Populus Romanus

Roms historie er lang - 1200 år - og som tiden går, sker der store udviklinger i, hvem der udgør Roms befolkning. Den vigtigste periode er vel nok 100 fvt. - 100 evt.; dvs. republikkens sidste og kejserdømmets første århundrede; det er denne periode, der fokuseres på i det følgende.

Romerrigets vigtigste indbyggere var mænd med romersk borgerret, deres sønner, deres døtre og deres slaver - og især deres frigivne slaver. Men det er vigtigt fra starten at gøre sig klart, at det er et samfund med enorme sociale forskelle. Toppen af samfundet er både i prestige, reel indflydelse og økonomisk formåen ufatteligt højt hævet over gennemsnitsborgeren. Denne top af samfundet forandres over tid; i tidlig tid kaldtes den patricierne, senere, i republikkens sidste århundreder, nobiliteten. Til sidst er det forholdet til kejseren, der er afgørende.

Frie borgere

Voksne romerske mænd - dvs. over ca. 20 år - havde stemmeret i de romerske folkeforsamlinger og havde ret til romersk rettergang. De kunne gifte sig under romersk lov (så de fik legitime arvinger), og de havde ret til at søge valg til poster i statsadministrationen. Desuden havde de pligt til at yde militærtjeneste og betale skat; men disse pligter kunne man ret let unddrage sig i slutningen af republikkens tid. Den romerske hær var blevet professionel, og pengene til statens styrelse hentede man ude i romerriget blandt folk, der netop ikke var romerske borgere.

Strengt taget er en romersk mand underlagt sin faders myndighed i al den tid, faderen er i live, men i praksis fungerede det ikke sådan. Romerske kvinder er derimod virkelig umyndige - de er ikke frie til selv at indgå ægteskaber, og de har ikke råderet over deres egen formue. En ugift kvinde er under sin faders eller sin nærmeste mandlige slægtnings autoritet (potestas); en gift er under sin mands. Ikke desto mindre er romerske kvinder langt mere frie end f. eks. græske kvinder, når vi ser på, hvordan deres liv faktisk formede sig. De kan bevæge sig frit i byen, og de er ofte med til de offentlige begivenheder. Det har i høj grad noget med familie at gøre.

Slægt, amicitia og clientela

Romernes tilhørsforhold til deres slægt er stærkt, ikke kun i de øverste sociale lag, som vi ved mest om, men også nedad. Der er ikke tale om juridiske bånd, men om sociale. Bryder man sine forpligtelser til sin slægt, bliver man ikke retsforfulgt, men man gør sig livet besværligt. Udover de helt nære blodsbånd kan man også være forbundet med socialt højerestående personer, man ikke er i familie med. Man kalder det netværk, der opstår på den måde, for et clientela, når det går opad-nedad i det sociale spektrum, og for et amicitia (venskab), når det går på tværs mellem lige-stillede personer. Et ægteskab mellem to familier er en vigtig måde at skabe et sådant 'venskab' på - og gør naturligvis kvinden og hendes adfærd til noget afgørende.

Clientela-forbindelser kan meget vel være stærkere end slægtsbånd. F. eks. er soldaters og veteraners forhold til deres general meget, meget stærkt.

Slaver og frigivne

Slaver er naturligvis deres herres ejendom - men derudover kan man heller ikke sige meget mere. Der findes slaver, som aldrig har set deres herre; de arbejder på hans gårde eller værksteder, men selv lever ejeren i byen og viser sig ikke gerne, hvor hans rigdom ellers skabes. Slavehold af den art kan være gigantiske, især i slutningen af republikken, og de kan være udsat for frygtelig mishandling - men det behøver ikke være sådan. Mange slaver lever også i tæt samarbejde med deres herre - som sekretær, kammertjener, kok osv. Slaver er heller ikke forbeholdt de rige; en almindelig bonde kan have et lille hold slaver, og han kan have et ganske venskabeligt forhold til dem.

Mange slaver blev frigivne. Frigivne slaver var forpligtede i forhold til deres tidligere herre og var en vigtig del af disses clientela. Frigivne slaver havde den lavest tænkelige status. De blev frie, romerske borgere, men kunne ikke beklæde tillidsposter i samfundet; det kunne derimod deres børn.

Grupper - ridderstanden og senatorerne.

Bortset fra de frigivnes begrænsede rettigheder har alle romerske borgere i princippet de samme muligheder i samfundet. Men det er meget principielt. Formueforskellene i samfundet er enorme; de allerfleste borgere har ret beskedne midler. Øverst i samfundet finder vi to grupper, ridderne og senatorerne. 'Ridder' bliver man i Rom i kraft af sin formue, 'senator' bliver man ved at sidde i senatet. Medlemmer af en senators familie er normalt riddere, indtil de selv indtræder i senatet. Dommerne i domstolene tages fra ridder-standen og senator-standen, og de har massive fordele ud af afstemningen i de romerske folkeforsamlinger comitia centuriata og comitia tributa, da afstemningen her er organiseret, så formue spiller en væsentlig rolle. Disse to grupperinger deler altså rollen som Roms overklasse imellem sig. De allerfineste i denne klasse kaldes nobiles, 'de kendte', eller 'de adelige'.

Medlemmer af senatet måtte ikke drive anden økonomisk virksomhed end landbrug. Dette forbud er helt sikkert blevet omgået på mange måder, men ellers er det ridderne, der tager sig af al større økonomisk aktivitet i romerriget - som f. eks. bankvirksomhed, skibsfart og skatteopkrævning (der var udliciteret til private). De optrådte ofte i selskaber (societates), især når de påtog sig offentlige opgaver (når de gjorde det, kaldte man dem publicani, 'offentlige mænd').

