A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 3

4. BORGERSAMFUNDETS OMFANG OG UDVIDELSE.

Oprindelig omfattede det romerske Borgersamfund kun een By, Rom med tilliggende Distrikt. Ved Erobring udvidedes det efterhaanden til tillige at omfatte en Kreds af Byer i Roms Omegn: Municipier og Kolonier. Denne Form for Udvidelse (hvorom nærmere i § 7) ophørte i Hovedsagen med den latinske Krig (338), og fra den Tid af til Forbundsfællekrigen forekom ingen større Udvidelse af Borgersamfundet, men kun Uddeling til enkelte som Belønning. Da Borgeren kun kunde udøve sine politiske Rettigheder i Rom, kunde man kun optage nærliggende Byer i Borgersamfundet. Først Forbundsfællekrigen (90—88) medførte som Resultat, at samtlige frie Indbyggere i Italien og Gallia Cispadana fik romersk Borgerret (lex Julia 90, l. Plautia Papiria 89; jvfr. Ciceros Tale for Archias) Dog naaedes dette Resultat først efter en Del Vaklen frem og tilbage under de paafolgende Borgerkrige; paa Ciceros Tid staar Sagen fast. ? Cæsar gav dernæst Transpadanerne og nogle spanske Byer Borgerret. Under August og de følgende Kejsere fortsattes Bevægelsen, dels ved Uddeling til enkelte eller til hele Byer, dels ved Kolonianlæg til Forsørgelse af Veteraner, hvorved ofte Fremmede samtidig optoges. Caracalla (211—217) gav saa en almindelig Borgerretslov. Overleveringen (Dio Cassius og Ulpian) lader herved samtlige Rigets frie Indbyggere faa Borgerret, og denne Opfattelse har længe været knæsat. Imidlertid har man i græske Papyri fundet Stumper af selve Ediktet, der viser, at dediticii fremdeles var udelukket fra Borgerret; hvor meget disse Undtagelser betyder, ved vi ikke: da det ikke er muligt at fastslaa den nøjagtige Betydning af dediticii paa denne Tid.

§ 5 >>>