A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 4

5. BORGERRETTENS VÆSEN.

Vi ser her bort fra de ældste Tider og holder os til Enhedsstatens Forhold. Borgerretten (civitas, ikke ius civitatis; i visse Forbindelser caput) bestaar her i et Indbegreb af Rettigheder og Pligter, der dels angaar Statslivet, dels Privatlivet. De vigtigste af de første er Stemmeretten (ius suffragii), hvortil oprindelig paa det nøjeste er knyttet Værnepligten (militia), der ogsaa kan opfattes som en Ret, samt Skattepligten, dvs. Pligten til at betale Indkomstskat (tributum), naar den opkræves. Endvidere Retten til at beklæde Embeder (ius honorum er ikke kl. Latin), der dog var underkastet betydelige retlige og faktiske Indskrænkninger. — Af privatretlige Rettigheder er de vigtigste: 1. conubium, Retten til at indgaa retsgyldigt Ægteskab, med de deraf følgende Retsvirkninger: patria potestas efter romersk Ret, Arveret o. a. 2. commercium, Retten til at indgaa Retshandler efter romersk Ret.

Den romerske Borgerret betegner selvfølgelig oprindelig ikke nogen Forret; den er ikke bedre end enhver anden Borgerret, men udtrykker kun, at Romeren i sin egen Stat er bedre stillet end den Fremmede, ligesom denne omvendt i sin Stat er bedre stillet end Romeren. Men med Udviklingen af det romerske Lydrige forandres dette Forhold. Overfor Undersaatterne indtager den romerske Borger som saadan en privilegeret Stilling. I Kraft af sin Stemmeret og Ret til at beklæde Embeder forføjer han over deres Ve og Vel; i Kraft af sin Skattepligt er han fritaget for at betale Skat; thi Indkomstskat krævedes af romerske Borgere kun een Gang (Aar 43 f. Chr.) i Tidsrummet fra 168 f. Chr. til Diocletian. Hvor han færdes i Lydriget, nyder han Beskyttelse efter romersk Ret; han kan kun dømmes efter romerske Love og af romerske Domstole. Over hans Person og Ejendom vaager den romerske Statholder med særlig Omhu, og tildels som Følge heraf, dels paa Grund af særlige Bestemmelser, er store Dele af Rigets Handel og Omsætning saavelsom af Oppebørslen de romerske Borgeres Privilegium.

I det ydre adskiller den romerske Borger sig fra andre ved Navnet og Dragten; dog synes begge Dele, ligesom Sproget, at have været fælles med Latinerne. Ejendommelig for den romerske Navneskik er Dobbeltnavnet: et Fornavn (praenomen), der valgtes mellem en ganske begrænset Kreds (15 à 20 Navne), og Slægtsnavnet (nomen) af adjektivisk Form. Hertil føjedes i officiel Titulatur Faderens Fornavn i Gen. m. filius; Navnet paa Tribus i Ablativ; endelig i de Slægter, hvor det brugtes, et cognomen (Ser. Sulpicius Q(uinti) f(ilius) Lemonia Rufus). Kvinder betegnes officielt kun med Gentilnavnet med Tilføjelse af Faderens Navn (med filia) eller Mandens (alene i Genitiv). — Togaen er den latinske Stadsdragt; til daglig Brug er den uanvendelig. Den førtes oprindelig ved al offentlig Optræden, ikke blot i Folkeforsamlingen og ved Lege og Fester, men ogsaa naar man blot viste sig paa Gaden. I Rom synes man længe at have holdt strengt herover; ved Borgerrettens Udbredelse over hele Italien maatte det være umuligt at gennemføre Skikken for hele Borgersamfundets vedkommende. Endnu August søgte at gennemføre Skikken ved Lege og i Folkeforsamlinger. Med Pøbelens Tiltagen gik Togaen ogsaa i Rom mere og mere af Brug i de lavere Klasser og efterhaanden ogsaa i de højere; tilsidst var den alene Stadsdragt for Embedsmænd og de højeste Stænder, for Clienter ved Morgenopvartningen og for afdøde ved deres Begravelse. — I Krigen bæres ligeledes en bestemt foreskreven Uniform (sagum).

§ 6 >>>