A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 30

31. KONGEN, REX.

Vi finder i Kongetiden de tre velbekendte Forfatningsfaktorer: Magistrat, Raad og Folkeforsamlinger, alle i Virksomhed. Men hele Magistraturen er koncentreret i een Person, og han fungerer ikke med Aarsfrist, men paa Livstid. Han har hele det gamle Imperiums Beføjelse, altsaa særlig den fulde Tvangsmyndighed uden provocatio og den højeste Domsmyndighed, ligeledes uden provocatio; dog kan han overlade Afgørelsen til Folket. Endvidere tilkommer der ham Ret til at udnævne Embeds; mænd (duoviri perduellionis o. a.) og Præster.

Af særlig Betydning er det, at hos Kongen den højeste magistratiske Myndighed er forenet med den højeste præstelige, medens i Republikkens Magistratur disse to Omraader er skarpt adskilt. Ved Kongedømmets Afskaffelse bevaredes derfor denne Side af Kongens Virksomhed, forsaavidt det syntes nødvendigt overfor Guderne, hos en præstelig Funktionær, der bar Navnet rex (rex sacrorum). Han rangerer øverst af alle romerske Præster, men maa ikke beklæde noget Embede. Hans vigtigste Funktion (foruden Ofringer) var i ældre Tid Bekendtgøreisen af Kalenderen for hver Maaned; dette maa altsaa have været et kongeligt Prærogativ. — Kongens vigtigste præstelige Forretninger blev dog ikke henlagt til rex sacrorum, men til pontifex maximus, der derfor ogsaa havde Embedslokale i regia.

Den lovgivende Magt var efter vor Overlevering ikke hos Kongen alene; Love vedtoges efter hans Forslag paa comitia curiata. Det kan godt være rigtigt.

Kongevalget henlægger vor Overlevering til comitia curiata. Kongen vælger ikke selv sin Efterfølger; ved hans Død indtræder interregnum, og paa Forslag af interrex vælges Kongen af Folket, og Valget bekræftes dernæst af Senatet (auctoritas patrum). Efter Valget meddeles der Kongen imperium ved en lex curiata. — Dette kan næppe være rigtigt. Den dobbelte Beslutning af samme Folkeforsamling er stødende, og ved den nærmeste Analogi, Diktatorvalget, finder heller intet Folkevalg Sted. Diktatoren udpeges af Senatet, udnævnes af Konsulen og faar dernæst ved en lex curiata Imperium. Valget paa Curiatcomitier er vist for Kongetidens vedkommende falsk Konstruktion paa Grundlag af Republikkens Forhold; derimod er Interregnet, Senatsbekræftelsen og lex curiata sikkert rigtige.

§ 32 >>>