A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 29

30. MAGISTRATERNES UDSTYR OG VÆRDIGHEDSTEGN.

Løn for Embede eller overhovedet for offentlig Virksomhed af de højere Stænder forekommer ikke i Republikkens Tid. Navnlig var den hele Virksomhed i Rom, der dog tog meget Tid og medførte ikke ringe Byrder, ikke blot ulønnet, men der gaves ikke nogen Erstatning for de Udgifter, der kunde flyde deraf. En særlig Stilling indtager de store Lege. Bekostningen til dem afholdtes af Staten (Begrebet Liturgi i græsk Forstand kender den romerske Statsret ikke), men paa den Maade, at der am vistes vedkommende Magistrat en bestemt Sum dertil; overskred han den, blev det hans egen Sag. Dette Forhold er Udgangspunktet for de store Udgifter, der i senere Tid især knyttede sig til Ædiliteten og i Kejsertiden til Præturen.

Udstyr. Saasnart derimod Magistraten befandt sig udenfor Byen i offentligt Ærinde, som Feltherre eller Bestyrer af en Provins, levede han og hans Følge paa offentlig Bekostning, og desuden udstyredes Magistraten rigeligt med alle Fornødenheder til Rejsen. Udgifterne hertil besørgedes dels ved Licitation, dels førtes de ligefrem i Regning, idet Magistraten tog af Kassen og lod Kvæstor skrive op. Endvidere kunde Magistraten i betydeligt Omfang rekvirere til sine Fornødenheder hos Forbundsfæller og Provinsbeboere, dels uden Betaling, dels for Statskassens Regning. En særlig Plads indtager her Kornrekvisitionen, frumentum in cellam. Enhver Statholder har Ret til at rekvirere et bestemt Kvantum Korn til eget Forbrug til en forud bestemt Pris; den hertil fornødne Sum faar han udbetalt og skal han ikke gøre Regnskab for. Da Prisen regelmæssig ansattes højt, kunde Statholderen gøre sig betydelig Fordel derved. — I Kejsertiden indførtes i Stedet for disse Sportler en regelmæssig Statholdcrlønning.

Værdighedstegn (insignia). Alle Magistrater adskiller sig ved visse ydre Tegn fra de Private. Disse Tegn er det ikke blot Magistratens Ret til at bære, men ogsaa hans Pligt; han synes ikke at have maattet vise sig offentlig uden dem.

Fasces. Det fælles Værdighedstegn for alle Magg. cum imperio (og ikke for andre) er Liktorerne med fasces. Disse fasces er Bundter, der bestaar dels af Stokke, dels af Elmeris (virgae), og er omvundet med Baand; i Bundtet sidder en Økse, der dog ikke føres i Byen. Liktorerne gaar med fasces forud for Magistraten og skaffer Plads (summovent); ligeledes raaber de: Giv Agt (animadvertite). Det nærmere om Fordelingen af Fasces angives under de enkelte Magistrater.

Fakler. Naar Magistraten færdes paa Gaden om Natten, har han Ret til at lade Fakler bære foran sig.

Dragt. Magistratens Dragt er et afbleget Billede af den gamle kongelige. Denne er i hele sin Pragt en Toga helt af Purpur med guldbroderede Stjerner (toga picta); en Tunica ligeledes helt af Purpur og med Guldbroderi (tunica palmata); formodentlig er denne sidste endda et Scepter af Elfenben med en Ørn paa; endelig en Krans af Guldblade (Laurbær) med Ædelstene (corona aurea). — Dette har naturligvis altid kun været en Festdragt; den førtes af de republikanske Magg. kun ved Triumfen og i visse Tilfælde ved Lege. Magg. ejede den derfor heller ikke selv, men den opbevaredes paa Capitolium og udlaantes til den Magistrat, der skulde benytte den. Til daglig bar Magistraten kun — foruden Tunicaen med latus clavus, der er senatorisk — mullei samt en Toga med en Purpurstamme, toga praetexta; formodentlig er denne sidste endda forbeholdt de kuruliske Magg., bæres altsaa ikke af Kvæstorer, Tribuner og aediles plebis. — Foruden Magg. bærer ogsaa de højere Præsteskaber toga praetexta, men kun naar de fungerer ved en offentlig gudstjenstlig Handling.

Foruden Fredsdragten havde Magg. cum imperio en Krigsdragt. Det var en kort rød Kappe, sagum eller paludamentum (det første Ord ogsaa om andres Krigskapper, det sidste kun om Feltherrens), der bares ovenpaa Harnisket. Den anlagdes ved Auspicierne paa Capitol forud for Udrykningen, men maatte ellers ikke bæres i Byen og skulde aflægges, inden Magistraten ved sin Hjemkomst overskred pomoerium.

Embedssæde. Det er Magistratens Ret at foretage offentlige Handlinger siddende, medens Borgeren staar. Dertil er der tillagt ham en Stol, sella. De højere Magg. (alle cum imperio, Censor og Kurulædiler) fører sella curulis, dvs. en firkantet Stol uden Ryglæn og indrettet til at klappe sammen, af Elfenben og med svajede Ben. Navnet hænger vistnok sammen med currus; Stolen var oprindelig indrettet til at sættes paa en Vogn, og Retten til at køre i Byen var et kongeligt Prærogativ. Dette havde de republikanske Magg. mistet undtagen ved særlige Lejligheder, som Triumfen eller visse Lege; ellers maatte de gaa eller lade sig bære. Men Stolen havde de beholdt. Hvor den benyttedes, anbragtes den regelmæs; sig paa en Forhøjning, tribunal. - - Tribunerne havde hverken sella eller tribunal, men Bænke, subsellia.

§ 31 >>>