A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 48

49. SENATETS KOMPETENCE I REPUBLIKKENS TID.

Det patricisk-plebejiske Senat er retlig set kun Magistratens Raad. Dets Myndighed er, saavidt vi kan se, oprindelig kun raadgivende. Det er retlig set oprindelig afhængigt af Magistraten, om han vil høre Senatets Raad, og naar han har hørt det, om han vil rette sig derefter. Men tidlig, og uden at vi kan angive Bevægelsen i det enkelte, udviklede der sig en fast Kutyme, der i en Række Tilfælde krævede, dels at Senatet skulde lydes, naar det blev spurgt, dels at det skulde spørges. At dette er udviklet sædvanemæssigt og ikke ad Lovgivningens Vej, ses deraf, at der mangler ethvert Retsmiddel til at tvinge Magistraten, dersom han undlader at spørge Senatet eller at rette sig derefter. Senatet har intet imperium, kun auctoritas, bestyrkende og støttende Myndighed. Men efter at denne Sædvane har sat sig fast, gaar ofte Lovgivningen ud fra den som givet og bestemmer i visse Tilfælde, at Senatet skal spørges og lydes (C. Gracchus's Lov om Konsulernes Provinser). Paa denne Maade er Senatet fra en raadgivende blevet en regerende Myndighed.

Grænserne for Senatets Myndighed lader sig vanskelig angive i Almindelighed. Dog kan angives, hvad Senatet ikke blander sig i. Det er først og fremmest Magistratens ordinære Virksomhed. Hverken Krigsførelsen med dertil hørende Disciplinærmagt, eller Jurisdiktionen, de to Hovedsider af Magistratsvirksomheden, angaar i mindste Maade Senatet; man kan ikke appellere til det fra Konsulens Ordre eller Prætorens Dekret. Lidt anderledes er Forholdet til Lovgivningen. Senatet udtaler sig ganske vist ofte om forelagte Lovforslag, tilraadende eller fraraadende, men ingen Beslutning af Senatet stifter en Retsregel; den kan binde Mag. i det enkelte Tilfælde, men ikke anordne en almindelig Fremgangsmaade eller afgive Grundlag for en Dom, ej heller fritage Magistraten for Ansvar efter Loven. Senatets Kompetence er kun administrativ. Positivt kan i Almindelighed siges, at foruden de Omraader, hvor Senatet skal spørges (hvorom nedenfor), bliver det ofte spurgt ellers, saa snart Tilfældet synes særlig vanskeligt og overhovedet ekstraordinært. Saaledes udøves Politivirksomheden regelmæssig af Magistraterne; men f. Eks. Undertrykkelse af fremmed Kultus, Masseudvisning af Fremmede o. dsl. sker regelmæssig efter Senatsbeslutning. Om disse Tilfælde er det umuligt at give Regler.

De enkelte Sider af Senatets Kompetence kan kun behandles eksempelvis; det hele er for ubestemt. Paa de fleste Omraader viser der sig en Tendens til Overgreb fra Senatets Side saavel overfor Magistrat som overfor Folkeforsamling.

1. Sakralvæsen. Den regelmæssige Gudsdyrkelse paahviler dels Magistraterne, dels Præsterne. Optagelse af nye Guder og Oprettelse af nye Helligdomme tilkommer egentlig Folket; dog anordnes de i senere Tid regelmæssig af Senatet alene. Alle overordentlige Fester (supplicationes, procurationes o. l.) kræver Senatsbeslutning; ofte hører Senatet et Præstekollegium (Pontificerne eller Haruspicerne). De Sibyllinske Bøger raadspørges kun efter Senatsbeslutning. - Udgifter til ekstraordinære gudstjenstlige Handlinger bevilges af Senatet.

2. Finansvæsen. Over Bortgivelse af Statsejendom (Asignation, Kolonianlæg) raader Folket. Over al anden Anvendelse af den (Bortforpagtning o. s. v.) raader Senatet, saa langt vi kan se tilbage. Nye almindelige Skatter (f. Eks. 5 o/o Afgiften af Frigivelser, 357) kan kun paalægges af Folket. Derimod bestemmer Senatet, hvornaar og med hvilket Beløb Formueskatten (tributum) skal betales. Provinsernes Afgifter fastsættes regelmæssig af Senatet. — Over Statskassen (aerarium) raader oprindelig Magistraten (Konge, Konsuler). Endnu Polyb tillægger Konsulerne Raadighed over Statskassen til deres egne Embedsudgifter. I Praksis kender vi ingen Anvendelse af dette Princip; overalt bevilges en ekstraordinær Udgift af Senatet. Saaledes Udgifterne til Krigsførelsen; til Statholderens Udstyr; til Censorerne. Overalt er det Regel, at der bevilges en rund Sum og Detaillerne overlades til Magistraten. — Staaende Udgifter udbetaltes vel uden videre af Kvæstorerne. - Herredømmet over Kassen er Senatets vigtigste Forret; det faar derved Haand i Hanke med Magistraterne paa alle de Omraader, hvor de behøver Penge.

