A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< ¤ 25

26. DEN ROMERSKE MAGISTRATURS VÆSEN -- INDDELING AF MAGISTRATERNE.

[Magistraturen er den Del af den romerske Forfatning, der mest har interesseret de romerske Jurister og Antikvarer. Der var i Oldtiden en hel Litteratur om denne Genstand; den udgaar fra de saakaldte commentarii magistratuum, dvs. private Optegnelser til praktisk Brug for en bestemt Magistrat, og udvikler sig til sammenhængende Haandbøger. Vor juridiske Litteratur indeholder enkelte Stykker af denne Art, men fra en sen Tid.]

Definition. Magistratus kommer af magister i den ældre Betydning af Styrer (magister populi, mag. equitum). Ordet betegner i Republikkens Tid almindelig den Person (og hans Stilling), som ved Folkevalg er sat til at udøve offentlig Myndighed for en vis begrænset Tid (alm. et Aar). Desuden regnes til Magistraterne et Par ikke folkevalgte, ekstraordinære Myndigheder, Interrex og Diktator (magister populi) med magister equitum samt praefectus urbi. Istedetfor magistratus bruges ogsaa Udtrykket honor, der betegner Stillingen som en ulønnet Ærespost. I Modsætning til magistratus er alle andre Personer privati, selv om de beklæder en offentlig Stilling, altsaa f. Eks. Senatorer og Præster. -Personer, der som Stedfortrædere for en Magistrat eller ved Forlængelse af Magistratsmyndighed udover den fastatte Tid udøver Magistratsmyndighed, siges at være pro magistratu; det samme Udtryk bruges om Magistrater, der midlertidig som Stedfortrædere udøver en anden højere Magistratsmyndighed end den dem ifølge Folkevalg tilkommende.

Magistrater med og uden imperium. Den romerske Magistratur udgaar for en væsentlig Del fra et Kongedømme, der var udstyret med stor Magtfuldkommenhed og udelt Beføjelse for Krig og Fred. Denne oprindelige kongelige Magtfuldkommenhed hedder imperium; den hviler paa lex curiata de imperio, og den gaar over paa de Magistrater, der betragtes som stammende direkte fra Kongedømmet: Konsuler og Magistrater med konsularisk Myndighed; Prætorer, Diktator og interrex o. a. overordentlige Øvrigheder. Derimod findes imperium ikke hos de Klasser af Embedsmænd, der fra Begyndelsen af er indsat til særlige Hverv, og ligeledes fremtræder hos dem Adskillelsen af den i imperium forenede civile og militære Myndighed: de. er fra første Færd af indskrænket enten til civil Beføjelse (Ædilerne o. a. mindre Magg.) eller til militær (Krigstribunerne). Ej heller findes imperium hos Magistrater, der oprindelig er underordnede Hjælpere for den egentlige Øvrighed (Kvæstorerne), eller hos de plebejiske quasi-Magistrater (Almuetribunerne). En Særstilling indtager Censuren, hvorom nærmere under denne. Det almindelige Navn for Embedsmyndighed uden Hensyn til denne Adskillelse er potestas; det kan bruges om alle Magg., men om de højere bruges mere det specielle Udtryk imperium. Det ydre Tegn paa imperium er fasces.

Patriciske og plebejiske Magistrater. Cicero bruger engang Udtrykket magistratus patricii; han forstaar derved de Magistrater, hvortil oprindelig Patricierne alene havde Adgang Ñ altsaa alle andre end Almuetribunatet og den plebejiske Ædilitet: magg. plebeii.

Man skelner mellem kuruliske Magistrater og andre. De første er de der har Ret til at føre sella curulis. Denne Ret tilkommer alle Magg. cum imperio og desuden Censorer og Kurulædiler; om dens Forbindelse med ius imaginum er ovenfor talt.

Magg. maiores og minores. Almindeligt udtrykker dette Adskillelsen mellem dem der er valgt paa comitia centuriata (Konsuler, Prætorer, Censorer), og dem der er valgt paa comitia tributa (Tribunerne og oprindelig ogsaa de plebejiske Ædiler staar udenfor denne Adskillelse). Dog findes magg. minores ogsaa i snævrere Betydning om de ikke-senatoriske Magistrater (Vigintiviratet).

For os er det naturligt at skelne mellem ordentlige og overordentlige Magistrater; Romerne bruger ikke denne Inddeling, skønt de vel kan tale om at faa et Embede extra ordinem; herved tænker de paa en Afvigelse fra de almindelige Regler for Beklædelsen af Embeder.

Anm. Kollegialitet. I Kongetiden og maaske i Republikkens første Tid var Imperiet forenet paa een Mands Haand. I Republikkens senere Tid kan det samme indtræde ekstraordinært ved Diktatur og Interregnum; men normalt er Imperiet fordelt mellem flere. Disse kaldes collegae. Forholdet mellem dem er dette, at hver især af dem er Indehaver af den fulde, udelte Myndighed. Alt hvad den ene Konsul har Ret til at gøre, har den anden ogsaa Ret til; man vælges ikke til en bestemt Funktion indenfor Konsulatets Kompetence, men til Konsul med hele en saadans Beføjelse. Dette Princip gennemførte Romerne med en vis Strenghed ved samtlige Magistrater; det findes som ved Konsulatet, saaledes ved Censuren, Almuetribunatet og Ædiliteten. Ved andre Embeder var en Deling af Funktionerne for hele Embedstiden nødvendig, navnlig ved Præturen og Kvæsturen; men ogsaa her overholdtes Princippet forsaavidt, som man altid valgtes til Prætor eller Kvæstor slethen, og først Loddet bestemte ens særlige Funktion. Naturligvis forekom Deling af Forretninger ogsaa ved de andre Embeder, være sig nu at de gik paa Tur, at man enedes om Fordelingen eller trak Lod. Derimod afgjordes aldrig noget Spørgsmaal ved Majoritetsbeslutning indenfor Kollegiet; det er betegnende at alle Magistrat-skoliegiers Tal er lige.

¤ 27 >>>