Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Patricierne (og plebejerne)Visse præsteskaber kunne i Rom kun beklædes af personer fra ganske bestemte slægter. Man kaldte disse slægter for patriciske. Ordet er afledt af ordet for 'far', pater, og formentlig i en eller anden betydning af 'landsfader' - de, der tager vare på samfundet, som en fader tager vare på sin familie. Legenden fortæller da også, at de 'patriciske slægter' netop var de slægter, der i en fjern fortid stod kongen bi med råd, når han havde behov for det. Legenden vil også vide, at disse gamle adelige slægter efter kongedømmets afskaffelse og republikkens indførelse i 509 fvt. forsøgte at fastholde magten i deres midte og udelukke alle andre - de såkaldte 'plebejere'. Legenden fortæller om en kamp mellem de to grupper, der varede i hvert fald næsten 150 år. En af de vigtigste konsekvenser var den, at man skabte et særligt embede til at beskytte plebejerne - folketribunerne - fordi patricierne kontrollerede statsadministrationen (både det militære og retsplejen). Men for det første ved man i realiteten ikke ret meget med sikkerhed om Roms historie så langt tilbage - meget er sikkert opdigtet, selvom det er sandsynligt nok med en eller anden konflikt mellem de gamle slægter og nye, der har vundet økonomisk og politisk styrke i republikkens første århundrede. For det andet gik denne konflikt fuldstændig i sig selv - der er ikke en konflikt mellem patriciere og plebejere i historisk tid. Snarere tværtimod: de gamle og de nye slægter slog sig sammen og blev til en ny adel: 'nobiliteten', der så fra i hvert fald 200 fvt. gør, hvad den kan, for at holde alle andre nede og ude ... Tilbage bliver det faktum, at nogle af de vigtigste præsteskaber:
Kun patricierne kunne bære den særlige sko med et halvmåneformet stykke elfenben (lunula) på: calceus patricius. Eller sagt på en anden måde - de er skøre, de romere. Men det er kendetegnende for romersk mentalitet, at så gamle og tilsyneladende så betydningsløse traditioner og principper videreføres, når der ikke er åbenbar grund til at ændre dem. I slutningen af republikken er antallet af patricierne så lille, at Caesar, der selv var patricier, i sin egenskab af ypperstepræst, pontifex maximus, udnævner et antal personer til patriciere, så deres opgaver kan blive varetaget. Patriciere kan ikke vælges til plebejiske embeder - så da den notoriske provokatør Publius Clodius Pulcher, medlem af den patriciske slægt Claudius, ville vælges til folketribun, måtte han få selvsamme Caesar til at af-patrificere sig. Litteratur A. B. Drachmann, Den romerske Statsforfatning, Kbh. 1930, kap. 10 |
Sidst revideret 22. 8. 2015