A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 31

32. KONSULATET.

Oprindelse. Efter Overleveringen valgtes straks efter Kongedømmets Afskaffelse to Konsuler. Nyere Formodninger om Oprindelsen er omtalt § 41.

Navn. Ved Siden af consul findes i ældre Tid to andre Benævnelser for det højeste Embede: praetor (af praeire), der nærmest betegner Hærførervirksomheden, og iudex, der betegner den ældre Tids vigtigste Virksomhed i Byen. I hvilket Forhold Benævnelsen consul staar til disse Navne, er ikke opklaret; selve Ordets dunkle Dannelsesmaade og udelukkende Anvendelse tyder paa Ælde. Af Navnet praetor, med Tilføjelse maximus, kommer det græske strategós hypatos eller blot stragegós; senere blot hypatos.

Valg. Om Kvalifikationerne for Magistråtsvalg er der talt ovenfor. 367 fik Plebejerne Adgang til Konsulatet, senere (kort efter Nederlaget ved de caudinske Passer) bestemtes, at den ene Konsul skulde være Plebejer. Den anden Plads Vedblev længe at besættes med en Patricier; to plebejiske Konsuler første Gang 172. — Konsulvalg foregik først af alle patriciske Magistratsvalg, og før det var tilendebragt, kunde de andre Magg. ikke vælges. Det lededes regelmæssig af en Konsul; ekstraordinært af Diktator eller interrex; ikke af Prætor. Døde eller abdicerede en Konsul inden Embedsaarets Udløb, besørgede den tiloversblevne Valget af en ny (sufficere, consul suffectus); dog kunde dette undlades. - Pompeius var Enekonsul 52.

Kompetence. Konsulatets Magtfuldkommenhed er oprindelig efter vor Overlevering den samme som den kongelige, dog fraset det religiøse Omraade og at Provokationen altid gælder overfor Konsulen. En betydelig Indskrænkning laa dog dels i Kollegialiteten, dels i Begrænsningen til et Aar med paafølgende Ansvarlighed, og endelig i den Hemsko Tribunatet kom til at danne. løvrigt bliver her nærmest at fremstille, hvorledes det konsulariske Imperium efterhaanden indskrænkedes og hvad der blev tilbage.

Kommando. Konsulerne er lige til Sulla Roms øverste Krigsherrer. Det er fast Regel at vigtigere Krige føres af dem i deres Embedsaar. Da Krigene kun førtes i den gode Aarstid og i ældre Tid ikke synderlig langt fra Rom, kunde Konsulerne vende hjem og varetage deres Forretninger i Byen, naar Krigen var forbi. Senere, da dette ikke altid kunde lade sig gøre, fik gerne den Konsul, der stod i Felten, sin Kommando forlænget (prorogare imperium), indtil hans Efterfølger indtraf. — Konsulerne ledede Udskrivningen, medens Senatet bestemte Hærens Størrelse; ligeledes udnævnte de Officerer (undtagen de folkevalgte Krigstribuner efter 363) og Underofficerer. I Førelsen af Krigen var de eneraadige. De kan vel ikke erklære Krig, og hvis de har en bestemt Provins, maa de ikke uden Foranledning overskride dens Grænse; men overfor Angreb kan de gøre det. I Krigen har de den fulde Feltherremyndighed med Ret over Liv og Død. — I ældre Tid forekom det, at begge Konsuler førte en Hær i Forening; i saa Fald vekslede Overkommandoen fra Dag til Dag. Det almindelige var dog at hver Konsul førte sin Hær, eller at den ene blev i Rom, den anden gik til Hæren. I dette Forhold greb tidlig Senatet ind, idet det erklærede sig om i hvilke Virkekredse (provinciae) Konsulerne burde anvendes. Delingen af disse mellem de to tilkom dem selv, idet de enten enedes (comparatio) eller trak Lod (sortitio); dog kunde de ogsaa overlade Fordelingen til Senatet. Ved en Lov af C. Gracchus bestemtes, at Senatet forud for Valget skulde fastsætte de konsulariske provinciae, om hvilke saa Konsulerne efter Valget enedes eller trak Lod. — I Tiden efter Sulla er hele dette Forhold ændret. Konsulerne bliver i Rom hele deres Embedsaar, men overtager efter dette med forlænget Imperium pro consule to af Senatet forud bestemte Provinser. Ved Provinser forstaas nu noget andet end tidligere, nemlig ligefrem Statholderskaber, der tidligere havde været forbeholdt Prætorerne. Som Statholdere styrer Konsulerne deres Provinser, men kan selvfølgelig ogsaa komme til at føre Krig, som Cæsar i Gallien.

Civiljurisdiktionen mistede Konsulerne ved Præturens Indførelse og beholdt derefter kun den saakaldte iuris dictio voluntaria, dvs. Retten til at lede saadanne civile Retshandlinger, hvor der ikke er Strid mellem Parterne, som Frigivelse o. l.