3. Krigsvæsen. Udskrivningen staar i Senatets Haand; det bestemmer Antallet af Legioner og Forbundstropper, Aargangene hvoraf det nye Mandskab skal tages o. s. v. Officererne udnævnes dels af Folket, dels af Feltherren; kun de højeste (legati) af Senatet, blandt dets egne Medlemmer. Krigserklæringen er forbeholdt Folkeforsamlingen. Feltherrernes provinciae derimod fastsættes af Senatet, for Konsulernes vedkommende med den Indskrænkning, at de selv fordeler dem imellem sig. Forlængelsen af Imperium tilkom oprindelig Folket, men er i 3. Aarh. gaaet over til Senatet. Troppefordelingen foretages af Senatet, og det bevilger Pengene til Krigsførelsen. - Om Krigsoperationerne holdes Senatet à jour ved Beretninger fra Feltherren; men det griber i Reglen ikke ind i Krigens Førelse.

4. Udenrigspolitik. Krigserklæring kræver Beslutning af en Folkeforsamling; definitiv Fredsslutning regelmæssig ligesaa. Feltherren er bemyndiget til at træffe foreløbige Overenskomster; ligeledes til at afslutte en Præliminærfred. Men det sidste gør han i ældre Tid i Reglen ikke; den almindelige Fremgangsmaade er, at der sluttes Vaabensstilstand og derpaa sendes Gesandter til Senatet. Dette fastsætter saa enten selv Fredsbetingelserne eller sender et Udvalg (X legati) til at gøre det i Forening med Feltherren. I den senere Tids fjerne Krige ordner Feltherren gerne det hele og lader det bagefter bekræfte af Senat og Borgerskab. Paa samme Maade ordnes regelmæssig undertvungne Landes Forhold. Den endelige Fredsslutning maa (indtil Sulla) bekræftes af Folket. — Fremmede Gesandter, der kom til Rom, forhandler aldrig med den romerske Magistrat uden i Senatets Nærværelse. Alle Ordninger med forbundne og fremmede Nationer undtagen Krigserklæring og Fredsslutning træffes af Senatet. Romerske Gesandter udsendes altid af Senatet.

5. Bestyrelse af det romerske Lydrige. Over det romerske Forbundsrige fører Senatet Kontrol; Stridigheder mellem Forbundsstater og Klager over Misbrug fra de romerske Embedsmænds Side indbringes for det. Det bestemmer Fremgangsmaaden overfor ulydige eller utro Forbundsfæller. Det griber ind overfor Sammensværgelser eller vidt forgrenede og farlige Forbrydelser. - I den egentlige Provinsstyrelse blander det sig mindre. Om dets Indflydelse paa Besættelsen af Statholderpladserne er talt under Præturen og Promagistraturen. Administrationen er Statholderens. Men Senatet modtager Klager over ham og kan ved dem foranlediges til at afløse ham, naar Prorogationsfristen udløber, og til at fremkalde en Anklage for Udsugelser.

6. Forhold til Folkeforsamlingen. Skønt Senatet ikke kan udøve nogensomhelst direkte Indflydelse paa Folkets Beslutninger, paavirker det dem dog gennem sit Forhold til Magistraterne paa mange Maader.

a. Valg. Senatet sørger for, at Valget kan finde Sted i rette Tid og at en ledende Magistrat er tilstede. Det kan raade den ledende Magistrat i Tvivlstilfælde. Det modtager Beretninger om vitium og henviser dem til Auguralkollegiet; det foranlediger Magistrater der er vitio creati til at nedlægge Embedet. Om dets Indflydelse paa Diktatorvalget se § 41.

b. Lovgivning. Lovforslag, der indbringes af Magistrater med Imperium, behandles regelmæssig først i Senatet. Det samme er ofte Tilfældet med tribuniciske Forslag; ofte henvender Senatet sig gennem Konsulen til Tribunerne med Anmodning om at indbringe en Lov. - Kassere Love har Senatet ikke Ret til; dog har det gjort det overfor Saturninus og overfor Livius Drusus, begge Gange under Paaskud af Formfejl. Jvfr. § 23, Slutn. - Fritage for Lovbestemmelser i et enkelt Tilfælde kunde strengt taget kun Folket; men Senatet tiltog sig efterhaanden Ret dertil, idet det dispenserede foreløbig og undlod at lade Beslutningen ratihabere af Folket. 67 f. Chr. fastsattes, at der til en saadan Senatsbeslutning krævedes Tilstedeværelsen af 200 Medlemmer, og samtidig nedsattes Raadspørgelsen af Comitierne til en blot Form, idet Tribunens intercessio imod den forbødes.

