Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
A. B. Drachmann: Den romerske Statsforfatning, 2. udg. (1930) 9. DE FORSKELLIGE KLASSER AF PEREGRINI; LATINI; SOCII.Den frie Befolkning i Romerriget udenfor Borgerne kaldes med fælles Navn peregrini. Disse falder atter efter deres Forhold til Rom i flere Klasser. De kan være forbundne (socii) eller paa anden Maade have bevaret en vis paa Traktat grundet Selvstændighed (civitates liberae et foederatae); eller de kan være undertvungne uden Forbund, ved deditio, og kaldes da dediticii; deres Stilling er ensidigt bestemt af Rom, uden foedus, men kan iøvrigt være højst forskellig. Dertil hører Hovedmassen af Provinskommunerne. Imellem disse peregrini er der en særegen Klasse, der staar i et nærmere Forhold til Borgerne end de andre: Latinerne. Alle de latinske Stæder udgjorde et religiøst Forbund med en fælles Forbundsfest, Latiar. Oprindelig stod Alba i Spidsen for dette Forbund, men da denne Stat var blevet underlagt Rom, gik samtidig Ledelsen over til denne Stad, dog saaledes, at Festerne stadig afholdtes paa Albas gamle Territorium. Tidlig tiltvang Rom sig ogsaa et politisk Hegemoni over de andre Byer, men da den galliske Katastrofe havde rystet Roms Overmagt, dannedes et politisk Latinerforbund uden om og til Dels rettet imod Rom. Da ingen af Parterne følte sig Modstanderne voksne, sluttedes en Alliance mellem Rom og Latinerforbundet (foedus Cassianum) paa lige Vilkaar med skiftende Overkommando i Krig. Da Rom atter kom til Kræfter, sprængte det Forbundet ved Latinerkrigen 340—38 og sluttede dernæst Særforbund med hver enkelt By. v Disse Forbundsfæller, der var berøvet deres ydre, men bevarede deres indre politiske Selvstændighed, vedblev ogsaa efter det større romerske Forbundsriges Dannelse (i 3. Aarh.) at indtage en privilegeret Stilling. Denne Kreds af Stæder udvidedes i det 3. og Beg. af 2. Aarh. ved Anlægget af de latinske Kolonier, dvs. af Rom anlagte, men ved Latinere befolkede, faste Pladser, der tjente til Sikring af det romerske Forbundsrige. Disse fik i det væsentlige samme Ret som de gamle latinske Byer og udgjorde i Forening med dem nomen Latinum (i senere Betydning, til Forskel fra det gamle Latinerforbund); det hele romerske Forbundsrige betegnes herefter korrekt socii nomenque Latinum. Ved Forbundsfællekrigen gik de latinske Stæder, ligesom de øvrige socii, op i det romerske Borgerskab. Latinernes Privilegier er følgende: 1. Adgang til at opnaa romersk Borgerret. ? En Latiner, der havde beklædt en Øvrighedspost i sin egen By, kunde derefter vælge, om han vilde være romersk Borger eller vedblive at være Latiner. Ligeledes kunde en Latiner, der med Held havde gennemført en Anklage repetundarum, lade sig indskrive som romersk Borger. Endelig fandtes ialtfald i ældre Tid den Bestemmelse, at en Latiner, der flyttede til Rom, men efterlod sig Afkom hjemme, kunde lade sig indskrive som romersk Borger. (Dette er aabenbart Modstykket til den Bestemmelse, der tillod Romerne at lade sig optage i en latinsk Koloni, jvfr. § 6. Nærmere om hele dette Forhold i Mommsens Statsret III, l, S. 635 ff.) 2. Stemmeret i den romerske Folkeforsamling. Samtlige Latinere havde Ret til at deltage i Afstemningen i den romerske Folkeforsamling, dog kun i en enkelt Tribus, der udtoges ved Lod ved hver Afstemning. Politisk Betydning havde denne Ret ikke; men det var et Æresfortrin, der skarpt adskilte Latinerne fra de andre socii. 3. Om Latinerne havde conubium er omstridt; det synes nu almindelig antaget, at de ikke havde det. At ialtfald nogle af dem havde commercium, er sikkert, og sandsynligvis havde de det alle. Efterat Latinerne ved Forbundsfællekrigen havde faaet Borgerret, skabte man i visse Tilfælde en kunstig Latinitas, dels ved at give hele Kommuner latinsk Ret (ius Latii; saaledes Gallia transpadana i 89), dels ved at lade visse Frigivne blive Latinere istedetfor Borgere (se § 16). Enkelthederne herom har kun juridisk Interesse. De øvrige socii havde ligesom Latinerne indre Selvstændighed, men ingen saadanne personlige Rettigheder, der kunde nærme dem til det romerske Borgersamfund. Nogen fælles Benævnelse for deres Retsstilling analog med ius Latii for Latinerne haves ikke. (Ved ius Italicum forstaas i Kejsertiden en Ret, der angaar Grundejendom, idet der for denne bestod særegne Regler i Italien: den var Genstand for commercium efter romersk Ret og fritaget for Grundskat.) |
Sidst revideret 17. 9. 2011