A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< §28

29. KVALIFIKATIONER TIL MAGISTRATSVALG. MAGISTRATSAAR.

Som Kvalifikation til Magistratsvalg fordredes i Rom ikke som i Nutiden nogen Slags forud aflagt Kundskabsprøve eller overhovedet nogen speciel Indsigt. Men det forstod sig af sig selv at den der vilde slaa ind paa den politiske Løbebane allerede fra tidlig Tid havde deltaget i det offentlige Liv i Krig og Fred og derved erhvervet sig almindelig Kundskab til dets Love og Former. Betingelsen for at han kunde gøre dette var atter en vis borgerlig Stilling, deriblandt økonomisk Uafhængighed. Disse mere udvortes Kvalifikationer skal nu opregnes.

Stand. Oprindelig krævedes til alle patriciske Embeder patricisk Stand. Hvorledes dette i det enkelte ophævedes, angives ved de enkelte Embeder; fra 367 af er denne Sondring i Hovedsagen bortfaldet. Til de plebejiske Embeder krævedes altid plebejisk Stand. — løvrigt er Fordringen, foruden Borgerret (naturligvis cum suffragio), fribaaren Fødsel (ingenuitas), og praktisk talt ingenuitas i andet Led, idet Frigivnes Sønner kun ganske undtagelsesvis opnaaede Embeder.

Uberygtethed. Herved forstod man for det første, at der ikke var overgaaet en nogen vanærende Dom (iudicium turpe); men man gik meget videre. Fallenter og Mennesker mod hvem der var rejst Kriminalklage kunde afvises. Endelig var det fast Regel, at ingen Næringsdrivende kan vælges til et Embede. Til Næringsdrivende regnes enhver der gør Arbejde for Løn, ogsaa i Statens Tjeneste; scribae er udelukket fra Embeder.

Formue. Om der i Republikkens Tid krævedes en vis Census for at søge et Embede, er omstridt. Man skulde opgive sin Gæld, for at ikke Folk skulde søge Embeder af økonomiske Hensyn (ne quis rem publicam quaestui haberet); men ellers mangler ethvert udtrykkeligt Vidnesbyrd om en Censusgrænse. Det maa da anses for det sandsynligste, at den ikke har eksisteret. Ikke desto mindre ligger det allerede i Udelukkelsen af Næringsdrivende for Løn, at der krævedes fuld økonomisk Uafhængighed, og desuden medførte Beklædelsen af et Embede i Hovedstaden paa saa mange Maader Byrde og Bekostning, at den var umulig for en Mand der ikke var nogenlunde velhavende. — Under August fastsattes 1 Mill. Sesterts som Formuesminimum for Adgang til Magistratur og Senat.

Alder. I den ældste Tid synes der ikke at have bestaaet anden Aldersbestemmelse for Adgangen til Embeder end den at man skulde være voksen, d. v. s. have fyldt det 17de Aar. I 180 f. Chr. indførtes ved lex Villia annalis faste Aldersbestemmelser; dog er vi i det hele ikke i Stand til at angive andre Bestemmelser end de der bestod paa Ciceros Tid. Da var der en fast Lavalder for Kvæsturen, det 30te Aar, og for Konsulatet, det 42de Aar. (Cicero født 106, Kvæstor 75, Konsul 63.) Lavalderen for Adgang til Magistraturen overhovedet var tidligere, maaske endog allerede før Lex Villia, bestemt paa en anden Maade: man skulde have gjort 10 Aars Krigstjeneste (d. v. s. staaet til Udskrivning i 10 Aar); og denne Regel, hvorved Lavalderen for Kvæsturen blev noget lavere, gjaldt vistnok endnu i Gracchertiden. — I nøje Forbindelse med disse Aldersgrænser staar Reglerne om Intervaller mellem Embederne. Oprindelig havde herom ingen Regel bestaaet, og det var ikke ualmindeligt at beklæde to højere Embeder i Rækkefølge. Allerede før den anden puniske Krig bestemtes, at der skulde være et Mellemrum mellem to højere (patriciske) Embeder; og ved Lex Villia fastsattes dette til to Aar (mellem Ædilitet og Prætur og Prætur og Konsulat). Derimod behøvedes i ældre Tid intet Interval mellem et plebejisk og et patricisk Embede, og i senere Tid var et Aar nok mellem Tribunat og Prætur.

Ordo magistratuum. Heller ikke med Hensyn til den Orden hvori Magg. skulde beklædes, bestod i ældre Tid nogen fast Regel; dog har det sikkert fra gammel Tid været Sædvane, at Kvæsturen beklædtes før Konsulatet. Derimod er det i ældre Tid ingenlunde sjældent, at Præturen beklædes efter Konsulatet. Rimeligvis ved Lex Villia er blevet bestemt, at Kvæstur og Prætur skulde beklædes før Konsulatet, og Kvæsturen først. Derimod synes der ikke at have været faste Bestemmelser for Beklædelsen af Ædilitet og Tribunat; i den lange Tid, da der var 8 Kvæstorer og 10 Tribuner, kunde man ikke engang fordre Kvæsturen før Tribunatet. I senere Tid beklædtes Ædiliteten regelmæssig efter Tribunatet af dem der beklædte begge Embeder, hvad Patriciere aldrig kunde. — Uagtet disse Embeder ikke fordredes som Mellemled mellem Kvæstur og Prætur, var det almindeligt at beklæde dem; Ædiliteten gav Anledning til at købe Folkegunst ved Legene, Tribunatet ved populære Lovforslag. — For de overordentlige Embeder, som Diktatur og Censur, gjaldt vistnok aldrig nogen Lov; men det laa i Sagens Natur, at disse Magg. med deres store Magtfylde vanskelig betroedes til Mænd der ikke iforvejen havde beklædt Konsulatet.

