A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 50

51. SENATSBESLUTNINGENS FORM OG OPBEVARING.

Fra meget tidlig Tid af blev Senatsbeslutningerne nedskrevet. Redaktionen besørgedes efter en fast Formel af den præsiderende, under Kontrol af nogle Senatorer, hvis Navne som Vitterlighedsvidner indførtes i Beslutningen. De siges scribendo adesse; Forslagsstilleren var gerne en af dem. Da man i Reglen medbragte sit Forslag skriftlig og i hvert Fald stillede det i den for Senatsbeslutninger staaende Form, saa var vel Fremgangsmaaden almindelig den, at Forslagsstilleren dikterede en Skriver sit Forslag i den præsiderendes og Vidnernes Nærværelse.

Som Eksempel paa et Præskript anføres S. C. de Bacchanalibus (med moderniseret Orthografi):

Q. Marcius L. f., Sp. Postumius L. f. cos. senatum consuluerunt n. Octob. apud aedem Bellonae.

Scribendo adfuerunt M. Claudius M. f., L. Valerius P. f., Q. Minucius C. f.

Som Eksempel paa et Senatsdekret anføres S. C. de Asclepiade (oversat fra Græsk og forkortet):

Quod Q. Lutatius Q. f. Catulus cos. verba fecit (i andre Tilfælde: Quod Tiburtes verba fecerunt..., eller blot: Quod verba facta sunt ...), Asclepiadem ... Clazomenium ... operam fortem et fidelem rei publicae nostrae navasse ..., de ea re ita censuerunt: Asclepiadem (cett) viros bonos et amicos apellari (cett.). Censuere.

Bemærkningen Censuere betegner Afstemningen; den gentages derfor, hvor der er stemt over enkelte Dele af Beslutningen, efter hver Del.

Af den nedskrevne Beslutning nedlagdes et Eksemplar hos Kvæstorerne ved Ærariet (deferre ad aerarium); de kunde forlange, at Vidnerne skulde bekræfte Rigtigheden. I ældre Tid overgaves ogsaa et Eksemplar til de plebejiske Ædiler ved Cerestemplet. Kvæstorerne indførte Beslutningen i en Protokol, der var afdelt i Aargange; Udskrifter af denne var retskraftige. De findes undertiden hos Skribenterne, og da er Konsulnavnene gerne sat foran, hvad der ikke sker i Indskrifterne. - Videre Bekendtgørelse af Senatsbeslutninger besørgedes af den præsiderende f. Eks. ved Overlevering af et Eksemplar til Gesandter, ved Afsendelse af et Brev til Provinsen eller Udlandet. Egentlig Offentliggørelse var ikke Regel, men forekom ifølge særlig Beslutning (S. C. de Bacchanalibus). — Officielt Referat af Senatets Forhandlinger fandtes ikke i Republikkens Tid, men det forekom, at den præsiderende lod referere (saaledes Cicero i det Senatsmøde, hvor Catilinarerne bekendte). Cæsar indførte Aar 59 baade Referat og Offentliggørelse; August afskaffede Offentliggørelsen, men lod Referatet bestaa; det var i Kejsertiden nødvendigt, at Kejseren var à jour med Senatets Forhandlinger. Referatet blev efterhaanden stenografisk; det er de saakaldte acta senatus, en vigtig Kilde for Kejsertidens Historikere.

§ 52 >>>