil (plebejisk), den sidste vistnok under en Tribuns Forsæde. I ældre Tid (indtil ned i 2. Aarh.) er Ædilklager paa en Bøde særlig almindelige. Før XII findes hyppig Anklager paa Livet for Tribusforsamlingen, ogsaa mod Patriciere; bekendt Paradigme er Coriolans Proces. Hvorledes dette er at opfatte, er ganske usikkert, og Overleveringen er saavel i sin Helhed som i Enkeltheder ikke tillidsvækkende.

Anm. Paa Grund af Tribusforsamlingens Brug ved Valg af magistratus minores har Mommsen (Röm. Forschungen I p. 150) opstillet og gennemført en skarp Adskillelse mellem concilium plebis, d. v. s.: Tribusforsamlingen under Ledelse af en Tribun, og comitia tributa, d. v. s.: Tribusforsamlingen under Ledelse af en Konsul eller Prætor. Han mener at denne sidste har omfattet det hele Folk, baade Plebejere og Pratriciere, og at den ikke blot er blevet benyttet til de nævnte Valg, men ogsaa har dømt i Bødesager og vedtaget Love; og han henfører (sikkert med Urette) de under Aar 449 og 339 omtalte Bestemmelser om Plebisciternes Lovkraft (se ovenfor) til denne Forsamling. — At de to Forsamlinger statsretligt er ganske forskellige, er klart; men Overleveringen giver ingen Støtte for Mommsens skarpe Adskillelse af Navnene, ej heller for Antagelsen af Patriciernes Deltagelse i de konsulariske com. trib.; og at Tribusforsamlingen under Konsulens Ledelse har foretaget andet end Valg, er der kun eet sikkert Eksempel paa, og det er fra Kejsertiden (se § 24 Slutn.). Romerne synes da ikke at have følt Forskellen saa skarpt som man skulde vente.

De første folkevalgte magg. minores er meget gamle; det er Kvæstorerne, Aar 447. Det er ikke usandsynligt, at de straks fra først af er blevet valgt paa Tribusforsamlingen, idet man ikke har villet bruge Centurieforsaimlingen til Valg af Magistrater uden Imperium; men noget sikkert herom kan ikke siges.

§ 22 >>>