A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 42

43. KRIGSTRIBUNER MED KONSULMAGT.

Efter Overleveringen fandtes i Tiden 444—367 to Former for det øverste Embede, Konsulatet og Konsulartribunatet. Sidstnævnte Embede adskilte sig fra Konsulatet ved, at de enkelte Kollegiers Medlemstal var større, (der overleveres Kollegier paa 3, 4, 6, 8 og 9) at Plebejerne var valgbare hertil, og at Konsulartribunerne manglede Ret til at triumfere. Deres Antal tillod, at til Stadighed een blev tilbage i Byen, saa de ikke behøvede at udnævne nogen praef. urbi. Det nye Embedes Titel var oprindelig tribunus militaris pro cos., senere almindelig tribunus militum consulari potestate. De valgtes paa comitia centuriata. I det nævnte Tidsrum valgtes Konsulartribuner i Begyndelsen af og til, senere stadig hyppigere til Konsulatet til sidst næsten gik af Brug.

Om Aarsagen til Oprettelsen af dette Embede er opstillet forskellige Formodninger; nogle mener, a Plebejernes Krav paa aktiv Del i Statsstyrelsen ikke længere lod sig afvise, og at man ikke vilde indrømme dem Konsulatet, mens andre mener, at det blot er de hyppige Krige, der har nødvendiggjort en Forøgelse af Pladserne i det øverste Embede.

Beloch har mod hele Overleveringen om Konsulartribunatet rettet en skarp Kritik. Her skal blot nævnes et Par Punkter. Først bestrider han Plebejernes Valgbarhed. Efter Livius (V, 12) valgtes Plebejerne første Gang Aar 400. Det stemmer ganske vist ikke med hans egen Overlevering, men de før 400 overleverede Plebejernavne er ganske utilforladelige. For Aarene 400, 399 og 395 findes saa pludselig 14 plebejiske mod kun fire patriciske Konsulartribuner. En saa stor plebejisk Valgsejr anser Beloch for ganske usandsynlig midt under Veienterkrigen, der var Patricierstyrets største Bedrift. Derimod skulde man vente, at Plebejere vilde blive valgt i større Antal, efterat den galliske Katastrofe havde undergravet Patriciervældets Magt. Dog giver den bedste Overlevering (Diodor) kun 7 plebejiske Konsulartribuner mod 76 patriciske for Aarene 389—367, Livius endogsaa kun 5 mod 93. Beloch tager heraf Anledning til at mene, at alle plebejiske Konsulartribuner er interpoleret, og at Embedet ligesom Konsulatet kun stod Patricierne aabent. Denne Antagelse er vel meget radikal, men Overleveringen om de plebejiske Konsulartribuner er unægtelig ikke meget tillidsvækkende. Endelig viser Beloch, at Afvekslingen mellem Konsulat og Konsulartribunat, ligesom mellem de enkelte Tribunkollegiers Størrelse ikke er saa planløs, som det synes efter Overleveringen. Ved omhyggelig Gennemgang af Fortegnelserne naar han til følgende Resultat: Konsuler fra 444 til 427, fire Konsulartribuner aarligt 426—06 og seks aarligt 405—367. Dette Resultat er efter al Sandsynlighed rigtigt i sin Helhed, om end der kan rokkes ved Enkeltheder.

Ved lex Licinia 367 ophævedes Tribunatet med Konsulmagt, og det forekommer ikke senere. Det har været af Betydning for Indførelsen af Præturen (Prætor træder i Stedet for den ene af Tribunerne); ligeledes sikkert for Indførelsen af folkevalgte Krigstribuner.

§ 44 >>>