A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 40

41. DIKTATUREN.

Under særlig vanskelige ydre eller indre Forhold var det i den ældre Republik muligt forbigaaende at samle den hele magistratiske Magtfylde i en enkelt Mands Haand. Denne Mand kaldtes oprindelig magister populi, senere dictator (gr.: strategós autokrátor); Embedet dictatura.

Diktaturens første Anvendelse henlægges i vore Kilder til Republikkens første Tid (omkr. 500). Den anvendtes derefter nu og da, i fjerde Aarhundrede hyppigt, dels i Anledning af Krige, dels af indre Uroligheder. Efter Reformen i 367 fremtræder den virkelige Diktatur (d. rei gerundae causa) sjældnere; sidste Gang 286 (leges Hortensiae). Kun som en Form holdt den sig ned til 2den puniske Krigs Slutning, idet man jævnlig udnævnte Diktatorer comitiorum causa (til at holde Valg i Konsulernes Fraværelse) eller clavi figendi causa (til at slaa et Søm ind i den Minerva helligede Del af det capitolinske Tempel; denne dunkle Ceremoni staar maaske i Forbindelse med den primitive Aartælling. I den 2den puniske Krig fornyedes den gamle krigeriske Diktatur; siden forsvinder Diktaturen ganske (ogsaa den ovenfor omtalte formelle), indtil Sulla og Cæsar atter indførte den, men med ganske forandret Form og Indhold.

Nyere Forskere, særlig Beloch (Rom. Gesch. etc. III, 1,5—8), mener, at Diktaturen engang har været et ordinært Embede. Efter det livsvarige Kongedømme, mener de, fulgte først et Aarkongedømme, Diktaturen, og først gennem dette Overgangsled naaede man frem til Kollegialitet i Statens øver; ste Embede. Denne Antaglese begrundes dels gennem Analos gier fra Forfatningsudviklingen i andre latinske Byer, dels gennem visse Forhold i Republikkens ældste Historie. Først findes i Konsullistens ældste Del et stort Antal plebejiske Navne; disse har naturligvis ikke staaet i nogen authentisk Fortegnelse, men er interpoleret senere. Nu kan man ikke deraf slutte, at hele den ældste Del af Fasti er uægte, da den paa den anden Side indeholder Navne paa tidlig uddøde Patricierslægter, som en Forfalsker aldrig vilde falde paa at indføje Denne Mængde plebejiske Navne er uforstaaelig, naar Fasti i Forvejen havde rummet to Navne for hvert Aar, forstaaelig hvis Forfalskerne kun fandt eet. De har saa simpelt hen tidsfæstet forskellige forfalskede Familietraditioners Konsulater. Helt er det oprindelige Forhold hellerikke forsvundet af Overleveringen; Livius (II, 18,5) nævner, at han hos gamle Forfattere finder Sp. Larcius, af en ellers ikke forekommende Slægt, opført som Diktator i 501 i Stedet for Konsul. Ogsaa andet taler for denne Antagelse, saaledes navnlig at man i hele det Ste Aarhundrede kun finder eet tilforladeligt overleveret Diktatur, mens i næste Aarhundrede findes henved en Snes. Dette er forstaaeligt, hvis de ældste Diktatorer er bievet opfattet som Konsuler. Her skal ikke omtales Formodninger om Tidspunktet for Overgangen fra Diktatur til Konsulat. Den hele Antagelse er og bliver kun en Hypothese, om end en meget tiltalende.

Valget af en Diktator krævede fra tidlig Tid en Senatsbeslutning om, at det var nødvendigt at vælge en Diktator. Valget foretages dernæst af Konsulen, som siges dictatorem dicere. Han foretager det oriens nocte silentio. Det fremgaar af Overleveringen, at Konsulen retslig var stillet ganske frit i Valget; men ofte har aabenbart Senatet ogsaa designeret vedkommende. -Foruden Konsulens Udnævnelse behøvede Diktatoren endnu en Bekræftelse af Folket, som det synes ved en lex curiata; maaske havde denne den specielle Form »ut equum ascendere liceret«.

Diktatoren valgtes paa højst seks Maaneder, men plejede at nedlægge Embedet, naar hans Hverv var endt. Embedet var oprindelig patricisk; første tilforladeligt overleverede plebejiske Diktator fungerede 315.

Hans Udmærkelsestegn var de samme som de højeste Magistraters; men han førte 24 Liktorer.

Diktatorens Kompetence var større end Konsulernes. Ikke blot var han ikke begrænset af Kollegialiteten, men han var oprindelig hverken underkastet Provokationen eller Tribunernes Intercession. Senere, uvist hvornaar (maaske 300), udstraktes Provokationen ogsaa til at gælde Diktaturen; men snart efter ophørte den virkelige Diktatur.

Det berettes udtrykkelig, at ved Diktaturens Indtræden samtlige patriciske Magistrater ophørte at fungere. Dette modsiges dog af Overleveringen og kan allerede paa Grund af dictatura comitiorum causa ikke være rigtigt. Men naturligvis underordnes alle andre Magistrater under Diktatoren.

Da man i 217 vilde vælge en Diktator, var der ingen Konsuler til at gøre det; den ene var faldet, den anden var fraværende og kunde ikke faa Bud i en Hast. Man valgte da den Udvej at lade Folket vælge Q. Fabius Maximus til pro dictatore, og samtidig hans magister equitum M. Minucius. Ved et Plebiscit tillagdes der endda senere denne samme Ret som Fabius. — I den følgende Tid forekommer endnu et Par lidet betydende Diktaturer, disse i regelmæssig Form.

Sullas og Cæsars Diktaturer har kun Navnet fælles med den gamle Diktatur. Begge beroede paa særlig Lov: Sullas (82) var et Eneherredømme med Titlen dictatura legibus scribundis et rei publicae constituendae og med Bekræftelse forud paa alle Foranstaltninger. Det gaves paa ubestemt Tid. Cæsars var vistnok væsentlig det samme, men gaves først (49 o. ff. Aar) paa et Aar, siden for Livstid. Ved Lov af Antonius 44 afskaffedes Diktaturen. — Af lignende Art som Sullas og Cæsars Diktatur var Triumviratet r. p. constituendae af 43. Ogsaa dette beroede paa særlig Lov og var et fuldstændigt Enevælde. Nærmere under Kejserdømmet.

Diktator udnævnte sig selv en magister equitum, der fungerede som hans Næstkommanderende og Stedfortræder. Han havde fuldt Imperium og førte 6 Liktorer.

§ 42 >>>