A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 26

27. MAGISTRATERNES BEFØJELSE.

Den fulde romerske Embedsmagt udtrykkes bedst i de to Ord auspicium og imperium De betegner to klart adskilte Sider af den magistratiske Funktion; den ene vender mod Guderne, den anden mod Menneskene. Vi behandler efter gammel Skik res divinae først.

Auspicium. Efter romersk Begreb kan man ikke paa Statens Vegne ligefrem spørge Guderne om hvad der skal ske i Fremtiden; derimod kan man erfare om de billiger en paatænkt offentlig Handling eller ikke, og det er derfor overfor alle vigtige offentlige Handlinger paabudt at indhente Gudernes Samtykke forud. Dette Samtykke giver de ved Tegn af forskellig Art. For Indhentningen og Tydningen af disse Tegn er der en bestemt Ritus; den bevares af Augurernes Kollegium, der tillige er sidste Instans i alle Tvivlsspørgsmaal af teknisk Art.

De Tegn, hvormed Guderne gav deres Vilje tilkende, var af forskellig Art: signa ex avibus (uden Tvivl de oprindelige og ordinære, jvfr. Romulus); auspicia pedestria (af firføddede Dyr); a. caelestia (Lynild og Torden); a. ex tripudiis (af Hønsenes Æden; Tegnet er egentlig, at Fuglen taber noget af det den æder tripudium solistimum). Endelig signa ex diris, afskrækkende Tegn; om dem beder man ikke, men de kan indtræde saavel naar man tager auspicia som spontant. Af alle disse Maader benyttedes ; Republikkens senere Tid kun to: a. caelestia (i Rom) og a. ex. tripudiis (i Krigen). Dirae kunde naturligvis altid forekomme. — Den der tager a. ex. caelo, maa iforvejen indrette sig et templum, d. v. s. et efter de 4 Verdenshjørner orienteret, afgrænset Rum; endvidere et tabernaculum, dvs: et paa samme Maade orienteret lukket Rum indenfor templum. Der tilbringer han Natten, staar op efter Midnat, sætter sig med Ansigtet vendt imod Syd og anstiller saa sin Iagttagelse. Frihed for forstyrrende Tegn hedder silentium, det modsatte vitium. I senere Tid saa auspex altid et gunstigt Varsel (d. e. Lyn fra venstre Side) undtagen forud for Folkeforsamlinger; der saa han vistnok ingenting.

Auspicierne nedledes fra Romulus's Fuglevarsel (augustum augurium), i Kraft af hvilket Rom er anlagt. De tilhører ordinært Magistraterne og overdrages ved Udnævnelsen fra den ene til den anden, specielt fra Konsul til Konsul. Brydes Rækken, vender Auspicierne tilbage til Patricierne, dvs: den patriciske Del af Senatet; af dennes Midte fremgaar dernæst interrex, der saa auspicato afholder Valg af Magistrater. (Tribunerne staar ganske udenfor denne Regel; de vælges uden Auspicier, og deres Valg er uafhængigt af de andre Magistraters, da det ledes af Tribunerne.)

Enhver Magistrat, Tribunerne incl., har Ret til at tage Auspicier (servare de caelo). Denne Ret hedder spectio. Den udøvedes forud for alle vigtige Handlinger; særlig maa mærkes Auspicierne ved Tiltrædelsen af Embedet, forud for Udrykningen til Krig og forud for Afholdelsen af comitia centuriata; samt i Krigen forud for Slaget. Magistraten kan ved Auspicierne assisteres af en Augur, men det er ikke nødvendigt. Betydning har denne Ret fornemmelig for Feltherren; her staar Auspicierne særlig i nært Forhold til Triumfen (suis auspiciis bellum gerere). Om den ejendommelige Benyttelse af Auspicierne ved obnuntiatio og om Augurens Stilling der se § 23.

Imperium er Myndigheden til at befale. I Rom befaler kun Magistraten; Senatet raader og bekræfter (consultum, auctoritas), Folket skaber Øvrighed (facit) og sætter Ret (iubet) samt dømmer. Magistratens Befalingsmyndighed er ubegrænset; den gælder intet specielt Omraade, er ikke ved Lov afgrænset til visse særlige Forhold, ej heller uden videre underkastet Appel til en Domstol, som i det moderne Samfund. Et tydeligt Udtryk for denne Ret er vocatio, Retten til at stævne enhver Borger for sig. Selvfølgelig er Magistratens Befalingsmyndighed begrænset af Lovene, dem han er underkastet som enhver anden; men der er intet Middel til at gøre dette gældende overfor den fungerende Mas gistrat. — Retten til at befale indeshitter i sig Retten til at forbyde, og denne kommer, ligesom den anden, til Anvendelse ikke blot overfor Private, men ogsaa overfor lavere Magistrater og Kolleger. — Borgeren er for? pligtet til ubetinget Lydighed; nægtes denne, har Mågistraten Ret til at fremtvinge den. Denne Tvangsret hedder coercitioog den er det prægnanteste Udtryk for den romerske Embedsmagt. Til dens Udøvelse er der givet Magistraten Tjenere med Ris og Økser fascesog disse er derfor overalt Imperiets ydre Tegn.

