Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
ImperiumImperium betyder 'ret til at befale'. Det er den egenskab, der tillader de ledende romerske embedsmænd (en konsul eller en prætor) at gribe ind i de almindelige romerske borgeres frihedsrettigheder, og det er derfor også den egenskab, der gør dem til ledere i krig - de kan sende folk ud i situationer, hvor de kan dø. Imperium tildeles derfor ikke uden omtanke. Det er ikke nok at blive valgt til konsul eller prætor (eller, i særlige tilfælde til dictator) ved valget i comitia centuriata; befalingsretten får man først, når en anden forsamling, comitia curiata, tildeler den særskilt. Imperium tildeltes højst for et år ad gangen. Udløb et år på et uheldigt tidspunkt (f. eks. midt i et felttog), måtte embedsmandens imperium forlænges ved en ny vedtagelse. Oprindeligt har den ledende haft uindskrænket magt i kraft af sit imperium, altså kunnet lade folk henrette, hvis de ikke parerede ordre. Allerede meget tidligt blev denne ret dog indskrænket ved, at den almindelige borger fik ret til at appellere en sådan beslutning til folket selv (hvad der hedder provocatio). Befalingsretten symboliseres af fasces, et knippe grene eller kæppe samlet omkring en økse - embedsmanden har ret til at lade borgerne prygle med kæppene og i nødstilfælde halshugge dem. Disse fasces bæres af embedsmandens 'task-force', lictorerne. En konsul har 12 lictorer, en prætor har 6 (og en dictator 24) - og allerede tallet viser, at konsulens magt er større end prætorens. Øksen bærer lictorerne dog kun uden for Roms gamle bygrænse. Efterhånden som romerriget voksede sig stort, havde man brug for flere embedsmænd til at varetage kommandoen over imperiet (altså det område, hvor romerne befalede). Man brugte til disse opgaver typisk tidligere, højtstående embedsmænd, konsuler eller prætorer, og kaldte dem så pro-konsuler og pro-prætorer (pro- betyder 'i-stedet-for'). Embedsmænd, der havde kommandoen over provinserne, havde også imperium, men kun i den provins, hvor de fungerede. Imperium har en pro--embedsmand under ingen tænkelige omstændigheder inde i selve byen Rom. En egentlig, siddende konsul havde derimod imperium overalt. De mange embedsmænd, der havde imperium, kunne naturligvis risikere at 'møde hinanden'. Det skete tilsyneladende ikke ofte, men i republikkens sidste år (efter 80 fvt.), skabte man et begreb, der hed imperium maius, 'større befalingsret', som bestemte generaler, der skulle operere i meget store områder, kunne få. Det gav dem så ret til at bestemme over de almindelige provinsadministratorer. En sådan særlig form for imperium kunne også tildeles for en længere årrække - operationerne kunne være meget omfattende. Det vigtigste eksempel på en general, der fik imperium maius i republikkens tid, der Pompejus. Denne type imperium viste sig nyttig, da kejsertiden begyndte. Kejseren havde altid imperium maius ude i romerriget - og kunne derfor bestemme alt, hvad han ville, uden at det så ud, som om de gamle regler var overtrådt. |
Sidst revideret 22. 8. 2015