Dommermyndigheden i kriminelle Sager mistede Konsulerne efter Traditionen ved Provokationens Indførelse i Republikkens første Aar. Som Anklagere overfor de dømmende comitia centuriata optræder Konsulerne aldrig. Derimod forekom det i særlige Tilfælde, at Konsulerne, dels efter Folkebeslutning, dels som det synes blot efter Senatsbeslutning, overtog en kriminalretlig Undersøgelse og Paadømmelse (quaestio) alene og selvstændig, med eller uden consilium, med Tilsidesættelse af Provokationen. Det bekendteste Eksempel er Bacchanalieprocessen (Liv. 39, 9 ff.); et andet er Retsforfølgelsen efter Ti. Gracchus's Død mod hans Tilhængere, der førte til at C. Gracchus indskærpede den gamle Regel.

Politimyndighed. Den speciellere Politimyndighed gik ved Omformningen af Ædiliteten over til Ædilerne. Dog beholdt Konsulerne i Kraft af deres Imperium et almindeligt Polititilsyn og udøvede det navnlig overfor betydelige og statsfarlige Bevægelser (jvfr. Ciceros Optræden overfor Catilinarerne inden deres Henrettelse) samt overfor andre Magg., der begik Overgreb; de kan endog helt standse disses Virksomhed.

Census. Folketællingen og de dermed forbundne Virksomheder, navnlig Sammensætningen af Senatet, samt Dispositionen over Statsformuen gik i Tidens Løb fra Konsulerne over til Censorerne. Derimod beholdt de efter streng Ret Raadigheden over Statskassen, ialtfald indtil Republikkens sidste Tid.

Præstedømme. Af Kongedømmets præstelige Funktioner beholdt Konsulerne saa godt som intet. Ledelsen af de offentlige Lege gik 366 over til Ædilerne. Ved Latinerfesten præsiderede dog altid Konsulerne.

Ledelse af Folkeforsamling og Senat. Konsulernes vigtigste fredelige Funktioner i Republikkens sidste Aarhundreder bliver da Ledelsen af Folkets og Senatets Forhandlinger. Da Centurieforsamlingen kun i ringe Grad anvendtes til Lovgivning, indskrænker Ledelsen af Folkeforsamlingen sig endda væsentlig til Ledelsen af Valg. Derimod er Konsulerne altid de egentlige Ledere af Senatet, og dette er deres vigtigste Funktion; man tillægger dem en stor Del af Ansvaret for Statens almindelige Politik i deres Embedsaar, og med god Grund, da de alene har Initiativet overfor Senatet.

Resumé. Konsulerne begynder med at gøre saa at sige alting selv. Efterhaanden bliver det nødvendigt, mest af Hensyn til deres krigeriske Virksomhed, at befri dem for alle specielle Forretninger hjemme; fra 366 har de ikke andet tilbage end den almindelige Overledelse og Overtilsynet, som de stadig beholdt, og ved Siden deraf Feltherrestillingen. Ogsaa denne viste sig mere og mere uforenelig med deres fredelige Virksomhed; uden at vi nærmere kan angive Overgangen, indtræder efter Sulla den Regel, at Konsulerne ikke forlader Rom i deres Embedsaar — en Regel hvorfra der kun er faa Undtagelser.

Konsulatet i Kejsertiden. Under August indførtes den Skik at man oftest valgte flere Konsulpar hvert Aar; det første Par kaldtes ordinarii og brugtes i Datering, de andre suffecti. Konsulernes Bestilling var nu næsten kun Ledelsen af Senatet; særlig fremtræder de som dets Ledere i dets nye Virksomhed som Domstol. Efterhaanden som Senatets Betydning sank, blev Konsulatet en blot Titel, der medførte store Udgifter til Repræsentation, men ingen Indflydelse. — Til Beklædelsen af Konsulatet knyttede sig ogsaa i Kejsertiden Bestyrelsen af en Provins (Senatsprovins), dog først efter et Mellemrum af 5 Aar.

Ærestegn. I ydre Henseende fremtræder Konsulatet med stor Pomp. Hver Konsul har 12 Liktorer, men de har tilsammen kun 12 Fasces, der veksler maanedlig mellem dem; Liktorerne med Fasces gaar foran Konsulen, de uden Fasces bagefter. Den Konsul der har Fasces besørger tillige i første Række Forretningerne; han præsiderer i Senat og Folkeforsamling. Fraset dette er det Regel, at de to Konsuler saavidt muligt handler i Fællesskab. — Tiltrædelsen af Konsulatet foregaar under mange Ceremonier: natlige Auspicier, Offer paa Capitolium. Paa Tiltrædelsesdagen afholdtes i senere Tid regelmæssig et Senatsmøde til Drøftelse af den almindelige politiske Situation.

§ 33 >>>