A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 27

28. MIDLER MOD MISBRUG AF MAGISTRATSMYNDIGHED.

Provocatio. Den romerske Magistrats Magt var indskrænket ved provocatio, hvorom ovenfor (§ 27) det nødvendige er sagt. Provokationen gælder til enhver Tid som den romerske Friheds Palladium, og med Rette; uden den vilde den romerske Magistrat faktisk have været enevældig saa længe han fungerede. Overleveringen henlægger den derfor ogsaa til Republikkens Begyndelse. Den gjaldt i Begyndelsen ikke for Diktaturen, og den suspenderedes under Decemviralregeringen. Efter Decemvirernes Fald skal der være vedtaget en Lov, hvorefter det for Fremtiden var forbudt (under Dødsstraf) at vælge nogen Magistrat uden provocatio. Den samme Bestemmelse nævnes imidlertid for Aar 300, og det er rimeligt at dette er det virkelige Forhold; ogsaa efter 449 optræder Diktaturen som provokationsfri, efter 300 forsvinder den snart. — Det er ovenfor bemærket, at Provokationen faktisk ophævede de patriciske Magistraters yderste Straffemidler.

Appellatio. Et andet vigtigt Middel mod Misbrug er appellatio, dvs. Appel til en anden Magistrat med lige eller højere Myndighed (par maiorve potestas) eller til en Tribun. Enhver Magistrat har nemlig Ret til at hindre sin Kollega eller en lavere Magistrat (dvs. en Magistrat uden imperium, dog ikke en Tribun) i en af ham paabegyndt Embedshandling og til at sætte en fuldendt Handling ud al Kraft (intercedere, intercessio). Mente f. Eks. en Borger sig forurettet ved Prætorens Haandhævelse af Retsplejen, saa kan han henvende sig til en anden Prætor (par potestas) eller til en Konsul (major potestas) eller til en Tribun; og kan han bevæge en af disse til at intercedere, saa sættes dermed Prætors decretum ud af Kraft, og Processen kan ikke fortsættes paa Grundlag af det. — Denne Regel, der er dobbelt vigtig paa Grund af den gennemførte Kollegialitet i de romerske Embeder, har dog visse Undtagelser. Den gælder ikke overfor Diktaturen (ikke engang fra Tribunernes Side); den finder ikke Anvendelse i Felten; og i Rom er den i senere Tid ved særlige Love ophævet i bestemte Tilfælde, af hvilke det vigtigste er Rettergangen ved quaestiones perpetuae. — Om den videregaaende tribuniciske Intercession handles under Tribunatet.

Ansvarlighed. Det tredie Middel ligger i de romerske Magistraters Ansvarlighed. Magistraten skal rette sig efter Lovene; gør han det ikke, saa kan han vel i sin Funktionstid paa forskellig Maade hindres i at gøre Fortræd, men han kan ikke drages til Ansvar. Dog kan magistratus minores stævnes i Privatsager (jfr. § 27). Det kan han derimod efter Udløbet af Funktionstiden. Enhver Handling af en Magistrat er undergivet retligt Ansvar af ganske samme Art og efter ganske samme Regler som en anden Borgers, og dette Ansvar kan gøres gældende, saasnart Magistraten er ophørt at fungere. Der er i den romerske Statsret gjort alt for paa den ene Side at sikre streng Kommando og Disciplin og paa den anden Side at tvinge denne Kommando indenfor Lovens Grænser.

Anm. En i Virkeligheden overordentlig vigtig Hemsko paa den fri Benyttelse af Magistratens Myndighed laa i, at der ved talrige vigtige Afgørelser af en Magistrat efter Skik og Vedtægt krævedes, at han skulde raadføre sig med andre. Det Raad, han samler om sig, hedder consilium Han kan vælge det frit, og han vil vælge det forskelligt efter den Sags Beskaffenhed han skal afgøre; men det maa altid bestaa af ansete og fornemme Mænd, og overfor en saadan var det ligefrem en Tilsidesættelse, dersom han ikke toges med i en Sag hvor han var kompetent. I Krigen bestod Feltherrens consilium, Krigsraadet, af Officererne og de ældste Underofficerer. — Magistraten er ikke bundet til Consiliets Afgørelse, og han er ikke fritaget for Ansvar, dersom han følger dets Raad; men ikke desto mindre havde det selvfølgelig stor Betydning i begge Retninger. — Senatets Stilling til de højeste Magg. er analog med dette consilium; Senatet hedder ogsaa consilium publicum; men Udviklingen har rigtignok her forandret det oprindelige Forhold saaledes, at det næppe er til at kende igen. Af Vigtighed for den almindelige Politik er Konsulens consilium. Saa længe Konsulerne bestandig tilhørte Optimatpartiet, forblev Konsiliets Grundstamme Aar for Aar den samme, naturligvis suppleret med den nye Konsuls særlige Tillidsmænd, og dette snarere end de aarligt vekslende, ofte ganske ubetydelige Konsuler eller det ikke tilstrækkelig mobile Senat er i Republikkens senere Tid den egentlige Regering.

§ 29 >>>