Magistratens Tvangsmidler er oprindelig ubegrænsede, omend i deres Art fastslaaet ved bestemt Vedtægt. Han kan pante Borgeren (pignoris capio).mulktere ham (multam dicere), lade ham anholde (prendere, prensio) og arrestere (abducere in carcerem), lade ham piske (virgis caedere) og dræbe (securi percutere; mærk Betegnelserne for de tvende Dele af fasces).

Medens den ubegrænsede Befalingsmyndighed i Teorien altid vedblev at gælde, sattes der tidlig bestemte Grænser for Anvendelsen af disse Tvangsmidler, idet det overfor de stærkeste af dem blev tilladt Borgeren at appellere (provocare) til Folket. Denne Ret, der hedder provocatio, dateres i den romerske Teori til Republikkens første Aar (lex Valeria). Dens Indhold er, at i Byen (domi) har Borgeren Ret til at indanke Magistratens Straffebud for Folket, dersom det gaar ud paa en højere Bøde end en vis Sum eller lyder paa Livsstraf. Dermed bortfaldt faktisk disse Tvangsmidler i Freden. Ved senere Love (leges Porciae) afskaffedes ligeledes Pryglestraffen udenfor Krigstjenesten. Derimod bevaredes den gamle Myndighed i dens fulde Omfang i Felten (militiae), hvor Provokationen aldrig gjaldt. Den vigtige Forskel, der herved sattes mellem disse to Omraader, finder sit ydre Udtryk deri, at Magistraten i Byen (og i dens umiddelbare Nærhed, naar han optræder i fredelig Virksomhed) ikke førte Økser i fasces. De indsattes først, naar han drog ud til sit udenbys Hverv (provincia); og der var derved tillige skabt en skarp Adskillelse mellem Magistratens Funktion domi og militiae, mellem et civilt og militært Imperium-. Men denne Grænse er ingen personlig; Imperium som saadant indbefatter altid begge Sider, og enhver Magistrat der overhovedet har Imperium er berettiget til at udøve dette paa begge Omraader.

Som Repræsentant for Folket har Magistraten maiestas; som Følge deraf er han ukrænkelig og skal behandles med Ærbødighed. Han kan ikke anklages eller stilles for en Domstol, ja end ikke gøres til Genstand for Privatklage, saalænge han fungerer. Diet sidste gælder dog ikke magistratus minores. (Om Almuetribunernes særlige Ukrænkelighed se under disse.) Om alle Overgreb overfor Magistraten bruges det ejendoms melige Udtryk in ordinem cogere. — Ligeledes er Magistraten uafsættelig. Er han vitio creatus, kan han bringes til at nedlægge sin Post (abdicare se magistratu); men tvinges dertil kan han ikke.

Vi betragter dernæst de vigtigste Omraader hvorpaa det magistratiske Imperium kommer til Anvendelse. Nogen afgrænset Fremstilling af Magistratens Kompetence lader sig ikke give, det er udelukket paa Grund af Imperiets Ubegrænsethed; man kan kun opregne de vigtige og naturlig afgrænsede Forhold, hvori den magistratiske Virksomhed faktisk fornemmelig ytrer sig.

Kommando i Krig, imperium i snævrere Forstand, tilkommer enhver Magistrat cum imperio; og her fremtræder det gamle Imperium i sin reneste Skikkelse, med fuld Tvangsog Strafferet. Det indbefatter Retten til Udskrivning, til Udnævnelse af Befalingsmænd (med Undtagelse af de folkevalgte), til Afsluttelse af Traktater af foreløbig Karakter, og til at triumfere. Desuden har han Møntret. Nærmere om disse Ting under Krigsvæsenet. — Krigserklæringen og Fredsslutningen samt Afslutning af Forbund tilkommer ikke Magistraten, men Folket; Magistraten har her kun Forslagsret.

luris dictio, dvs. Ledelsen af den civile Retspleje, er oprindelig den vigtigste Side af Magistratens fredelige Virksomhed. Saa langt vor Viden naar tilbage, er det her ikke Magistraten selv der fælder Dommen. Men han stævner Parterne, anordner Processens Former, udnævner Dommeren og eksekverer Dommen. I en Række formelle Handlinger har han endog hele Ledelsen og Afgørelsen uden privat Dommer. Nærmere handles herom under Præturen og Retsvæsenet.

Domsmagt i kriminelle Sager (der vel maa adskilles fra den mod Ulydighed rettede Tvangsmagt) har Magistraten altid militiae; og ifølge vor Overlevering var den fra Begyndelsen af ogsaa en Bestanddel af imperium domi (Horatiusprocessen, Brutus's Sønner), men er, fraset Kongetiden, forsvundet som saadan. Allerede fra Republikkens Begyndelse, ja endog i Kongetiden er ifølge Overleveringen den dømmende Myndighed i Kapitalsager henlagt til Folket, og Anklagemyndigheden til egne Øvrigheder, quaestores parricidii og duoviri perduellionis. Herom nærmere under Retsvæsenet og Kvæsturen, samt (om Undtagelser fra Regelen) under Konsulatet.