7. Retsplejen. I den civile Retspleje blander Senatet sig overhovedet ikke. Overfor den kriminelle Retspleje er Forholdet et noget andet, men ikke ganske klart. Hvor der er Trang dertil, er det i en vis Tid hyppigt, at Senatet foranlediger en Beslutning af Folket om Nedsættelse af en quaestio extra ordinem. I det 2. Aarh. ser vi Senatet nu og da bemyndige Konsulerne til at skride ind mod farlige og vidtforgrenede Forbrydelser (Bacchanalierne; Processerne mod Tib. Gracchus's Tilhængere. Der synes her at foreligge Nedsættelsen af en quaestio extra ordinem ved blot Senatsbeslutning, hvad der utvivlsomt var ulovligt, men kan have indsneget sig som Misbrug paa en Tid, da quaestiones extra ordinem ifølge Beslutning af Senat og Folk var hyppige (jvfr. Fremgangsmaaden ved Dispensationer). For dette Misbrug satte C. Gracchus en Stopper ved Gentagelsen af den gamle Lov, at ingen maatte henrettes iniussu populi, og denne synes at være blevet respekteret fra da af indtil Aar 63 (der findes fra den Tid flere Eksempler paa quaestt. extra ord. ifølge Lov), maaske med Undtagelse af Begivenhederne umiddelbart efter C. Gracchus Død. Henrettelsen af de fangne Catilinarere i 63 efter en Senatsbeslutning, uden nogen quaestio, var i enhver Henseende en Ulovlighed og anerkendtes som saadan af Cicero selv, da han gik i Landflygtighed straks efter Fornyelsen af Gracchus's Lov ved Clodius.

Nødværgeret. Ganske forskellig herfra er den paa Senatsbeslutning beroende Erklæring af Belejringstilstand. Det er klart, at man overfor umiddelbar Fare for Krig i Hovedstadens Nærhed saavelsom overfor alvorlige Forstyrrelser af den offentlige Orden og Sikkerhed (Oprør) maatte have et Middel til at skride ind med væbnet Magt. Der synes ikke i den romerske Statsret at have været forudset andet saadant Middel end Diktaturen, der, netop fordi den ikke var underkastet Provokationen, i ældre Tid hyppig anvendtes mod indre Uroligheder. Da Diktaturen faldt bort, udviklede der sig en anden Praksis. Senatet kunde dekretere, tumultum esse; derved bemyndigedes Borgerne til at væbne sig i Byen (saga sumere). Det kunde endvidere affatte en Beslutning, videant consules (og andre Øvrighedspersoner), ne quid detrimenti res publica capiat; herved bemyndigedes Konsulerne til at træffe ekstraordinære Sikkerhedsforanstaltninger, navnlig til at rejse Tropper og anvende væbnet Magt, ogsaa i Rom selv. I senere Tider forekom det, at Senatet udtrykkelig betegnede mod hvilke Borgere saadanne Foranstaltninger var rettet, ved at erklære dem for Fjender (hostes). — Paa saadanne Foranstaltninger beror f. Eks. Undertrykkelsen af C. Gracchus's og af Saturninus's Opstand; Ciceros Sikkerhedsforanstaltninger mod Catilinarerne; Nedsablingen af Catilina og hans Bande Aaret 62. Saadan Fremfærd var sikkert formelt ulovlig, i hvert Fald paa Roms Grund; men den var nødvendig. Der var nemlig her en Mangel i den romerske Lovgivning, der hænger nøje sammen med den skarpe Adskillelse af imperium domi og militiae: den romerske Forfatning anerkender aldeles ikke Brugen af regulære Tropper indenfor pomoerium. Opimius, der var den første, der gjorde Brug af Nødværgeretten i denne Form, blev anklaget, men frikendt. — Et andet Spørgsmaal er det om Behandlingen af saadanne hostes, naar de faldt levende i Statsmagtens Hænder. For saa vidt de var paagrebne med Vaaben i Haand eller dog under Deltagelse i Modstanden, har man vistnok ogsaa bagefter gjort kort Proces med dem (saaledes den unge Fulvius Flaccus), selv om man her ikke kunde paaberaabe sig Nødværgeretten, men meget vel kunde have benyttet den ordinære Rets Vej. — Den hele Ordning er et Eksempel paa, at Konsulerne ikke let greb til ekstraordinære Foranstaltninger uden Bemyndigelse af Senatet, og at saadan Bemyndigelse kunde benyttes til at supplere aabenbare Huller i den almindelige Lovgivning.

Senatets Kompetence i Kejsertiden afhandles i Kap. VI, § 56.

§ 50 >>>