A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930)

<<< § 5

6. BORGERRETTENS ERHVERVELSE OG TAB.

Borgerretten kan i den Tid, om hvilken vi har sikker Kundskab, kun erhverves paa følgende Maade:

1. Ved Fødsel i retmæssigt Ægteskab af Borger og Borgerinde; Barnet følger derved Faderens speciellere Stilling, hvilket er af Vigtighed efter Indførelsen af conubium mellem Patriciere og Plebejere. — Ved Fødsel udenfor et efter romersk Lov gyldigt Ægteskab gjaldt som Regel, at Barnet fik Moderens retlige Stilling (partus ventrem sequitur). Dog ændredes dette tildels ved senere Lov.

2. Ved Lov. Saaledes optoges hele Byer, f. Eks. ved Forbundsfællekrigen (se ogsaa under § 7). Enkelte Mænd optoges hyppig under den Form, at det ved Lov tillodes Anlæggerne af en Koloni eller en Feltherre at give et vist Antal Fremmede romersk Borgerret. Saaledes fik Digteren Ennius romersk Borgerret af M. Fulvius Nobilior. — Kejseren kunde meddele Borgerret.

3. Ved Frigivelse. Se § 16.

4. Latinerne havde under visse Forhold Adgang til at erhverve romersk Borgerret. Se § 9.

Den nyoptagne Borger blev, siden Patricierne havde afsluttet sig som en ren Fødselsadel, altid Plebejer.

Borgerretten kunde man ikke frasige sig, ej heller kendes Tab af Borgerret som Straf alene for sig. Derimod kunde den mistes paa følgende Maader:

1. Overgang til et andet Borgersamfund. Efter ældre romersk Ret kunde ingen paa een Gang tilhøre to Borgersamfund; fornemme Romere maatte derfor i Republikkens Tid afslaa selv græsk Æresborgerskab. I Kejsertiden ændredes dette. -- Af praktisk Betydning er denne Regel ved Anlægget af latinske Kolonier, hvori fattige Borgere kunde lade sig indskrive eller endog blive tvunget til at lade sig indskrive; de blev da Latini.

2. Exilium. Som lovbestemt Straf anvendes Landsforvisning først i Republikkens sidste Tid; derimod forekom frivillig Landflygtighed tidlig som Middel til at unddrage sig Domfældelse eller Straf. Exilet er i dette Tilfælde i og for sig kun en Bortrejse som enhver anden; den retlige Virkning er ikke knyttet til Bortrejsen fra Rom, men til den regelmæssig paafølgende Folkebeslutning med aquae et ignis interdictio, der medførte Tab af Borgerret. I Kejsertiden havde Deportation samme Virkning.

3. Salg som Slave til Udlandet. Anvendtes i ældre Tid mod Borgere, der deserterede eller unddrog sig Census eller Krigstjeneste. — Herhen hører ogsaa Udlevering til Fjenden (som efter Slaget ved de Caudinske Passer).

4. Visse Straffe, nemlig damnatio ad bestias eller in metalla. Kun i Kejsertiden.

Ved Krigs- og Gældsfangenskab suspenderedes Borgerretten; ved Tilbagevenden indtræder den atter. Denne Genindtræden af Borgerretten kaldes postliminium.

Ethvert Tab af eller Indskrænkning i Borgerretten kaldes deminutio capitis.

§ 7 >>>