Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930) 34. CENSUREN.Censuren oprettedes efter Overleveringen 443 i Anledning af at det efterhaanden var blevet Konsulerne umuligt at afholde Folketællingen og de dertil knyttede Forretninger; det bestemtes derfor at der dertil skulde vælges to censores. Embedet var patricisk; første piebejiske Censor 351. Efter Overleveringen bestemtes 339 at den ene Censor skulde være en Plebejer; to plebejiske Censorer første Gang 131. — Embedets Varighed fastsattes ved en lex Aemilia til 18 Maaneder. — Til visse censoriske Forretninger, der naturlig knyttede sig til Censurens Hovedopgave, men ikke kunde tilendebringes indenfor de 18 Maaneder, indrømmedes der som Regel Censorerne en yderligere Frist af 18 Maaneder efterat de havde nedlagt Embedet. Imellem hver Censur forløb en mindre Aarrække; i Begyndelsen var denne højst uregelmæssig, senere forløb normalt fem Aar mellem hver Censurtiltrædelse. — Censorerne valgtes paa Centurieforsamlingen under Ledelse af en Konsul. Valget foregik regelmæssig i Begyndelsen af Aaret, inden Konsulerne rejste udenbys; Censorerne tiltraadte straks Embedet uden Designationsfrist, altsaa regelmæssig i Foraaret. Gentaget Valg til Censor er kun forekommet een Gang og blev derefter ved Lov forbudt (jfr. § 29). Censuren staar i Magistraternes officielle Rangfølge mellem Præturen og Ædiliteten. Denne Plads udtrykker ganske godt dens <juridiske Stilling: Censoren har intet Imperium, altsaa ikke Ret til at forhandle med Folk og Senat, ej heller til at byde over de lavere Magg., og ingen Liktorer; derimod har han toga praetexta og sella curulis, er valgt paa comitia centt. og er ikke de med Imperium beklædte Magg.s Befalinger underkastet; man kan ikke appellere fra Censor til Konsul eller Prætor (men vel i visse Tilfælde til Tribunen). — Faktisk blev Censuren det fornemste af alle romerske Embeder. Paa Grund af den store diskretionære Magt tog man kun prøvede Statsmænd til den — næsten altid Konsularer; den blev saaledes det sidste Embede, man kunde opnaa, og netop derved det højeste. Af særlige Ærestegn har Censoren kun Retten til at blive begravet i den røde Purpurtoga; om han nogensinde førte den i Funktion, er usikkert. Kollegialitetsprincippet gennemførtes strengere ved Censuren end ved nogen anden Magistrat; for den egentlige Census's vedkommende er det ikke nok at den ene Censor ikke nedlægger Indsigelse mod den andens Afgørelse; de skal positivt være enige, og Mangelen af positivt Samtykke fra den enes Side gør den andens Handlinger ugyldige. — I nøje Forbindelse hermed staar vistnok den Regel, at dersom en Censor dør i sit Embedsaar, kan der ikke vælges en anden i hans Sted, ej heller kan den tiloversblevne fortsætte Virksomheden alene, men maa nedlægge Embedet. Censorernes Opgave var fra først af kun Folketællingen med Skatteansættelsen og Revisionen af Ridderkorpset, hvortil sluttede sig cura morum. Ved lex Ovinia overdroges dem i Slutningen af fjerde Aarhundrede lectio senatus. Ogsaa Bortforpagtningen af Statens Indtægter og Udgifter synes at være kommet senere til. Census. Den mest fremtrædende af de censoriske Forretninger er Folketællingen (census i strengere Forstand); til den knytter sig Fastsættelse af Skatteindtægt og Ordning af Folket efter dets forskellige Afdelinger; Revision af Ridderskab og Senat; Sædelighedsdomme. Denne Forretning foretoges paa Marsmarken, under aaben Himmel, men i Nærheden af Censorernes Embedslokale, villa publica. Til Grund for Folketællingen lagdes Listerne fra den sidste Census, der revideredes og suppleredes. Enhver fuldmyndig Borger havde oprindelig at møde, for saa vidt han ikke var gyldig undskyldt; Unddragelse fra Census straffedes med Pisk, Salg som Slave og Formueskonfiskation. I senere Tid optoges særlig Census i Municipier og Kolonier og indsendtes til Rom. - Tællingen foretoges efter Tribus. Borgeren opgav under Ed Navn, Fader eller Patron, Tribus, Alder og Formue; endvidere skulde han opgive Navn paa Hustru og Børn og disses Alder. Censorerne indskrev nye Borgere i Tribus og kunde ogsaa flytte Borgere fra en Tribus til en anden; se nedenfor. De Frigivnes Forflyttelse fra alle Tribus til de 4 Bytribus beroede saaledes paa censorisk Foranstaltning; ligesaa Optagelsen af cives sine suffragio i Tribus, dog kun ifølge særlig Lov. — Angivelsen af Formue var specificeret og