Patricierne (og plebejerne)

Visse præsteskaber kunne i Rom kun beklædes af personer fra ganske bestemte slægter. Man kaldte disse slægter for patriciske. Ordet er afledt af ordet for 'far', pater, og formentlig i en eller anden betydning af 'landsfader' - de, der tager vare på samfundet, som en fader tager vare på sin familie. Legenden fortæller da også, at de 'patriciske slægter' netop var de slægter, der i en fjern fortid stod kongen bi med råd, når han havde behov for det.

Legenden vil også vide, at disse gamle adelige slægter efter kongedømmets afskaffelse og republikkens indførelse i 509 fvt. forsøgte at fastholde magten i deres midte og udelukke alle andre - de såkaldte 'plebejere'. Legenden fortæller om en kamp mellem de to grupper, der varede i hvert fald næsten 150 år. En af de vigtigste konsekvenser var den, at man skabte et særligt embede til at beskytte plebejerne - folketribunerne - fordi patricierne kontrollerede statsadministrationen (både det militære og retsplejen).

Men for det første ved man i realiteten ikke ret meget med sikkerhed om Roms historie så langt tilbage - meget er sikkert opdigtet, selvom det er sandsynligt nok med en eller anden konflikt mellem de gamle slægter og nye, der har vundet økonomisk og politisk styrke i republikkens første århundrede. For det andet gik denne konflikt fuldstændig i sig selv - der er ikke en konflikt mellem patriciere og plebejere i historisk tid. Snarere tværtimod: de gamle og de nye slægter slog sig sammen og blev til en ny adel: 'nobiliteten', der så fra i hvert fald 200 fvt. gør, hvad den kan, for at holde alle andre nede og ude ...

Tilbage bliver det faktum, at nogle af de vigtigste præsteskaber:

rex sacrorum ('offerkongen'), hvis navn afslører forholdet til den gamle kongeinstitution,

flamen Dialis, præst for Jupiter, den øverste romerske gud,

flamen Martialis, præst for Mars, krigsguden,

flamen Quirinalis, præst for Quirinus, en gud, som man faktisk ved utroligt lidt om -

salierne, et ældgammelt præsteskab, der dansede rituelle danse og sang en sang, carmen Saliare - og ellers er et mysterium -

Kun patricierne kunne bære den særlige sko med et halvmåneformet stykke elfenben (lunula) på: calceus patricius.

Eller sagt på en anden måde - de er skøre, de romere. Men det er kendetegnende for romersk mentalitet, at så gamle og tilsyneladende så betydningsløse traditioner og principper videreføres, når der ikke er åbenbar grund til at ændre dem.

I slutningen af republikken er antallet af patricierne så lille, at Caesar, der selv var patricier, i sin egenskab af ypperstepræst, pontifex maximus, udnævner et antal personer til patriciere, så deres opgaver kan blive varetaget.

Patriciere kan ikke vælges til plebejiske embeder - så da den notoriske provokatør Publius Clodius Pulcher, medlem af den patriciske slægt Claudius, ville vælges til folketribun, måtte han få selvsamme Caesar til at af-patrificere sig.

Litteratur

A. B. Drachmann, Den romerske Statsforfatning, Kbh. 1930, kap. 10

Til oversigten