Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930) 46. PROMAGISTRATUREN.Promagistraturen er lejlighedsvis allerede omtalt ved Konsulatet og Præturen; men det er ønskeligt at sammenfatte det hele her. 1. Prorogatio imperii. Det er en Hovedregel i romersk Statsret, at den i Hovedstaden fungerende Magistrat ikke kan fungere længere end sin normerede Tid, hvad enten han har en Efterfølger eller ikke. Der forekommer intet Eksempel paa, at en Konsul, Prætor eller nogen anden Magistrat har faaet sit imperium in urbe forlænget, end ikke aldeles ekstraordinært. I Felten gælder den modsatte Regel. Den kommanderende Feltherre maa fornuftigvis retlig beholde sit Imperium, til hans Afløser indtræffer. I den ældre Tid forekom dog dette ifølge Sagens Natur sjældent eller aldrig; og da fjerne og langvarige Krige gjorde Spørgsmaalet praktisk, gik man en anden Vej. Kunde eller vilde man ikke aflose en kommanderende Feltherre i rette Tid, saa forlængede man hans Imperium. Hertil brugtes oprindelig en Folkebeslutning (deraf prorogare, prorogatio), altid efter forudgaaende Beslutning af Senatet (første Gang 327). Den saaledes fungerende Magistrat siges at være pro consule (pro praetore; pro magistratu). Han havde ganske samme Myndighed som i sit Embedsaar, men kun militiae; betræder han Byens Grund, ophører hans Imperium med det samme, og det fornyer sig ikke, dersom han atter forlader Byen. Han har egne Auspicier og kan altsaa triumfere; men til Triumfen behøver han en Undtagelseslov, der sikrer ham Imperium i Byen for een Dag. — I Livius's første Dekade omtales jævnlig Folkebeslutning om prorogatio imperii; i den 2den puniske Krigs Tid er den forsvundet og kun Senatsbeslutningen blevet tilbage; og dette er siden fast Regel. Netop i 2den puniske Krig hører det prokonsulariske Imperium og ligesaa det proprætoriske til Dagens Orden; og i den følgende Tids fjerne Krige var det ligeledes almindeligt. Promagistratisk Provinsbestyrelse opstaar oprindelig ved Forlængelse af den i Provinsen fungerende Prætors imperium. Senere anvendtes som bekendt alle Prætorer i Rom, og fik derpaa en Provins prorogato imperio. Oprindelsen til denne Ordning kan vi ikke forfølge i det enkelte, da den falder efter 167, hvor Livius slipper op. Se under Præturen, § 33. — Prokonsularisk Provinsbestyrelse er vistnok indført af Sulla; se under Konsulatet, § 32. 2. Stedfortrædere. Fraset praefectura urbis, der tidlig blev til en Formalitet, er ingen Magistrat berettiget til at udnævne en Stedfortræder for sig i Rom. Derimod er det hans Ret og Pligt i Felten. Denne Stedfortræder fungerer pro magistratu (pro praetore; ikke pro consule, selv om Mandataren er Konsul). Regelmæssig udnævner Feltherren en af sine højeste Officerer, Kvæstor eller en Legat. Tilfældet indtræder almindelig, hvor Feltherren maa forlade Hæren eller Statholderen Provinsen; dog f. Eks. ogsaa hvor Konsulen sender Hæren forud fra Rom for selv at følge efter. Samxne Ret tilkommer Pramagistrater med forlænget imperium. Ved Feltherrens eller Statholderens pludselige Død eller lignende overtages hans Stilling af en Stedfortræder pro praetore, regelmæssig Kvæstor eller en Legat. I Kvæstors Forfald udnævner Feltherren en pro quaestore. 3. Ekstraordinær Overdragelse af imperium militiae til en Privatmand kan kun ske ved Lov. Første Eksempel er Scipio i Spanien 211 (pro consule); senere Eksempler er Sulpicius's Lov om Marius 88; Pompejus's Kommandoer 81 (Sicilien og Afrika); 77 (mod Lepidus og Sertorius); 66 (mod Mithradat); lidt anderledes 67 (mod Sørøverne). Enhver Promagistrat har i Felten samme Kompetence som den Magistrat, hvis Navn han fører; dog kan Stedfortræderen ikke triumfere (men vel Magistraten med forlænget Imperium). Han fører ogsaa de samme Værdighedstegn (Prokonsulen 12, Proprætoren 6 fasces). |
Sidst revideret 14. 9. 2011