A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 32

33. PRÆTUREN.

Oprindelse og Udvikling. Ved de Liciniske Love 367 bestemtes det, at der hvert Aar skulde vælges en Prætor, der dels skulde lede den private Retspleje (iuris dictio), dels fungere som Stedfortræder for Konsulerne. Embedet var fra først af patricisk; den første plebejiske Prætor fungerede 337. — I 242 oprettedes der en Plads til for Jurisdiktion mellem Fremmede indbyrdes og mellem Borgere og Fremmede. Den nye Prætor kaldtes praetor qui inter peregrinos (eller inter cives et peregrinos) ius dicit; den ældre (og fornemmere) praetor urbanus. — Oprettelsen af Provinserne Sicilien (241) og Sardinien (238) gav i Aaret 227 Anledning til Oprettelsen af to nye Pladser til Bestyrelsen af disse Provinser; efter Spaniens Erobring føjedes Aar 197 to til, saa at Antallet blev 6. Sulla forøgede det til 8, men ændrede samtidig Prætorernes Funktion, hvorom senere.

Valg. Prætorvalget fandt Sted paa Centurieforsamlingen under Ledelse af en Konsul.

Prætorens Kompetence var en dobbelt: dels en almindelig og fælles, dels en speciel, forskellig for hver Plads. Vi behandler den almindelige først.

Prætor som KonsulensStedfortræder. Prætor er collega consulis minore potestate; Præturen var egentlig en Udvidelse af Konsulatet og fik derfor samme Navn, som dengang brugtes for det øverste Embede; derfor vælges der oprindelig kun een Prætor, modsat alle andre Magistratskollegier. Prætoren besidder altsaa det fulde Imperium. Hans Kompetence er ganske den samme som Konsulens nedefter; overfor lavere Magg. og Private er der ingen Forskel. Men overfor Konsulen staar han tilbage; og dette Forhold fremtræder navnlig deri, at han i Konsulernes Nærværelse regelmæssig afholder sig fra at udføre noget dem paahvilende Hverv, medmindre han dertil (af Senatet) faar særligt Mandat. Ligeledes er han underkastet Konsulens fulde Befale- og Tvangsmyndighed; Konsulen kan endog helt forbyde ham al Magistratsvirksomhed (Cæsar). — Der; imod er det fast Regel, at Prætor i Konsulernes Forfald, altsaa navnlig naar begge Konsuler er fraværende fra Rom, overtager deres Forretninger. Som Stedfortræder for Konsulerne leder Prætor (ifølge Sagens Natur regelmæssig praetor urbanus; men nogen retlig Begrænsning er dette ikke) Senatet; sammenkalder Comitierne og forelægger dem Love; fører det almindelige Tilsyn med Statens Sikkerhed, o. s. v. Kun for ganske enkelte Ting er han inkompetent: han kan ikke lede Valget af en senatorisk Magistrat (derimod vel andre Valg, tresviri colo; niae deducendae), og han kan ikke udnævne en Diktator. - Ligeledes er han beføjet til at overtage en militær Kommando med fuldt auspicium og imperium og derfor eventuelt til at triumfere; men han kan ogsaa underordnos en kommanderende Konsul (f. Eks. som Flaadeanfører), hvad en Konsul ikke kan.

Jurisdiktion.. Prætors specielle Kompetence var oprindelig alene , dvs: den civile Retspleje, Konsulatets vigtigste Funktion i Fredstid. Her er han altsaa ikke Konsulens Kollega; thi denne kan ikke mere udøve iuris dictio. Derimod kan Konsulen i Kraft af sin maior potestas kassere en Afgørelse af Prætor og endog helt standse hans Virksomhed. — Prætorens Virksomhed ved Civilprocessen var ikke dømmende; han havde at afgøre alle rent formelle Spørgsmaal, ordne Besiddelsesforholdet og formulere Stridsspørgsmaalet saaledes, at der kun blev et faktisk Spørgsmaal at løse; dette Spørgsmaal forelagdes saa en Dommer (iudex, undertiden flere, recuperatores), der af Prætor.udtoges efter visse Regler. Denne Dommer paadømte saa Sagen; for Dommens Eksekution sørgede Prætor. — Der fremkom saaledes to skarpt adskilte Forhandlinger i enhver privat Sag: en indledende hos Prætor (in iure) og en afsluttende hos iudex (in iudicio).

Edikt. Af stor Vigtighed for den civile Retspleje blev efterhaanden det Edikt, som Prætoren udstedte straks efter sin Tiltrædelse af Embedet, og hvori han bekendtgjorde, hvilke Retsnormer han agtede at følge. Det udviklede sig til en af de vigtigste Retskilder for romersk Ret, idet næsten hele dets Indhold stadig gentoges af hver ny Prætor, eventuelt med Tilsætninger og Forandringer, som Erfaringen havde gjort ønskelige eller nødvendige. Saadanne Edikter udstedtes af alle Prætorer, ogsaa af Provinsprætorerne; men det vigtigste er praetor urbanus's. Det nærmere herom saavelsom om hele iuris dictio under Retsvæsenet.

Lege. En særlig Bestilling for praetor urb. er Afholdelse af de i 212 indførte ludi Apollinares.