omfattede alle Arter af Værdigenstande; af Grundejendom dog kun den der var censui censendo, dvs. den der var opført i Tribus (altsaa ikke ager provincialis). Samtlige Ejendele ansattes til en vis Pengeværdi, hvorved Censorerne kunde modarbejde Luksus ved at ansætte Luksusgenstande højt. Den ansatte Værdi lagdes til Grund ved Skatteopkrævningen. — Resultatet af Folketællingen var en Liste over samtlige voksne mandlige Borgere; desuden førtes der særlig Listo over saadanne umyndige og Kvinder som havde skattepligtig Ejendom. Paa Grundlag af denne Liste inddeltes dernæst Borgere i Klasser og Centurier efter de derom bestaaende Regler. Ved Mønstringen af Ridderkorpset (recognitio equitum), havde Censoren ikke blot at sørge for at de der havde overskredet Aldersgrænsen eller var Invalider udtraadte (ved Aflevering af Hesten, reddere equum), og at de ledige Pladser besattes med Mænd der havde de dertil fornødne Kvalifikationer, men tillige at mønstre alle Indehaverne af Statsheste, der derfor havde at møde med disse. Befandtes Rytter og Hest tilfredsstillende, befalede Censoren Rytteren at passere (traduc equum); i modsat Fald udstødtes vedkommende af Korpset ved Befalingen vende equum, hvortil hørte Tilbagebetaling af aes equestre. Se ogsaa § 14. Censorerne affattede Senatslisten (legere senatum, lectio senatus). De lagde herved Listen fra den forrige Censur til Grund; de optog nye Medlemmer for at holde hele Senatet paa det normale Tal (300); herved fulgte de visse Regler, hvorom der bliver at tale under Senatet. De var ikke forpligtet til at følge den forrige Liste overalt, men kunde forbigaa (praeterire) et Navn, hvorved vedkommende udelukkedes af Senatet (senatui movere). Saavel til Optagelse som til Udelukkelse krævedes Enighed mellem Censorerne. Med hele denne Virksomhed staar den censoriske Myndighed til at ikende Æresstraffe i den nærmeste Forbindelse. Disse Æresstraffe bestod i: Udslettelse af Senatslisten; Fjernelse fra Ridderkorpet; endelig i den Straf, der betegnes med Udtrykket tribu movere et aerarium facere. Hvad der menes med dette Udtryk, er ikke helt sikkert. Aerarium facere betegner sandsynligvis Nedsættelse i en Straffeklasse med forhøjet Skat (octoplicato censu, hedder det et Sted). Tribu movere forklares forskelligt: enten om Forflyttelse fra en Tribus til en anden, som Straf altsaa fra en Landtribus til en Bytribus; eller om fuldstændig Udelukkelse af Tribus, altsaa med Tab af Stemmeret; efter denne Forklaring er Udtrykket identisk med in Caeritum tabulas referre, dvs. gøre til civis sine suffragio. De to Ting, tribu movere og aerarium facere, fulgtes altid ad. Overfor al mindelige Borgere var dette den eneste Form for censorisk Straf; overfor Senatorer og Riddere kunde Censoreren nøjes med Udstødelse af Senat eller Ridderkorps, men de kunde ogsaa kombinere denne Straf med Udstødelse af Tribus og Nedsættelse mellem aerarii. — Formen for den censoriske Æresstraf (ignominia, ikke poena) var den, at Censorerne ved Mandens Navn tilføjede en Bemærkning (nota), med Angivelse af Grunden til deres Behandling af ham. Censorerne handlede her ganske efter deres Skøn og tog de forskelligste Hensyn; regelmæssig var Straffegrundene Handlinger der var moralsk forkastelige og anstødelige uden at medføre juridisk Ansvar. Det var almindeligt at der gaves vedkommende Lejlighed til at forsvare sig, dersom han ønskede det. Folketællingen afsluttedes med et højtideligt Renselsesoffer lustrum; om Ceremonien bruges Udtrykket lustrum condere (egentlig: begrave Renselsesofret). Den hele exercitus, ordnet efter sine Afdelinger, tilfods og tilhest, opstiller sig paa Marsmarken. Den ene af Censorerne tager Fanen ( vexillum og stiller sig i Spidsen. Tre Offerdyr, Galt, Vædder og Tyr (suovetaurilia), føres tre Gange omkring Hæren og ofres dernæst til Mars; samtidig aflægges Løfte om at gøre det samme ved næste lustrum, med Bønnen »ut dii immortales populi Romani res meliores amplioresque faciant«; den forandredes af Scipio den Yngre ved hans Censur i 142 til »ut eas perpetuo incolumes servarent«. Censoren førte derpaa Hæren sub vexillo til Byporten, hvor han lod hver gaa til sit; den nye Borgerliste nedlagde han i aerarium. Derpaa nedlagde Censorerne Embedet. — Det var ikke altid at det lykkedes Censorerne condere lustrum, selv om de ellers havde ført Censuren til Ende; religiøse Betænkeligheder kunde