Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930) 36. KVÆSTUREN.Oprindelse og Udvikling. Om Oprindelsen til Kvæsturen vides med Sikkerhed kun, at der 447 første Gang valgtes to Kvæstorer ved Folkevalg (rimeligvis paa comitia tributa, se § 21 Anm.). Det antages almindelig, at der allerede før denne Tid gaves Kvæstorer, udnævnt af de øverste Embedsmænd og fungerende som deres Medhjælpere. De fra 447 valgte Embedsmænd, der senere til Adskillelse fra andre Kvæstorer kaldtes quaestores urbani (gr. tamíai), havde under sig Forvaltningen af Skatkammeret (aerarium). Snart efter (421) tilføjedes to nye Kvæstorer, der skulde følge Feltherren (Konsulen) i Felten og være ham behjælpelige der, samt særlig forvalte Krigskassen; samtidig aabnedes Embedet for Plebejere. Skatkammerkvæstorerne var jo bundne til Byen, og Konsulerne trængte derfor til en Erstatning. Efter Italiens Undertvingelse (267) tilføjedes 4 Kvæstorer, der fik forskellige administrative Hverv i Italien. Allerede inden Sulla var Tallet maaske forøget udover de otte; Sulla fastsatte Antallet til 20; de 12 anvendtes i Provinserne som Statholdernes Medhjælpere og Kasseførere. Valg. Kvæstorerne valgtes paa comitia tributa. I Republikkens senere Tid tiltraadte de deres Embede den 5te December. De trak Lod om deres Funktioner (provinciae), der fastsattes af Senatet, som ved Prætorerne. Quaestores urbani har Bestyrelsen af aerarium, det romerske Skatkammer og Arkiv. Dets Bygning laa paa Forum ved Saturnstemplet. Kvæstorerne modtog alle Indtægter som gik i Statskassen; de inddrev Statskassens Fordringer paa Private og afholdt Tvangsauktioner; hos dem stilledes Pant (i Grundejendom) for Gæld til Statskassen; ligeledes bortsolgte de offentlig Ejendom, naar saadant forordnedes af Senat eller Folk. De afholdt alle Udgifter af Statskassen, men kun efter udtrykkelig Hjemmel (i Reglen Senatsbeslutning). De modtog Regnskabsaflæggelse fra Embedsmænd, der havde offentlige Midler at forvalte. Over alt dette førte de Regnskab, og havde hertil et stort Kontorpersonale (scribae), der naturligvis i Virkeligheden besørgede det hele. Den hele Ordning med aarlig vekslende, ganske unge Mænd i Spidsen for Finanshovedkassen var ganske taabelig. Ærariet benyttedes foruden som Skatkammer tillige som Arkiv (tabularium). Oprindelig maatte naturligvis alle Dokumenter vedrørende Statsregnskabet (Kontrakter o. desl.) bero i Ærariet; men dertil kom senere alle Senatsbeslutninger, Love og mange andre officielle Dokumenter. Optegningsmaterialet var meget tidlig Papir. Ogsaa denne Side af Forvaltningen stod under Kvæstorerne. Provinskvæstorer. Af de andre Kvæstorer, der ikke har nogen særlig Benævnelse, knyttedes een til hver Konsul og senere een til hver Provinsstatholder (til Statholderen over Sicilien to). Disses Funktion var først og fremmest at forvalte Kassen (Krigskassen og Statholderens Kasse) og bogføre alle Indtægter og Udgifter. Endvidere sorterede under dem hele Forplejningsvæsenet i Felten. Men tillige var de paa alle Omraader deres Foresattes Hjælpere og Næstkommanderende. I Felten var Kvæstoren den højeste Officer næst efter Feltherren; i Provinsen var han hans Medhjælper i hele Forvaltningen. Maatte Statholderen forlade sin Provins inden hans Afløser var kommet, overdrog han regelmæssig Kvæstoren Bestyrelsen (quaestor pro praetore); døde han uden at have indsat en Stedfortræder, traadte Kvæstoren uden videre i hans Sted. Ligesaa med Feltherren. Italiske Kvæstorer. Om de italiske Kvæsterers Funktion vides saa godt som intet; een var ansat i Ostia til at tage sig af Korntilførslen. I Kejsertiden bevaredes Provinskvæstorerne for Senatsprovinserne, men ikke for de kejserlige. Derimod fratoges Ærariet Kvæstorerne og overdroges til to Prætorer, senere til to praefecti aerarii, der udtoges blandt fhv. Prætorer og fungerede paa flere Aar. Kvæsturen bevaredes som Titel til Oldtidens Slutning. Ærestegn. Kvæsturen mangler alle den højere Magistraturs Værdighedstegn og Beføjelser; dens eneste Udmærkelse er den simple sella. I Provinsen førte han dog to Liktorer. Anm. Quaestores parricidii og Kvæsturens Oprindelse. I Republikkens ældste Tid (indtil Decemviraltiden) omtales oftere Kvæstorer med en helt anden Funktion end de os bekendte, nemlig som Ledere af Kriminalretsplejen. De kaldes i den antikvariske Overlevering med det særlige Navn quaestores parricidii; i Annalerne blot quaestores. De paadømte Kapitalsager under Provokation og sammenkaldte og ledede den dømmende Folkeforsamling. Om de valgtes hvert Aar eller kun naar Anledning gaves, fremgaar ikke af Overleveringen. — Af en saadan Virksomhed findes hos de senere Kvæstorer ikke det ringeste Spor, og man vilde aldrig falde paa at sætte de to Magg. i Forbindelse med hinanden, dersom de ikke havde samme Navn. Dette Navn passer tilmed efter sin Betydning kun paa quaestores parricidii (quaerere er det tekniske Udtryk om den magistratiske Kriminalundersøgelse), og det er ganske uforklarligt, hvorledes man er kommet til at kalde en Kasserer og Bogholder for quaestor. Paa den anden Side er en saa radikal Forandring i et Embedes Kompetence enestaaende i den romerske Statsret. Sagen bliver endnu vanskeligere derved, at vi faktisk er uvidende om, hvorledes man i Republikkens ældre Tid (indtil Midten af 2det Aarh.) har behandlet almindelige grove Forbrydelser som Mord, Brandstiftelse o. desl. — Nogen Løsning af denne Gaade er ikke fundet; hverken Antagelsen eller Forkastelsen af en Sammenhæng mellem de to Slags Kvæstorer lader sig tilstrækkelig begrunde. |
Sidst revideret 14. 9. 2011