Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930) 42. DECEMVIRI CONSULARI IMPERIO LEGIBUS SCRIBUNDIS.I Aaret 452 bestemtes ifølge Overleveringen ved en lex Terentilia (et Plebiscit), at der for det følgende Aar (451) ikke skulde vælges Konsuler og Almuetribuner, men et Kollegium paa 10 Mænd med den ovenfor angivne Titel og med den Opgave at nedskrive Sædvaneretten. Et lignende Kollegium valgtes ogsaa for 450; efter Beretningen fortsatte det paa ulovlig Maade sin Embedsførelse ind i det følgende Aar (449), men blev da styrtet ved et Oprør, og der valgtes atter Konsuler og Tribuner. Decemvirerne valgtes paa Centurieforsamlingen. De besad den oprindelige kongelige og konsulariske Myndighed; de var ikke underkastet Provokotionen. Da Tribunatet var ophævet, var de heller ikke underkastet dets Intercession (om denne tidligere har været anerkendt i de senere Omfang, er uvist), men vel hinandens. Som Resultat af Decemvirernes Arbejde fremkom de XII Tavler, alle vedtaget paa comitia centuriata, de to sidste dog ifølge Beretningen først efter Decemvirernes Fald. Efter den bedste Overlevering afsluttedes Decemviratet med et Forlig, hvorved den gamle Forfatning gens indførtes med den Forandring, at Tribunernes Tal nu forhøjedes til 10 og deres intercessio anerkendtes som uindskrænket. Denne Overlevering henlægger ogsaa Delingen af Konsulatet mellem Patriciere og Plebejere til dette Tidspunkt; det kan dog ikke være rigtigt. Decemviratet hører til de omstridte Punkter i den romerske Forfatningshistorie. Omstridt er for det første Overleveringen om Plebejernes Valgbarhed. Første Kollegium er i det hele godt overleveret og bestaar paa et sandsynligvis interpoleret Navn nær af patriciske Konsularer. Det andet Kollegium overleveres som halvt patricisk halvt plebejisk. Der er i og for sig intet i Vejen for, at man har ændret Valgbarhedsretten ved Valget af dette Kollegium, men da heller ikke de patriciske Navne er tilforladeligt overleveret, er hele Sagen saa tvivlsom, at nogle har bestridt hele andet Kollegiums Eksistens. Nogle Forskere har ment, at Plebejernes Valgbarhed, Tribunatets Ophævelse og Decemvirernes konsulariske Imperium tyder paa, at man har haft til Hensigt at ændre selve Forfatningen, at smelte Konsulat og Tribunat sammen til een Øvrighed, fælles for Patriciere og Plebejere. Denne Opfattelse bestrides dog fra forskellig Side (Ed. Meyer, Taubler, Beloch). Antagelse af denne Hypothese afhænger væsentlig af Spørgsmaalet om Plebejernes Valgbarhed. Efter Overleveringen var den hele Institution da ogsaa tænkt som forbigaaende. Endelig er ogsaa Overleveringen om Decemvirernes voldsomme Fald blevet bestridt under Henvisning til, at deres Lovgivning kom til .at gælde. Det er dog ikke sikkert, og maaske tyder netop Overleveringen om at Lovene blev vedtaget paa comitia centuriata paa at Decemvirerne blev styrtet, da man kunde vente, at det havde været Hensigten, at de selv skulde oktrojere Lovene. |
Sidst revideret 14. 9. 2011