Raadighed over Statskassen. Magistraten har oprindelig Raadighed over Statskassen (aerarium). Denne Ret indskrænkes tidlig ved Senatets Medvirkning, men den bestod endnu paa Polybs Tid og bevidnes udtrykkelig af ham (VI, 12, 8). Derimod kan han ikke egenmægtig disponere over Stats formuen; hertil hører alt efter Forholdet Senatets eller Folkets Samtykke.

lus cum populo agendi, dvs. Retten til at afholde Comitier og lade Folket beslutte. Dette er den tredie Hovedbestanddel af Imperiet; den hviler, ligesom Kommandoen i Krig og Jurisdiktionen, paa lex curiata de imperio. Af særlig Vigtighed er her Magistratens Ret og Pligt til at sørge for Valget af sin Efterfølger. Fraset Tribunerne kan Valg kun ledes af en Magistrat med Imperium, regelmæssig kun af en Konsul; der er derved lagt en betydelig diskretionær Myndighed i dennes Haand (se § 29). Forsaavidt Kollegiet ved Dødsfald eller paa anden Maade bliver ufuldtalligt, leder Magistraten ligeledes Suppleringsvalget (suffectio).

Valg af consilium. Magistraten vælger selv sit consilium, dvs. de Mænd han i hvert enkelt Tilfælde vil raadføre sig med (se § 28 Anm.). Oprindelig valgte han ogsaa Medlemmerne af sit faste consilium, dvs. Senatet; og han bevarede stedse Retten til at sammenkalde det, naar han fandt for godt, til at tvinge det til at møde, og til at lede dets Forhandlinger. Han alene har Ret til at æske dets Mening. Han er ved fast Sædvane bundet til at høre dets Mening i en Række Tilfælde og i senere Tid ogsaa ved Lov forpligtet til i visse Tilfælde at rette sig efter det.

Den magistratiske Befalings Former forskellig efter Forholdene. For saa vidt den angaar det hele Borgerskab, kaldes den edictum og fremsættes skriftlig ved Opslag paa et passende Sted; saaledes sammenkaldes Folkeforsamlinger ved Edikt; Udskrivning, Tid og Sted for Soldaternes Møde o. m. a. bekendtgøres paa denne Maade. Af særlig Vigtighed er de Edikter, der angaar iuris dictio, hvorom se under Præturen, Ædiliteten og Retsvæsenet.

De her opregnede Beføjelser er i den senere Tid ingenlunde alle forenet i det højeste Embede. Retten til at afholde Folketælling fratoges efter Overleveringen allerede 443 Konsulatet og henlagdes tilligemed andre konsulariske Forretninger til en egen Magistrat uden egentlig Imperium, Censuren, der senere tillige fik Ret til at sammensætte Senatet. Ligeledes blev Jurisdiktionen ved den Liciniske Reform 367 henlagt til en egen Magistrat med Imperium, Præturen. Samtidig overdroges den egentlige Politimyndighed til Ædiliteten. Kort efter fratoges Konsulerne Retten til at udnævne Officererne i en Del af Hæren ved Indførelsen af folkevalgte Krigstribuner (363). Ellers forblev Imperiet i Teorien uforandret.

De Magistrater, som mangler Imperium, adskiller sig fra de højere dels ved bestemtere Begrænsning af deres Kompetence (Censuren), dels ved at mangle samtlige de ovenanførte Beføjelser. De har ikke Kommando i Krig (d. v. s. ikke selvstændig, suis auspiciis), ikke iuris dictio, ikke ius agendi cum populo, ej heller Ret til at sammens kalde Senatet. Ligeledes manglede de co&etrema;rcitio, ialtfald i dens strengere Former; dog var her særlige Regler, hvorefter f. Eks. Ædiler og Censorer kunde paalægge en Mulkt. Derimod tilkommer Myndigheden til at befale, der overhovedet er karakteristisk for Magistraten, dem alle, og de kan derfor ogsaa udstede Edikter. Ligeledes har de ius obnuntiationis.

En særlig Ret, der tillægges alle Magistrater, er Retten til at tale til Folket, contionem habere, og til at lade andre gøre det, contionem dare. Det er en nødvendig Følge af Magistratens almindelige Befalingsmyndighed, at han maa kunne sammenkalde Folket og give det en Meddelelse; men det er karakteristisk for Romerne, at Private ikke har denne Ret. Den er nøje at adskille fra ius agendi c. p., Retten til at fremkalde en Folkebeslutning. — I senere Tid (efter Sulla) havde alle Magistrater fra og med Kvæstorerne Sæde i Senatet.

§ 28 >>>