A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 22

23. HINDRINGER FOR AFHOLDELSE AF FOLKEFORSAMLINGER OG FOR GYLDIG BESLUTNING DERI.

Afholdelsen af Comitier hindredes og paabegyndte Comitier afbrødes ved Indtrædelse af ugunstige Varsler. Af Hensyn til disse maatte en Augur være tilstede ved alle Comitier. Som ugunstige Varsler gjaldt fornemmelig Lynild og Torden, der ellers var gunstige, naar de kom fra venstre Side. Indtraf de under Forsams lingen, maatte den afbrydes; var de paa behørig Maade iagttaget inden Forsamlingens Begyndelse, maatte den aflyses. Det er dette sidste Tilfælde, der praktisk er af størst Vigtighed. De nærmere Regler herfor var følgende.

Ved Afholdelsen af Auspicierne, hvor saadanne var fornødne, indtraf ialtfald i senere Tid aldrig daarlige Varsler. Men saadanne kunde ogsaa iagttages af andre end den Magistrat der vilde afholde Comitier, og hvis de meddeltes rettidig (d. v. s.: inden Afstemningens Begyndelse) til den ledende Magistrat, maatte Afstemningen udsættes til en anden Dag. Denne obnuntiatio kunde foretages af enhver Magistrat, samt af en Augur maaske dog kun af den Augur der var tilstede ved Forsamlingen). Magistraten har Ret til at anstille Iagttagelser (servare de caelo), om der viser sig Varsler; Auguren har kun Ret til at meddele tilfældig indtrufne Varsler. Da det (i senere Tid) altid lynede, naar en Magistrat anstillede Iagttagelse i den Hensigt at forhindre Comitier, blev den blotte Meddelelse om, at man vilde servare de caelo, tilstrækkelig til at hindre Comitier; men strengt taget skulde det iagttagne Lyn meldes til den Præsiderende. (Cæsar lod derfor sin Kollega Bibulus prygle bort Tra Folkeforsamlingen, da han vilde nedlægge Forbud mod dens Afholdelse.) For saa vidt muligt at hindre obnuntiatio, udstedte den ledende Magistrat forud for Forsamlingen et Edikt, nequis magistratus minor de caelo servasse vellet. Men han kunde ikke forhindre Magistrater med par eller maior potestas eller Tribunen i at anstille spectio. Da Retten til obnuntiatio misbrugtes i senere Tid, afskaffedes den helt ved en Lov af P. Clodius Aar 58.

Undertiden blev det først senere bemærket, at der var kommet en Fejl (vitium) af religiøs eller anden formel Art ved Afholdelsen af comitia. Afgørelsen af det tekniske Spørgsmaal, om der var forefaldet vitium, laa hos Augurernes Kollegium; Afgørelsen af hvad der var at foretage i den Anledning, hos Senatet. Skønnedes det, at der virkelig var forefaldet vitium, kunde man gaa een af to Veje: enten søge at ophæve den fattede Beslutnings Virkninger, eller erklære den selv for ugyldig. Den første Vej gik man regelmæssig ved Valg. Embedsmænd, der var vitio creati, var ligefuldt Embedsmænd, og deres Embedshandlinger var retsgyldige, men naar Fejlen var konstateret, foranledigede man dem til at nedlægge Embedet, og de kunde da hverken selv lede Valget af deres Efterfølgere eller vælges igen. Ved Love maatte man gaa den anden Vej, og det er virkelig forekommet, omend først i Republikkens senere Tid, at Senatet rent ud har erklæret vedtagne Love for ugyldige (leges Appuleiae 99 og Liviae 91).

§ 24 >>>