Iteration. Gentagen Beklædelse af det samme Embede var i ældre Tid uden videre tilladt, endog i to paa hinanden følgende Aar. Ved en Lov 342 bestemtes det, at der skulde hengaa 10 Aar mellem Beklædelsen af samme Embede (begge Embedsaar ikke medregnede. Denne Bestemmelse blev dog ofte overtraadt, navnlig i Samniterkrigenes og de puniske Kriges Krisetider. Senere (ca. 150) blev Gentagelse af Konsulatet maaske overhovedet forbudt; de kendte Eksempler paa Afvigelse derfra (den yngre Scipio, C. Gracchus, Marius) beror paa Dispensation eller ved Tribunatet paa særlige Bestemmelser. Sulla indførte atter det 10aarige Interval, og derved blev det. Ved Censuren fandt Iteration kun een Gang Sted og blev derefter forbudt.

Overholdelsen af alle disse Bestemmelser paahviler den Magistrat, der leder Valget. Han maa efter eget Skøn afgøre om vedkommende Ansøgere er kvalificerede, og afvise dem, dersom de ikke er det. Skulde det ske, at Folket vælger dem alligevel, staar det endog i hans Magt at annullere Valget ved at undlade at foretage renuntiatio. — I den ældre Tid, da der savnedes faste Lovbestemmelser, var hans diskretionære Myndighed sikkert endnu langt større, om den end selvfølgelig var stærkt bundet af Skik og Vedtægt.

Kandidatur. Folkets Valg af Øvrighed var ikke bundet ved nogen Forslagsret af Senat eller Magistrat; derimod var Folket regelmæssig indskrænket til at vælge mellem dem der søgte (petebant, petitio); dog kunde det vælge en Mand, der ikke havde søgt. I ældre Tid forekommer endog Valg af fraværende. Dette forbødes senere ved Lov, og det indskærpedes; at ingen kunde vælges, som ikke paa den Tid var tilstede i Rom sine imperio. Bekendt er Striden om Cæsars Dispensation fra denne Regel umiddelbart før Borgerkrigens Udbrud. -Om Ansøgningen var der senere den Regel, at man maatte melde sig (profiteri) inden Valgcomitierne var bekendtgjorte; antagelig bekendtgjordes Kandidatlisten samtidig med Bekendtgørelsen af Valgdagen. Men allerede længe (sædvanlig et Aarstid) forinden begyndte man at søge. Man optraadte saa i toga candida (dvs.: en særlig skinnende Toga); deraf candidatus. Ansøgningens vigtigste Akt var prensatio, dvs: den personlige Henvendelse til Vælgerne (ambire) med Haandtryk (prensare) og Nævnelse af hver enkelts Navn, hvortil benyttedes nomenclator. Under den senere Tids stærke Konkurrence (ambitio) forekom hyppig ulovlige Midler (ambitus), særlig Bestikkelse; hertil benyttedes særlige Mellemmænd (sequestres, hos hvem Pengene deponeredes, og divisores), hvorom nærmere under Kriminalretten.

Designation. Tiltrædelse af Embedet umiddelbart efter Valget forekom almindeligvis kun ved overordentlige Hverv, ved Censuren og naar særlige Forhold gjorde hurtig Embedstiltrædelse ønskelig, som efter Interregnet og ved Suppleringsvalg efter Dødsfald. Ellers var der en Frist mellem Valg og Tiltrædelse, under hvilken den valgte betegnes som designatus (consul designatus o. s. v.). Den designerede kan udstede Edikter, der dog først faar Gyldighed efter hans Tiltrædelse; han faar sit Embedes Rang i Senatet og forhandler fra tribunal. I den ældre Tid, da Konsulerne, som ledede de fleste Valg, kommanderede i Felten, var Fristen i Reglen kort, højst et Par Maaneder. Efter Sulla holdtes Valgene regelmæssig midt i Embedsaaret, og Fristen var da ca. 5 Maaneder.

Embedsaar. Embedsaaret var regelmæssig et fuldt Aar, saaledes at Embedet tiltraadtes og nedlagdes paa samme Dato; men denne Dato var til forskellige Tider højst forskellig. I den ældre Tid flytter den sig i Spring over hele Aaret, idet den er fast i Perioder paa nogle Aar og saa springer. Ved 2den puniske Krig fastsattes 15de Marts som Datum for Konsulernes Tiltrædelse; 153 forandredes dette til 1ste Januar, der siden holdt sig. De andre patriciske Magistrater rettede sig efter Konsulerne; disses Valg fore toges altid først, de andres kort efter. — Tribunerne havde en egen Tiltrædelsesdag, den 10de December, med Valg i Juli; Afvigelser herfra kendes ikke. Kvæstorerne tiltraadte i senere Tid den 5te December.

§ 30>>>