A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< §24

IV Magistraturen.

25. MAGISTRATURENS HISTORIE.

[Man bygger her paa forholdsvis sikker Grund, fordi der bagved Annalerne ligger de gamle Magistratslister, hvori Forandringer i Magistraturen var nøjagtig optegnet]

Den romerske Magistratur har sin Oprindelse fra Kongedømmet. Det siger Traditionen, og det bekræftes af de Levninger der findes i historisk Tid, navnlig Interregnet og Triumfen. — Republikkens Begyndelse sættes til Aaret 510; 509 skal første Gang to folkevalgte Konsuler have fungeret. De udnævnte sig selv to Medhjælpere, Kvæstorerne. Nogle moderne Forskere mener dog, at Kongedømmet afløstes af et Aarsdiktatur, og at Konsulatet først senere indførtes (sml. § 41). Efter den bedste Overlevering valgtes 471 første Gang tribuni plebis, fire i Tallet; denne Tidsangivelse bestrides dog fra forskellig Side. Tribunerne er ikke Magistrater i streng Forstand; de vælges af plebs, ikke af populus, og forsaavidt de har magistratiske Beføjelser, er det kun overfor plebs, hvis Forstandere de er. De havde to Medhjælpere, aediles plebis. Deres Tal forøgedes snart til 10. — En Suspension af Forfatningen, indtraadte 451 ved Indsættelsen af decemviri legibus scribundis; to Aar efter genindførtes Forfatningen, maaske med den Forandring at Konsulatet nu afløste Diktaturen. I den følgende Tid forøgedes Magistraternes Tal: 447 udskiltes Kvæsturen fra Konsulatet som en selvstændig Magistrat, idet to Kvæstorer valgtes af Folkeforsamlingen. Derefter forøgede man det øverste Embedes Tal, efter Overleveringen første Gang 444 (sml. § 43). Og endelig henlagde man Folketællingen og andre dermed forbundne Forretninger som hidtil havde paahvilet Konsulerne, til en ny Magistrat, Censuren (efter Overleveringen første Gang 443).

Ved den store Reform i 367 ændredes den hidtil bestaaende Ordning paa væsentlige Punkter Der sikredes Plebejerne Adgang til det øverste Embede, hvis Tal for Fremtiden blev reduceret til to. Samtidig henlagdes Retsplejen til en særlig Magistrat, Præturen, og Politimyndigheden under fire Ædiler, to patricisk plebejiske aediles curules og to aediles plebis, som kun overtog NaVn og Stand fra Tribunernes gamle Medhjælpere. Ved denne Ordning, der traadte i Kraft 366, var Forskellen mellem Stænderne i Princippet ophævet; i den følgende Tid erobrede Plebejerne efterhaanden alle de Pladser, der 367 endnu var blevet Patricierne forbeholdt, navnlig Præturen (337). Dog var det i meget lang Tid Regel, hvor der var to Pladser, at den ene beklædtes af en Patricier, eller (ved Kurulædilerne) at der aarlig veksledes; først i 2. Aarh. forsvinder Forskellen ganske. Nærmere herom under de enkelte Magistrater. Man fastholdt den i 367 indførte Ordning i det væsentlige uforandret indtil Republikkens Slutning; kun forøgedes efterhaandn Kvæstorernes Tal til 8 eller maaske flere, Prætorernes til 6, og kort efter 367 (363) lod man en Del af Krigstribuneme vælge af Folket. -- Ved Sullas Restauration foretoges en betydelig Forøgelse af de senatoriske Magistraters Tal (20 Kvæstorer, 8 Prætorer) og en meget væsentlig Indskrænkning i Almuetribunatets Beføjelse og Forringelse af dets Stilling. Forøgelsen af Pladserne bevaredes, Bestemmelserne om Tribunatet ophævedes snart (70).

§ 26 >>>