hindre det. Hvilken retslig Betydning den manglende Afslutning havde, ses ikke med Sikkerhed af Overleveringen. Muligvis fik Borgerlisten ikke Gyldighed. Bortforpagtning af Statens Indtægter og Udgifter. Ved Siden af Folketællingen med de dertil knyttede Virksomheder staar som den anden Hovedside af Censorernes Virksomhed Ordningen af Statens Indtægter og Udgifter, vectigalia og ultro tributa. Det var Regel i Rom at Statens Indtægter (publica, nemlig vectigalia) (med Undtagelse af Formuesskatten, tributum, og Provinsernes faste Afgift, stipendium) ikke opkrævedes direkte af de offentlige Myndigheder, men bortforpagtedes (locabantur) til den højestbydende (manceps, emptor, conductor); herom bruges Udtrykket locare vectigalia utenda, fruenda. Ligesaa var det Regel at de fleste Statsudgifter, navnlig saadanne Arbejder som regelmæssig flød af Statens Ejendom, men ogsaa Leverancer, overtoges af Private i Entreprise mod en bestemt Sum, der fastsattes ved Licitation; Arbejdet gik altsaa her til den lavestbydende; ogsaa herom bruges Udtrykket locare (publica, nemlig opera); om Entreprenøren (manceps) siges redimere, conducere publica. Ogsaa kaldes den der regelmæssig overtager Forpagtninger og Entrepriser (qui conducit publica) publicanus. Disse Forretninger besørgedes af Censorerne; Licitationen foregik paa Forum ved hasta, Auktionens Mærke. De bortforpagtede al indtægtsgivende Statsejendom, som Jord, være sig Agerland eller Græsgange, Bjergog Saltværker o. l.; Told- og Havneafgifter; Tiende af Land i Provinserne o. s. v. For Forpagtningssummen stilledes Sikkerhed ved Kautionister (praedes) i Grundejendom (praedia). Censorerne var ikke pligtige til at modtage det højeste Bud, men kunde ogsaa tage andre Hensyn. — Derimod kunde Censorerne ikke afhænde Statsejendom eller vilkaarlig forandre dens Bestemmelse; derom kræves Beslutning af Senat eller Folk. Ved Bortliciteringen af Arbejder og andre Ydelser til det Offentlige (opera publica, ultro tributa) forpligtede Censorerne Statskassen. Dette kunde de imidlertid ikke gøre egenmægtig; ved Senatsbeslutning stilledes der en bestemt Sum til deres Raadighed, som de ikke maatte overskride. Men indenfor denne Grænse raadede de frit, om de end naturligvis maatte opstille en Art Budget overfor Senatet, navnlig over Nyanlæg. — Arbejderne falder i to Grupper: Nyanlæg (Bygninger, Veje, Vandledninger o. s. v. og Vedligeholdelse. Om den sidste, der var langt den omfangsrigeste Side af denne Censorernes Virksomhed, bruges særlig Udtrykket locare aliquid tuendum, f. Eks. aedem tuendam. Hertil knyttede sig Kontrollen med de af de foregaaende Censorer udbudte Arbejder: exigere sarta tecta om Vedligeholdelse. De af dem selv udbudte Nyanlæg kontrollerede de selv saavidt muligt efter Udførelsen (exigere opus); hertil gaves der dem regelmæssig 1˝ Aars Forlængelse af deres Myndighed, efterat de havde nedlagt Embedet. — En tredie Gruppe udgør Ydelser til Staten, saavel Leverancer som Arbejder. De bortliciteredes ligeledes af Censorerne, dog i Reglen ikke forsaavidt de angik Hæren. Domsmagt. Til denne Side af Censorernes Virksomhed knyttede sig en ikke uvigtig dømmende Myndighed. Censorerne havde at paase at der ikke skete Indgreb af Private paa Statens Ejendom, og de afgjorde derfor regelmæssig Grænsespørgsmaal af denne Art. Ligeledes afgjorde de Stridsspørgsmaal mellem Staten og redemptores. Stedfortrædere for Censorerne. Hvor der var Tale om permanente Ydelser, løb Censorernes Kontrakter til næste Censur. Forsaavidt det var nødvendigt at forny dem i Mellemtiden, overdroges dette Hverv regelmæssig til Konsulerne eller Prætorerne, der overhovedet fungerede som Censorernes Stedfortrædere paa dette Omraade. Tilsynet med Roms offentlige Anlæg paalaa dog i Mellemrummet mellem Censurerne Ædilerne. Censuren i Kejsertiden. I Kejsertiden afholdtes der i Begyndelsen nu og da Censur, mest af Kejseren selv. Men den regelmæssige almindelige Folketælling med Formuesangivelse o. s. v. ophørte snart, og de andre censoriske Forretninger besørgedes paa anden Maade. Recognitio equitum og lectio senatus besørgedes af Kejseren selv — den sidste faldt i den gamle Form efterhaanden aldeles bort. Vedligeholdelsen af de offentlige Anlæg overdroges tildels staaende Kommissioner (curatores operum publicorum, aquarum, viarum); andet besørgedes af Ærariets Embedsmænd. |
Sidst revideret 14. 9. 2011