Borgere uden for byen Rom

De, der virkelig ville betyde noget i romerriget, boede i Rom. Men romerne havde altid anlagt små kolonier af romerske borgere i de erobrede områder, og de borgere, der boede dér, var i realiteten afskåret fra at udøve deres borgerrettigheder, fordi alle valg og beslutningsprocesser fandt sted i Rom. Problemet var dog lille indtil forbundsfællekrigen i 91 - 88 fvt. Efter den var alle voksne, frie mænd i hele Italien romerske borgere. I særlige tilfælde kunne store grupper af disse borgere rejse til Rom for at deltage i de politiske processer, men som regel blev de hjemme - og overlod derved beslutningstagningen til en ret lille del af borgerne, især i senatet, men også i folkeforsamlingerne, hvor relativt fattige mennesker kunne få relativt stor betydning. Befolkningen i Rom bestod for en stor dels vedkommende af mennesker, der havde mistet deres ejendom og var søgt til byen for at overleve.

Ikke desto mindre indgår alle disse borgere i det store spil af forbindelser i Rom - ofte investerede de i riddernes aktiviteter for det offentlige; mange var selv riddere. At have mange 'venner' eller klienter ude i Italien betød adgang til pengemidler og i yderste nødstilfælde soldater, som det f. eks. bliver tydeligt i borgerkrigen mellem Caesar og Pompejus i 49 - 45 fvt.

I kejserdømmets tid var det dog en relativt uinteressant problemstilling - kejseren traf alligevel de vigtigste beslutninger selv.

Men på det mere lokale plan fortsatte det politiske liv med valg og afstemninger i lang tid endnu. I selve byen Rom bliver kejseren alt-bestemmende, men i de små lokale samfund med deres romerske borgere fortsatte det politiske - som det er meget tydeligt i Pompei med alle dens 'valgplakater'. Det er vigtigt at huske, at romerriget altid forsøgte at organisere sig i bysamfund. Romernes kultur var en by-kultur.

Andre perioder

Det, der står herover, er den almindelige tingenes tilstand mellem 100 fvt. og 100 evt. I andre perioder af Roms historie kan tingene se meget anderledes ud. Her følger en kort skitse over tiden før og efter.

Den tidlige republik (indtil 100 fvt.)

I den tidligste tid - indtil ca. 300 fvt. - er der en konflikt i Rom mellem 'plebejere' og 'patriciere'. Den konflikt er længst forsvundet omkring år 100 fvt.; faktisk kan det være svært at gennemskue, hvad der egentlig skete. Men alligevel har konflikten sat sig spor ved, at der findes folketribuner og ved, at en lille gruppe af borgere (patricierne) alene kan beklæde visse præstekaber.

I tidlig tid har faderens mulighed for at tøjle sin søn været langt stærkere - man har faktisk i praksis haft noget, der hed patria potestas. Der er legender om fædre, der lader deres sønner dræbe.

Men den tidlige romerske republik er kendetegnet ved, at der findes mange former for tilknytning til det romerske samfund. Man kan være borger sine suffragio (uden stemmeret), så man har adgang til romersk rettergang; eller man kan være 'latiner' (egt. indbygger i Latium, området omkring Rom); så har man ret til at handle i Rom og i visse tilfælde til at gifte sig med en romer. Desuden skaber Rom et netværk af aftaler (foedera) i Italien, der giver forskellige samfund i Italien forskellige rettigheder og pligter i forhold til romerne. Det er dette syndige rod af aftaler, der afskaffes ved forbundsfællekrigen, selv om det varer til ind i kejsertiden, før alle spor af de gamle tider forsvinder.

Den senere kejsertid (efter 100 evt.)

I den tidlige kejsertid bevares i alt væsentligt den tanke, at alle romerske borgere er lige for loven, og dermed over for kejseren. Naturligvis har der altid været folk, der var mere lige end andre (en senator var mere anset end en kloakrenser); det var bare ikke fastgroet som princip. Igennem hele kejsertiden undergraves dette princip, og efter år 200 er der reelle modsætninger mellem fornemme (honestiores) og almindelige romere (humiliores).

Den modsatte bevægelse findes dog også; i 212 evt. udstedes Constitutio Antoniana, der giver romersk borgerret til alle frie mænd i hele riget; og det stadige arbejde på romerretten viser, at ligheden mellem borgerne lå samfundet meget på sinde.

Mest udtalt er tendensen mod ulighed i samfundet i forbindelse med kejseren. I de første 200 år af kejsertiden er kejseren bare samfundets 'leder' (princeps), men omkring år 300 er han dets 'herre' (dominus). Med denne udvikling følger fremvæksten af en egentlig adel med comites og duces. Især i vesten falder dette sammen med, at byerne taber i betydning, og en helt ny samfundsform tegner sig.

Litteratur

Per Krarup, Romersk politik i oldtiden. En orientering i den nyere forskning, København 1975. - God oversigt - lidt krævende, læses ikke først.

A. B. Drachmann, Romersk Statsforfatning, København 1930 (2. udgave, revideret af Adam Afzelius). Elektronisk udgave på RKs hjemmeside. - Lidt forældet, men stadig meget nyttig.

Jesper Carlsen og Hanne Løfholm, Slaver i Romerriget, Herning 1987.

Jesper Carlsen og Henrik Tvarnø, Slaver og produktionsforhold i Romerriget: en antologi, Herning 1983. - Danske og udenlandske bidrag (oversatte) til problemet.

Jens Erik Skydsgaard, Det romerske clientelasamfund, København 1981.

Henrik Tvarnø, Det romerske slaveri i europæisk forskning efter 2. verdenskrig, København 1982 (SSOF nr. 302).

Til oversigten