Statholderskab. De fra 227 oprettede nye Pladser medførte tildels en meget forskellig Funktion. Det var Statholderembeder i de romerske Provinser. Ganske vist var den civile iuris dictio en vigtig Del af Statholderens Forretninger; men ved Siden deraf havde han ogsaa Kriminaljurisdiktion og hele Provinsens Administration. Endvidere maatte han have Tropper for at bevare Roligheden i Provinsen og eventuelt værge den mod Angreb. Det var saaledes nødvendigt at have en Magistrat med fuldt Imperium til disse Pladser; endog alvorlige Krige er blevet ført af Prætorer. — Det nærmere om Statholderens Funktion hører under Provinsbestyrelsen. Fordeling af PrætorernesVirkekredse. Der var efter 197 normalt 6 prætoriske provinciae at fordele hvert Aar: de to Jurisdiktioner i Byen og de fire Provinser Sicilien, Sardinien og de to Spanier. Men det hændte ofte at een eller flere Prætorer maatte anvendes andetsteds, f. Eks. i Krigen; og efter at der 146 var kommet to nye Provinser til, slog Prætorernes Tal aldrig til. - Fordelingen foretoges paa den Maade, at Senatet fastsatte hvert Aar, hvilke Hverv Prætorerne skulde overtage; om Fordelingen trak de saa Lod. Naar Tallet af provinciae oversteg Tallet af Prætorer, hjalp man sig med prorogatio, dvs: man forlængede imperium for en af Prætorerne for det forrige Aar og lod ham fortsætte sin Virksomhed pro praetore. Dette kunde ske saavel med et Statholderskab som med en Anførsel, derimod ikke med de to provinciae urbanae; de skulde altid nybesættes hvert Aar, men kunde til Nød forenes paa een Haand. Sjældent skete det at man overdrog en Prætor, der i det forrige Aar havde været anvendt paa anden Maade, en Provins med forlænget Imperium.

Kriminaljurisdiktion. Da man i Aaret 149 oprettede den første staaende Kriminaldomstol (quaestio perpetua), sattes der en Prætor i Spidsen for den. Prætor fik herved en ny Bestilling: at modtage de Anklager, der henhørte under hans quaestio, at udtage Dommerne og præsidere i Retten. Efterhaanden oprettedes Kriminaldomstole for flere Arter af Forbrydelser, og de -forestodes alle hver af en Prætor. Følgelig maatte Prætorerne alle blive i Byen i hele deres Embedsaar, to for at lede Civiljurisdiktionen og de andre fire for Kriminalretsplejens Skyld. Statholderskaberne maatte besættes med de afgaaede Prætorer, hvis Imperium forlængedes, saaledes at Præturen faktisk blev toaarig (eller tretil fireaarig, hvis det var nødvendigt yderligere at forlænge Statholderens Imperium). De enkelte Trin i denne Udvikling kan vi ikke angive; efter Sulla finder vi den fuldt færdig, og den er rimeligvis, med nogle Ændringer, blevet fastslaaet som Regel af ham.

Præturen efter Sulla. Sulla havde forøget Prætorernes Tal til 8, havde ordnet hele Kriminalretsvæsenet i Kvæstionernes Form og bestemt, at alle Prætorerne skulde blive i Rom hele deres Embedsaar og dernæst overtage en Provins. Altsaa maatte hvert Aar Prætorerne straks efter (eller maaske endog før) deres Tiltrædelse kaste Lod om deres Hverv i Byen: de to civilretlige og 6 kriminalretlige Jurisdiktioner. Dernæst bestemte Senatet de 8 prætoriske Provinser for det følgende Aar; de to konsulariske var allerede fastsat Aaret iforvejen, da de skulde bestemmes inden Konsulvalget. I deres Embedsaar trak saa de 8 Prætorer Lod om deres Provinser. — Skønt der saaledes hvert Aar normalt var 10 Promagistrater disponible til Provinsbestyrelsen, slog Tallet dog ikke til, dels fordi der alligevel var for mange Provinser (kort efter Sulla kom flere til), dels fordi man gav Folk Lov til at undslaa sig for at overtage en Provins. Man maatte derfor ofte lade Statholdere sidde to eller tre Aar i en Provins. -Ved en Lov af Pompeius fra Aar 52 bestemtes det at der skulde hengaa 5 Aar mellem Beklædelsen af Konsulat eller Prætur og Overtagelsen af et Statholderskab.

Præturen i Kejsertiden. I Kejsertiden forøgedes Prætorernes Tal (der blev efterhaanden regelmæssig 16), men deres Betydning sank, idet Retsplejen mere og mere gik over dels til Senatet, dels til de kejserlige Øvrigheder. August henlagde Bestyrelsen af Ærariet til to Prætorer; ligeledes overdrog han Prætorerne de Lege som hidtil havde været foranstaltet af Ædilerne; Præturen blev derved en meget byrdefuld Post. — Ved Besættelsen af Senatsprovinserne (for saa vidt de ikke var forbeholdt Konsulerne) vedblev man at anvende de afgaaede Prætorer, idet man fastholdt Reglen om de 5 Aar. Der var. imidletid nu langt flere Prætorer end Senatsprovinser.

Ærestegn. Prætorerne fører i Rom to Fasces hver, i Provinsen 6 (derfor paa Græsk Strategós hexapélekys).

§ 34 >>>